Var alting bedre i ”gamle dage”?
Spørgsmålet er aktuelt, men måske også tegn på, at vi selv er nået op i alderen?
Turisme kan tage overhånd, vil nogle måske hævde efter i år at have brugt kostbare timer på at sidde, stå eller køre i timelange køer, for at nå præcis det mål, der skal give mening og indhold i et par kostbare feriedage .

De gode gamle dage
Og så kan det være misundelsesværdigt underholdende at læse om ”turismens rødder” og drømme sig tilbage til dengang sommeren bestod af en lang perlerække af solskinsdage, og turister var spredte flokke af ”fremmede fugle”, der kunne kendes på elegant tøj, langsomme bevægelser og et sprog, der klart adskilte sig fra den lokale dialekt.
Feriebyer som Skagen, Hirtshals, Løkken og Blokhus havde deres egen lyd, af bølger, mågeskrig, og måske en tøffende fiskekutter på vej ud eller ind. Biler var der kun få af for 100 år siden, til gengæld var der masser af hestevogne, og ingen havde fantasi til at forestille sig nutidens støjniveau, selv om Holger Drachmann allerede i 1904 skrev i visen “Erindring”:
Der var et andet Skagen, et bedre om du vil…..

Badehotellerne
Selv om vi sætter pris på nutidens bekvemmeligheder, er der to tider på året, hvor mange af os forfalder til drømme om gammeldags romantik og nostalgi, julen og sommerferien. Inspireret af bl.a TVs populære ”Badehotellet”, hvor billedsiden fuldt ud opvejer en handling, der glider ned med samme lethed som marengs på en isdessert.
I TV-seriens kølvand har badehotellerne fået en renæssance, ganske vist tilsat nutidens komfort som værelser med bad og i de fleste tilfælde TV og internet.
Vi elsker historierne fra de ”gode gamle dage”, ikke fordi vi ønsker os i tjenestefolkenes sko, men at være gæst i en restaurant med faste spisetider, faste pladser og en personlig serviet i stofpose med navn.

Vi nyder beretningerne om den svundne tid, hvor ord som arbejdstidsregler og mindsteløn slet ikke var opfundet.
Én af dem, der kan fortælle ,er Bent Hardervig, forfatter til en stribe bøger om turismen i Danmark, først og fremmest Skagen, hvor han var turistchef i hele 25 år fra 1970 til 1995. Det var dengang formidling var en hjertesag, som afspejlede turistchefens personlige engagement og begejstring for det område han/hun havde i sin varetægt, og opgaven var naturligvis at overbevise potentielle gæster om, at der ventede dem en så uforglemmelig ferie, at de vendte tilbage år efter år.
Turistchefer måtte også gerne være udstyret med en psykologisk sans, som ikke kun sendte gæsten til de nyeste, flotteste og dyreste butikker og restauranter, men fornemmede gæstens økonomiske formåen og interesser, enten for det maleriske, luksuriøse eller måske lidt kiksede.

Blandt Bent Hardervigs mange udgivelser er bøger om Skagens ferieliv gennem 100 år, om Kandestederne, badehotellerne Ruths og Jeckels, endog blodige krimier fra toppen af Danmark har han skrevet. Allernyest er ”Hvad stuepigerne fortalte” – om livet og gæsterne i de gamle badehoteller i Kandestederne, Kokholms, Hjorths og Kandehus.
Også dengang var ”diskretion naturligvis en selvfølge”, men pigernes øjne og ører stod på stilke, når de servicerede sommergæsterne, der for en stor dels vedkommende bestod af datidens kendisser fra hovedstaden.
Frokost på Brøndums
Vi vil også gerne høre en god historie og mødtes en julidag med Hardervig på Skagens mest ikoniske sted, Brøndums Hotel, hvor vi over en frokost i haven fik et par beretninger fra “hestens egen mund”, inden han skulle signere bøger i byens boghandel.
– Beretningerne hører til en anden tid. Skulle jeg skrive om nutidens turisme, ville det være med en god portion ironi. Vel er det fortsat “guldskatten”, de oprindelige attraktioner som Anchers Hus, Museet og Drachmanns hus, der tiltrækker mange gæster. Men meget nyt, bl.a. Bamsemuseet, Bryghuset og Pizza-street er kommet til efter min tid, og jeg har slet ikke den basisviden, der hører nutiden til, siger den “gamle turistchef”, der er på sikker grund, mens han fortaber sig i minder fra halvfjerserne og firserne.

