I Slettestrand ligger de fleste hoteller i Jammerbugt Kommune, alle indenfor en radius af få kilometer. Rønnes Hotel, Klitrosen, Hotel Nor, Højgården, Feriecenter Slettestrand og Svinkløv Badehotel har hver sit særpræg, men fælles for alle er naturen, stilheden og den nære beliggenhed til Vesterhavet, som i generationer har gjort området til et populært feriemål for både danske og udenlandske turister.
Tidligere lukkede de fleste hoteller efter sommersæsonen, men sådan er det ikke i dag, hvor kombinationen af møder, konferencer, aktiv ferie og naturoplevelser danner basis for aktiviteter året rundt.
Mens vi venter på ”sæsonen”
Vi er på besøg en onsdag formiddag i begyndelsen af marts. Stilheden brydes kun af den øredøvende larm af en stabel tallerkner, der ryger på gulvet i køkkenet. Helt stille er der dog ikke, for et par steder i det kæmpestore hus er der møde, og opdækningen på rulleborde viser, at der bliver sørget godt for deltagerne. I øvrigt er der plads til hele 600 deltagere i fester eller konferencer.
Anledningen til vores besøg er, at Helle Petersen for et års tid siden købte Rønnes Hotel for at drive det sammen med nabohotellet ”Klitrosen”, som hun overtog for 6 år siden.
Men der ventede en nyhed, da vi mødte parret:
– I går fik vi at vide, at ”Klitrosen” er solgt til anden side, fortæller Helle, der tydeligvis ikke helt har fordøjet overraskelsen.
– Jeg sad til leje og har længe gerne villet købe hotellet, ikke mindst for at få noget ud af det tocifrede millionbeløb, det har kostet at holde bygningerne i nogenlunde stand. I stedet fik jeg en opsigelse!
Men indsatsen er ikke spildt, for gennem årene har jeg gjort den positive erfaring, at jeg godt kan drive et hotel i Slettestrand. I de måneder, jeg har drevet begge hoteller er det ofte sket, at gæster har bestilt ophold på Klitrosen på grund af maden og den gode service, og nu er vores opgave at fortælle, at ”ånden på Klitrosen nu findes på Rønnes Hotel”.
Nu gælder det om at smøge ærmerne op og komme videre, påsken venter og herefter den forhåbentlig travle sommer. Heldigvis er vi heldige at have samlet et godt hold både i hotel og køkken.
Kenneth kom først til 1. juli sidste sommer. ”Rønnes Hotel”, havde da stået tomt siden oktober 2020 grundet manglende omsætning efter minksagen. ”Klitrosen” var i samme situation, og da jeg samtidig mistede rigtig mange penge i en sag om gavekort, var jeg simpelthen ved at give op og sætte telefonsvarer på, fordi jeg ikke kunne klare mere.
Men så let skulle man ikke få mig ned med nakken. At, jeg overhovedet fik banken med på min idé om at købe Rønnes Hotel, skyldes bl.a., at jeg kom ud af 2020 med et beskedent overskud på 40.000 kroner, som på det tidspunkt var stik mod alle forventninger. Min bankmand sagde: ”Havde det været en hvilken som helst anden, havde vi rullet rundt på gulvet af grin og svaret havde været NEJ!”
Men trods 4 måneders lukning midt i en coronatid bakkede Jutlander Bank os op, og det var en tillidserklæring, der lunede.
Jeg overtog Rønnes Hotel den 1. april 2000 og åbnede den 6. maj. Der var spænding til sidste øjeblik, for nåede jeg at få spiritusbevilling til tiden? Den følger indehaveren og ikke restauranten, jeg havde søgt, men først i allersidste øjeblik kunne vi ånde lettede op, da papirerne var i orden, så gæsterne ikke var nødt til at drikke sodavand til maden.
Gavekortsagen
Sagen med gavekortene handlede jo om, at vi havde hyret et firma til at sælge gavekort til ophold på ”Klitrosen” , og salget var gået strygende. Desværre ”glemte” firmaet at afregne med mig, og det blev dyre lærepenge, jeg måtte vinke farvel til.
