Da Jessie Jørgensen tiltrådte som ny sognepræst i september 2020, fik byen ekstra bonus i form af en hel familie med fire børn.
Vi besøger præstegården en stille onsdag eftermiddag, hvor kun Jessie og den 2-årige Yorkshire terrier, Anni, er hjemme. Jessie fortæller om sit allerførste indtryk af Gjøl den septemberdag i 2020, da familien flyttede ind i den nyrenoverede bolig på Kirkebakken.
– Det var som om, vi var landet midt i en krigszone, for ad den ellers så stille vej kørte karavaner af hjemmeværnsbiler, politi og presse. Den første farm, hvor aflivningen af mink fandt sted, ligger nemlig for enden af vores vej.
Det var en barsk omgang, ikke mindst for de berørte familier, der ser deres livsværk smadret, men jeg håber, det på længere sigt vil være til Gjøls fordel, at minkene er væk. Jeg vil ønske, at erstatningssagerne hurtigst muligt bliver afklaret, så de berørte kan komme videre i tilværelsen. Uvisheden er belastende, og det er hårdt dagligt at blive konfronteret med de tomme bure og forfaldet. Det gør jo ondt i hjertet og udløser megen unødig vrede.
Det har også været mærkeligt at opleve, hvordan mennesker kan blive bange for hinanden, når et aktivt samfund pludselig lukker ned. Mærkeligt, at vi skal bekymre os om, hvor mange vi må samles osv. Vi er heldige, at vi er en stor familie, så vi benyttede anledningen til at ”lave restaurant”, for at gøre en hverdag lidt festlig. Men det må være vanskeligt og ensomt for de, der ikke befinder sig i en naturlig ”boble”, for hvor er man så?
Efter et år, hvor vi ikke har kunnet samles med menigheden, begynder samfundet at lukke ned igen, og det bekymrer mig.
Da vi gerne ville vise folk, at vi er her og tænker på dem, sendte vi en julehilsen med chokolade i alle sognets postkasser, og de blev taget godt imod.
Juleaftens gudstjenester sidste år blev aflyst, og det var meget, meget underligt. Så galt håber vi ikke, det går i år, men vi kan ikke gøre andet end rette os efter de aktuelle restriktioner.
Interviewet blev lavet den 8. december. Kun få dage efter blev smittetrykket intensiveret, og den festlige bispevielse i Budolfi Kirke, som Jessie havde set frem til at overvære den følgende søndag, blev gennemført med langt færre deltagere end planlagt.
Baggrund
Vi flyttede hertil fra Vester Hassing, hvor jeg havde været sognepræst i seks år, men jeg vidste godt, at det ikke var dér, vores fremtid lå.
Jessie er nordjyde, opvokset i Aalborg, hvor hun også læste, oprindelig på lærerseminariet, indtil fag som kristendom og livsoplysning inspirerede hende til at studere teologi.
Jeg er ikke vokset op i et religiøst hjem, men som barn var jeg FDF-spejder og kom i Margrethekirken. På den måde fik jeg et naturligt forhold til kirken som et sted, der står åbent for alle.
– Det faldt mig ret naturligt at skifte studie, for jeg syntes emnet var så spændende, at jeg valgte at gøre det til min livsbeskæftigelse. Men det var tilfældigt, vi havnede på Gjøl. Jeg havde aldrig været her før den dejlige majdag, hvor vi kørte hertil af nysgerrighed, fordi jeg havde set, der var et embede ledigt.
Når man beslutter sig for at flytte, er der en hel familie at tage hensyn til. I dag er børnene 4, 7, 12 og 15 år. Den yngste faldt straks til i børnehaven, og tidspunktet passede med, at ham på syv skulle starte i nulte. Den ældste faldt hurtigt til på Biersted Skole, og han siger, det er den bedste skole, han har gået på, og han taler af erfaring, for udover Vester Hassing havde han også gået i skole i Aalborg. Børnenes trivsel betyder meget.
Min mand læser til lærer, og da både han og jeg er faldet godt til, har vi til hensigt at blive her.
Ny på Gjøl
Tilflyttere oplever ofte Gjøl som en helt ny verden.
– Jeg havde jo hørt, at det engang var et ret lukket samfund, hvor det var vanskeligt for tilflyttere at blive accepteret og nærmest blev holdt lidt udenfor.
Men sådan har vi ikke oplevet det, tværtimod. Folk er meget åbne, og det er slet ikke vanskeligt at blive integreret. Men det kræver, at man også som tilflytter er imødekommende og viser interesse for at blive en del af samfundet. Det er også tydeligt, at folk bor her af lyst og ikke fordi de ikke kunne finde et andet sted at slå sig ned, bl.a. er husene pæne og velholdte, og folk er tydeligvis stolte af byen.