Vi åbner ikke i år
– Sådan lød beskeden fra Kokholms Hotel forud for sommeren gennem ca. 10 år, fortæller Bent. Derfor blev jeg temmelig forbavset, når gæster på Turistkontoret fortalte, at de boede på Kokholms.
“Er der åbent”, spurgte jeg forbavset og ringede til hotellet. Men hvert år var svaret det samme, ”at når gæsterne alligevel dukkede uventet op, kunne man jo ligeså godt tage endnu en sæson”. Og gæsterne forsikrede, at de ikke ville være til besvær, men tilbød selv at lave mad i køkkenet. Alligevel fik man fat i nogle af hotellets ”gamle piger” – og så var endnu en sæson i gang.
Den bedste anbefaling ”nye piger kunne have” var, hvis deres mødre også havde været ansat – og jeg var tilmed så heldig at møde én, hvis bedstemor havde tjent på hotellet, fortæller Hardervig.

– Historierne begrænsede sig ikke kun til Skagen og omegn. Da først turismen tog fart, udspillede begivenhederne sig overalt, hvor der var feriegæster, også i Ikast og Blokhus var der spændende historier og skæbner, blot man var tålmodig og gravede længe nok.
Jeg må have virket uskadelig og harmløs, for når først der kom kaffe på bordet, begyndte pigerne at fortælle, den ene historie efter den anden. Siden kom det mig tilgode, jeg var så fremsynet at skrive notater og stikord under samtalerne, som i virkeligheden var guld værd.
Og jeg har hygget mig med at skrive bogen, for det har været rigtig sjovt at arbejde med de gamle beretninger, i virkeligheden sammenligner jeg mit arbejde med bøgerne med det, vi i min skoletid kaldte for “genfortælling”.

Kandestederne
Mens Skagen i starten af det tyvende århundrede var befolket af kunstnere som Drachmann, Michael og Anna Anker, P.S.Krøyer m.fl. fandt de “nye kunstnere”, skuespillerne og forfatterne deres foretrukne ferieområde ved Kandestederne, nær Råbjerg Mile, en snes kilometer længere nede ad Vestkysten.
Det var datidens berømte skuespiller Thorkild Rose, der “fandt” stedet, men med ham fulgte flere fra Det Kongelige Teater, balletdansere, operasangere og andre skuespillere og med dem opstod en ny kunstnerkoloni nær Skagen. Senere kom forfatterne, Klaus Rifbjerg, Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel, der fulgte i kølvandet på Knud W. Jensen, der havde sit store sommerhus i Kandestederne og ejede Forlaget Gyldendal og kunstmuseet Lousiana.
Gæsterne startede med at bo på hotellerne i Kandestederne, indtil flere af dem byggede sommerhuse i området.
De kunne stort set selv bestemme placering, i Skiveren ligger eksempelvis et hus på toppen af en klit, som næppe ville opnå byggetilladelse i dag. Men den berømte skuespiller, Poul Reumert, byggede, og huset blev senere solgt til Henning Mouritsen og Lise Ringheim.

Turistchef i 70´erne
Bent Hardervig kom oprindelig til Skagen fra København, hvor han arbejdede som grafiker på et af byens kendte reklamebureauer.
– En dag fik jeg øje på den mindste enspaltede annonce i avisen, hvor der kort og godt stod: Turistchef søges til Skagen, og den pirrede min nysgerrighed. .
Jeg søgte og fik stillingen. Og det blev til 25 spændende år med turisme i Skagen.
Meget har ændret sig siden jeg forlod jobbet i 1995. Ånden har ændret sig, og jeg tror ikke, det er blevet lettere at være turistchef. Min interesse for turisme er præget af fortiden og det kæmpearkiv, jeg har samlet fra dengang, jeg syntes, det var spændende. Det ville falde mig svært at skrive om nutidens turisme, i hvert fald ikke uden en vis sarkastisk distance.
Da jeg tiltrådte i 1970 var turistsæsonen præget af stamgæster, der simpelthen kom til Skagen om sommeren, fordi de holdt af byen og området. I dag er sæsonen udvidet, bl.a. med færgeruternes mellemkomst og hotellernes tilbud om billigt weekendophold.

I år har man tilmed nedlagt turistkontoret (både i Skagen og mange andre steder, red.) med den forklaring, at man “hellere vil bruge pengene på reklame”.
At man samtidig ødelægger selve byens “modtageapparat” betyder åbenbart ikke noget, for argumentet er, at gæster i dag selv kan betjene sig på nettet – døgnet rundt.
Men man glemmer, at de gæster, der har tid og lyst til at medvirke til at udvide sæsonen, er pensionister, der ofte har råd til at bruge penge på sig selv. De gider ikke selvbetjening på en skærm, men foretrækker mødet med et venligt og imødekommende menneske med godt lokalkendskab. Præcis som de ofte foretrækker at få maden serveret på restaurant af en tjener og ikke selvbetjent på cafeteria, slutter Bent Hardervig.
Bogen er rigt illustreret med fotos fra Hardervigs store samling af antikke fotografier, de ældste fra Victoriatiden, og billederne er manipuleret med computerteknik og sarte akvarelfarver. Forlaget Mellemgaard står bag udgivelsen, og prisen er 245 kroner.
Illustrationer fra bogen