– Så var det godt, du havde en mand, der stod bag dig, lyder det kærligt fra Kenneth, der jo har oplevet hele forløbet på nærmeste hold. Helle nikker og fortsætter sin beretning:
– På ”Klitrosen” havde jeg jo erfaret, at der kunne sælges gavekort for flere millioner, så jeg besluttede at ændre konceptet. I stedet for at have et firma til at stå for telefonsalget, har jeg selv ansat en dygtig sælger, og det går strygende. Nu afregner kunderne direkte med os, og det er jo rimeligt, når det også er os , der leverer varen.
Det populære koncept fra ”Klitrosen”, bl.a. med bryllupper, fortsætter vi her på ”Rønnes Hotel”.
Parløb
At Kenneth flyttede til ”Rønnes Hotel” var simpelthen nødvendigt på grund af personalemangel, men parret har tidligere arbejdet så meget sammen, at de ved, at også den arbejdsmæssige kemi passer.
– Tidspunktet var helt rigtigt for mig, siger Kenneth. Jeg trængte til at komme ”tilbage til rødderne” til et mindre sted, hvor jeg også kan have kontakt med gæsterne. I køkkenet har vi nu samlet et rigtig godt team, og nu glæder vi os til at vise, hvad vi kan præstere.
Fokus på det gode køkken
Siden vores første besøg har foråret virkelig holdt sit indtog, og restauranten har ofte været fyldt. Kenneths køkken er en køretur værd, og adskillige af Aalborgtidens gæster har allerede lagt vejen forbi. Og der er næppe tvivl om, at der også bliver travlhed i påsken ved udsigt til en påskefrokost med tre lækre serveringer.
– Fremover kan gæster så forvente det klassiske danske køkken med en nordisk twist, fortæller Kenneth. De gode råvarer er i centrum. Vi er alsidige, bl.a. solgte vi sidste år 2800 tarteletter, og på vores frokostbord er der altid hjemmelavet lun leverpostej, friskfanget fisk og gratinerede jomfruhummerhaler.
Til sommer vil vi bl.a. satse på ”Champagnefood” og ”Fruit de mer”, for det hører tiden til, især når man bor ved havet.
Men overordnet har jeg den indstilling, at al mad er god mad, når det er lavet ordentligt, og jeg tør godt sige, at vore kokke laver bedre mad end de fleste. F.eks. har Nikolaj Gade en fortid hos ”Fru Larsen”, ”Nam” og ”Svinkløv Badehotel”, og han har tilbragt vinteren i København med at lære at rulle pasta. Både han og Christoffer har deltaget i konkurrencer, men fælles for dem er, at de er voksne og har stiftet familie, og de er trætte af at arrangere mad med pincetter. Selvfølgelig skal det se godt ud, men smagen er nu en gang det vigtigste.
Alt er jo opfundet, det er ikke muligt at opfinde nye retter. Nu drejer det sig om at være bedst til at smage maden til med krydderier, og jeg tør godt love, at vi til enhver tid kan leve op til den standard, gæsterne kan møde på Aalborgs restauranter, siger Kenneth.
De følgende billeder viser eksempler på, hvad gæsterne kan glæde sig til.
Vejen til Slettestrand
Allerede for 6 år siden, da Helle kom til Klitrosen og Slettestrand, viste hendes CV en 20 år lang karriere i hotel- og restaurationsbranchen i Midt- og Nordjylland.
– Jeg kom sent i gang, fortæller Helle. Jeg var 25 år og kontoruddannet, før jeg indså, jeg savnede udfordringer og gik i lære som kok.
Efter en sæson på skihotel i Norge, var jeg ikke i tvivl: Min fremtid lå i restaurationsbranchen, og i 1998 startede jeg som kokkeelev på ”Jørgensens Hotel” i Horsens, et fint gammelt hotel, der er kendt af alle i Midtjylland.
