Visse begivenheder står som en milepæl mellem fortid og fremtid. Sådan en dag er fredag, den 13. november 1981 for Johnny Sort, der hele sit 60-årige liv har boet i Aså.
Som 18-årig var han på skole i København i forbindelse med sin uddannelse til typograf.
– Jeg boede på kollegie i Albertslund sammen med flere andre, der gik på skolen. Fredag aften havde jeg aftalt med et par kammerater fra Aalborg, at vi skulle have en sjov weekend i hovedstaden, og jeg ville tage S-toget ind til hovedbanegården for at møde dem.
Jeg var sent på den og løb hele vejen fra kollegiet til S-togstationen, en strækning på ca. en kilometer, og nåede frem og op ad trappen til perronen. Den viste sig at være isglat, jeg snublede, faldt ud over kanten og slog min nakke.
Slaget i nakken er det sidste, jeg husker, men senere har jeg fået fortalt, at jeg landede mellem skinnerne, men med min højre arm ude på sporet.
Umiddelbart efter kom toget, og togføreren så ganske vist, der lå en skikkelse på banelegemet, men han havde ikke en jordisk chance for at undgå påkørsel.
Jeg blev kørt over af fire vogne, og da toget omsider standsede var det med et hjul ovenpå min arm.
Jeg oplevede en kæmpe eksplosion af smerte og bevægede mig ind og ud af bevidstheden. Jeg vidste, jeg ville dø, hvis jeg kæmpede for at komme fri. Blødningen var voldsom, alligevel var det held i uheld, at hjulet holdt min jakke på plads, så den virkede som en slags kompres, ellers havde jeg næppe overlevet.
En nærdødsoplevelse
Mens jeg lå fastlåst i stillingen, havde jeg det, mange beskriver som en nærdødsoplevelse. Jeg genkendte andres beskrivelser af at bevæge sig gennem en lystunnel, og snart befandt jeg mig på en smuk blomstereng med farver, jeg aldrig har oplevet på jorden, ”Mit paradis” kalder jeg stedet, hvor jeg befandt mig i bevidstheden, mens min krop kæmpede mod smerterne.
Der var ingen lyde, men i det fjerne så jeg en flod og 7 – 8 ukendte skikkelser. Bag dem rejste en kæmpe pyramide sig, og den tiltrak mig. En del trappetrin førte op ad pyramiden, og jeg begyndte at bevæge mig op mod toppen. Der var en indgang til et rum, som viste sig at være et kammer oplyst af fakler på væggene.
Til venstre var et stenalter, hvor der lå et kæmpesværd, langt større end jeg ville være i stand til at løfte. Jeg bemærkede nu en stentrone, hvorpå sad en smuk kvinde, som jeg siden har kaldt ”min gudinde”. Ved siden af hende sad en ugle, som bare stirrede intenst på mig.
Gudinden fortalte mig nu, at sværdet var en gave til mig, det var ikke skarpt, ikke til at slås med, men fik jeg personlige problemer, kunne jeg anvende sværdet til at finde løsningen.
Jeg indvendte, at jeg kun var 18 år og slet ikke moden til at bruge det sværd, som jeg heller ikke havde kræfter til at løfte.
”Du er altid velkommen”, sagde hun, og pludselig befandt jeg mig igen på blomsterengen og bevægede mig ud i lystunellen. Og snart var jeg tilbage i virkeligheden på jernbanesporet.
”Nu er han tilbage igen” lød en stemme, der viste sig at tilhøre en Falckredder.
Hemmelighed indtil…..
Det var en stærk oplevelse, der siden har siddet i min bevidsthed, og jeg genoplever situationen hver morgen, når jeg vågner.
Men der skulle gå 30 år før jeg delte oplevelsen med andre, end ikke min hustru. Jeg har bare været så taknemmelig over at være i live, at jeg lukkede af til fortiden og ulykken, det gjaldt kun om at se fremad.
Tilbage til livet
Allerede dagen efter ulykken, øvede jeg mig i at binde mine snørebånd kun med venstre hånd, jeg øvede mig også i at skrive med venstre hånd, og efter bare 5 dage bad jeg om at blive udskrevet fra hospitalet. Jeg havde mistet en arm, men var ikke syg, derfor var jeg indstillet på at møde livet med de begrænsninger ulykken havde medført.
Mine venner var i chok og i sorg over min skæbne, mens jeg først og fremmest var taknemmelig over at være i live. På rekordtid optrænede jeg min venstre arm, så jeg kun 10 dage efter ulykken spillede badminton med mine kammerater
Jeg lærte lynhurtigt at kompensere, men måtte snart erkende, at intet er lettere med én arm end med to. Jeg har ganske vist en protese, men har aldrig lært at bruge den. Til gengæld kan jeg omstille mig, så jeg kan, hvad jeg vil, selv om det måske tager lidt længere tid.
En måned efter ulykken vendte jeg tilbage til typografuddannelsen. Jeg skulle være startet i praktik, men det blev for vanskeligt, så jeg måtte definitivt droppe ønsket om at blive typograf. Det var held i uheld, for ingen kunne dengang vide, at det var et fag uden fremtid.
I stedet valgte jeg at uddanne mig til pædagog.
Min hustru og jeg har fået fire børn og seks børnebørn, vi har et godt liv, men dybt i min bevidsthed ligger erindringen om min usædvanlige oplevelse.
Billederne
På et tidspunkt kom jeg i kontakt med en psykoterapeut, der bl.a. kan føre klienterne tilbage til tidligere liv eller til en specifik begivenhed, som i mit tilfælde var ulykken.
Jeg lagde mig på briksen, og i løbet af et splitsekund var jeg tilbage, og gennem ca. 3 kvarter i hypnose stod alle mine oplevelser lysende klart, og jeg fortalte terapeuten, hvad jeg så. Det blev vigtigt for mig at visualisere mine oplevelser. På smerteklinikken mødte jeg den nu afdøde kunstner, Lene Lund, og spurgte, om hun ville male ”mit Paradis”. En følsom opgave var det for os begge, men efter mine beskrivelser malede hun et detaljeret billede, som jeg er rigtig glad for. Senere mødte jeg Ditte Odderskov, som i detaljer malede mit gudindebillede. Det blev meget vellykket, og de to billeder betyder så meget for mig, og jeg ofte har dem med, når jeg holder foredrag.
Solopgangen
Jeg maler ikke selv, men hver morgen kører jeg ned til stranden ved Aså og fotograferer solopgangen. Det er blevet et dagligt ritual og samtidig skriver jeg mine tanker i sandet.
Konsulent i livskvalitet
Johnny kender tilværelsens mange aspekter, og det har gjort ham til en populær foredragsholder i foreninger, offentlige og private virksomheder. ”Det er i faldet, du finder dine vinger”, siger han og med udgangspunkt i sin personlige erfaring. Han ved, hvad han taler om, uanset om tilhørerne er idrætsfolk, handicappede eller medlemmer af foreningslivet.
Hans livsbekræftende humor smitter, og det er faktisk først for nylig, han også er begyndt at tale offentligt om sine oplevelser den skæbnesvangre novemberdag i 1981.
– Jeg har ikke patent på sandheden. Menneskers tro og overbevisning varierer. Men uanset forskellige livsomstændigheder, oplever jeg, at mennesker lytter, når jeg beretter om mine personlige erfaringer og den nærdødsoplevelse, jeg havde i forbindelse med ulykken, slutter Johnny Sort.