Mange små lokalsamfund i Jammerbugt Kommune gør rigtig meget for at opfylde tidens behov, for det betyder rigtig meget i forhold til tilflyttere. Her i nærområdet er Biersted og Nørhalne også eksempler på små samfund, der tiltrækker nye, også yngre familier. Andre samfund risikerer at uddø, bl.a. fordi de ved første øjekast virker så forsømte, at potentielle tilflyttere mister lysten til at slå sig ned. Her bliver alle budt velkommen, også på de sociale medier. Her lagde en familie ud med at skrive ”Vi har købt hus på Gjøl” – straks skriver alle: ”nej, hvor dejligt, velkommen osv..”
”Når det regner på præsten”
Det er både et kendt ordsprog og titlen på bogen, der står forrest i reolen. Den indeholder en samling tekster af forskellige forfattere om livet i sognene i gammel tid. Jessica bruger den ofte til at finde inspiration til sine prædikener.
– Selv om nogle af teksterne stammer fra reformationens tid, kan de sagtens være aktuelle i dag. Nogle er tilmed ret morsomme, for de viser, hvilken afgørende rolle præsten havde som sognets lærde mand, også når det gjaldt om at løse stridigheder.
Præstens rolle har ændret sig meget gennem årene, det samme gælder Indre Mission, der tidligere har spillet en stor rolle på Gjøl. At man ikke kunne forene sig med tanken om en kærlig og rummelig Gud, der ikke fandt det syndigt, men menneskeligt både at danse, spille kort og gå i biografen. Menneskefjendsk virker det i dag, men heldigvis har enhver ret til at leve med deres tro, som de vil. Og jeg tror menigheden her på Gjøl har accepteret mig og min måde at varetage opgaven som præst, ellers havde de vel næppe valgt mig.
Naturens betydning
Mens vi boede i byen, savnede jeg ikke naturen, men i dag har jeg indset, at jeg har levet mange år uden en udsigt. Det råder både jeg og resten af familien bod på i dag. Vi skønner på udsigten til fjorden og går ture hver eneste dag. I den retning tror jeg, vi ligner resten af lokalsamfundet, for her går alle ture næsten hver dag. Folk flytter ikke hertil for at sidde inde i deres huser, de kommer for at opleve landskabet og den storslåede himmel. Vi nyder den store have, der hører til præstegården, og vi tilbringer adskillige timer ved vores bålplads, også når det er koldt. Det er som om haven netop er skabt til en familie som vores.
Jeg tror naturen gør noget ved et samfund, alle føler sig tæt forbundne til fjorden, og mange har også spurgt, om vi ikke skal have en båd. Dertil er vi dog ikke nået, men hele familien elsker at svømme.
Mor flyttede med
Familien betyder meget, og det præger naturligvis både mit arbejdsliv og mit privatliv.
Min mor flyttede hertil samtidig med os. Det var ikke noget, vi havde aftalt, hun skrev sig bare op til en lejlighed, og først bagefter spurgte hun, hvad vi sagde til det.
Selvfølgelig var jeg overrasket, og det blev hun vist også, da der kun gik kort tid, før hun fik en lejlighed, for hun havde forestillet sig, der gik 5 – 6 år. Men hun elsker også at være her, ikke mindst på grund af naturen og har ikke et øjeblik savnet Aalborg. Hun bor i nærheden, men er uafhængig af os og dyrker sine egne interesser, men naturligvis er det en fordel, at hun og børnene har glæde af at bo så nær hinanden. Men siden har jeg erfaret, at flere har valgt at flytte flere generationer eller søskende hertil.
Det eneste vi mangler er en bus, kl. 20 og kl. 22, bare en gang imellem. Jeg mærker bl.a., at vores ældste dreng savner at komme ud om aftenen. Jeg ved ikke, hvor mange flere mennesker, der skal til, for at – bare en mindre bus -er rentabel.
Kollegaen
Jeg har et godt samarbejde med Sofie, der er sognepræst i Biersted. Vi er jævnaldrende og har begge mindreårige børn. Vi afløser hinanden og varetager flere fælles opgaver, bl.a. konfirmandundervisningen, som i dag er samlet i Biersted Sognegaard, slutter Jessie, og vi aftaler at mødes i kirken den følgende søndag, så vi kan få det smukke billede af den julesmykkede kirke og præsten i fuldt ornat.