I løbet af min uddannelse skiftede jeg til ”Hotel Danica”, ligeledes i Horsens. Her var Kenneth køkkenchef, og det endte med, at vi giftede os og overtog hotellet, som vi drev i ti år. Vi var en del af Best Western-kæden, og opnåede et år den hæder at blive kåret som ”Best of the Best Western” af den amerikanske kæde, som i bedømmelsen lagde vægt på alt fra service, rengøring, mad osv. Det var næsten som at bestå en eksamen, men sådan er det i virkeligheden altid i vores branche, for alle gæster danner sig et indtryk af det sted, de har overnattet eller spist.
Undervejs havde jeg også uddannet mig som tjener, og dermed fik jeg mange strenge at spille på, bl.a. tog jeg gennem en årrække ud som censor i branchen, indtil det blev for tidskrævende. Men det var lærerigt, fordi jeg fik indblik i, at der er mange måder at gøre tingene på.
Da vi stoppede på ”Danica”, blev jeg restaurantchef hos Søren Petersen på ”Norsminde Kro”, men stoppede, da vi fik vores tredje barn. Jeg søgte mere børnevenlige arbejdstider og blev ansat som tjener på ”Hotel Munkebjerg” i Vejle. Men her erfarede jeg, at sådan et sted var alt for stort til mig. Ganske vist havde jeg gode kolleger og masser af søde gæster. Men jeg trivedes ikke, fordi jeg følte mig som en lille, ubetydelig brik i et stort puslespil, og det duer ikke, når ”man hedder Helle”.
Nordjylland
Videre i karriereforløbet søgte Kenneth og jeg ind hos Enan Galaly, som dengang bl.a. drev ”Hotel Hvide Hus” i Aalborg. Først var vi på ”Hotel Aarslev” ved Brabrand, som også var en del af Helnan-kæden, men da Enan foreslog os at flytte til ”Hvide Hus”, sagde vi ja, og flyttede hele familien til Aalborg.. Jeg var ansat som hotelchef og Kenneth som køkkenchef, og alt tegnede godt, indtil det for sent gik op for os, at Enan var i færd med at sælge hotellet til ”Comwell”.
Det var en streg i regningen, og jeg fratrådte frivilligt min stilling, fordi ”Comwell” selv kom med en dygtig hotelchef. Kenneth derimod blev i sin stilling og var glad for at arbejde på ”Hvide Hus”. Han havde tilmed fornuftige arbejdstider, der gjorde det muligt for mig at realisere drømmen om mit eget hotel, uden det gik ud over familielivet med tre børn.
Dermed havde Kenneth og jeg for første gang i mange år ikke længere samme arbejdsplads .Vi har altid været gode til at samarbejde, men nu får vi så prøvet noget nyt.
Efter ”Hotel Hvide Hus” blev jeg administrativ medarbejder på ”Mortens Kro” og ”Utzon”, som Morten drev i en periode, og jeg fortsatte, efter ”KUNSTEN” overtog forpagtningen, indtil jeg kom her til Slettestrand og ”Klitrosen”.
Kenneth er vant til store steder og kom direkte fra ”Hvide Hus” og ”Rebild Bakker”, og han ser også frem til sammen med Helle at få foden under eget bord.
– Vi har været heldige at samle et godt hold af dygtige kokke og tjenere, samt Ida, der er fuldtidsansat i receptionen, og den første gæsterne møder. Ida er faguddannet receptionist, hun er lokal og har bred erfaring indenfor kurser og konferencer.
Hotellet
Rønnes Hotel har gode faciliteter og er populært til afholdelse af møder, bl.a. fordi naturen og omgivelserne byder på utallige muligheder for oplevelser og underholdning i pauser og aftener, når det faglige program er afviklet.
De 63 værelser er løbende renoveret, seks værelser fik storm- og vandskader i vinter, et godt tidspunkt, når det skulle være. Og sammen med de ældste værelser får de lige nu den store tur med udskiftning af de oprindelige brune badeværelser. Desuden har vi et hus med værelser med trægulve og direkte udgang fra værelserne, og det reserverer vi fremover til gæster med hund, for at imødekomme en stigende efterspørgsel, slutter parret, der ser frem til at byde gæsterne velkommen til en ny sæson.