Overskriften er inspireret af forfatteren, Claus Lembourns krimi af samme navn. Kun navnet, for der er absolut ingen forbindelse mellem romanens handling og Jørgen Sloth Nielsen., der netop har færdiggjort et særligt byggeri på Gjøl.
Som mange vil vide bor Jørgen i et ikke helt almindeligt hus, som i rige detaljer bærer præg af sin tidlige ejer, Thomas Dam, far til Gjøltroldene.
På den kuperede grund bag Gjøl Kirke har i mere end 100 år stået tre store kirsebærtræer, og
historien tager sin begyndelse den dag et af træerne gav op og gik ud. Da toppen var skåret af stod tre solide stammer i ædelt og uforgængeligt kirsebærtræ tilbage.
Jørgen overvejede, hvad de tre ”pæle” kunne anvendes til, og pludselig kom den lyse idé: En shelter var lige, hvad Jørgen manglede.
Som sagt så gjort. Lokale håndværkere fik til opgave at skabe en klinkbygget ”hule” i sibirisk lærketræ, og så fik et par tækkemænd, Bent og Bjarke Fredsø fra Jørgens hjemegn ved Thisted den usædvanlige opgave at forsyne ”bygningen” med et fornemt stråtag.
Nu mangler kun en stige, og den er bestilt, og ifølge Jørgen bliver den leveret senere i dag. Herefter kan han klatre op i sin nye besiddelse og nyde udsigten over Limfjorden.
Skulle uheldet ske, så han en dag styrter ned fra shelteren, har han i virkeligheden oplevet og overlevet et langt alvorligere styrt.
Læs videre:
Da Jørgen ramte vandet – og avisforsiderne
Denne beretning udspiller sig i havet mellem Danmark og Sverige, ca. 15 sømil fra Læsø den 12. juli 1982,
Jørgen Sloth Nielsen var dengang 39 år og læge ved Aarhus Kommunehospital. Af og til tog han vikariat på et svensk hospital, og da han både havde flyvecertifikat og en firepersoners Piper Cherokee 140, var den et bekvemt transportmiddel.
Fredag den 9. juli startede OY ANJ fra Kirstinesminde Flyveplads, der dengang lå, hvor Skejby Sygehus ligger i dag. Ofte havde Jørgen et af sine fire børn med på turen. Denne dag var det 12-årige Søren, der havde fornøjelsen af en udflugt og hyggelige timer alene med sin far, der selvfølgelig skulle passe sit arbejde, men Søren havde både rulleskøjter og tegneseriehæfter at fordrive tiden med.
Landingen foregik uden problemer på en lille græsbevokset flyveplads, ”Rörkärr”, der tilhørte Uddevalla Kommune og blev anvendt af den lokale flyveklub.
Hjemturen
Mandag morgen klokken 8.30 var det tid til hjemrejse. Og som altid gennemgik Jørgen den obligatoriske checkliste med inspektion af fly og instrumenter, og alt fungerede tilfredsstillende,. Meteorologen ved Landvetter, Gøteborgs Lufthavn, oplyste, at vejret var fint med 10 km. sigt, og bortset fra lokal varmedis var der ingen skyer under 5000 fod.
Den korteste flyrute tilbage til Kirstinesminde var planlagt til at passere Læsø og videre mod kysten og Djursland.
Den svenske skærgård var passeret, og alt fungerede fredeligt og planmæssigt, indtil en grå/hvidlig røg steg op fra motorrummet og bredte sig langs gulvet. Samtidig opstod en lugt af brændt olie, der snart ændrede sig til en kvælende stank. Røgskyerne blev mørkere og samtidig tabte motoren omdrejninger, og der lød dunkende bankelyde, som hastigt tog til i styrke. Olietrykket var faldet til 0.
Mayday ….
– Atmosfæren i kabinen var kvælende, mindes Jørgen, der 37 år senere stadig har hver eneste detalje i klar erindring.
Jeg skønnede, at der var opstået en lækage, og nu gjaldt det om at komme ned. Læsø var tydelig, ca 15 – 20 sømil borte. Jeg forsøgte at holde motoren på 1800 omdrejninger i minuttet, men maskinen tabte højde, instrumenterne stod af og jeg fornemmede, at også radioen var død. Jeg skiftede til nødfrekvens og meldte Mayday, mens jeg erkendte, at landing på vand var uundgåelig.
Højden var 3500 fod, (ca 1100 m) og indenfor rækkevidde var tre fartøjer. En tankbåd og to fiskerfartøjer.
Jeg satsede på at lave en ”ditching”, dvs en glidende ”landing”, mellem fiskerbådene. Jeg havde ingen sikker indikation af vindretningen, men konstaterede at vandoverfladen virkede rolig.
Det her skal vi sagtens klare, Søren
Søren sidder ved siden af mig, anspændt men tryg og rolig. Jeg lægger flyets to redningsveste i hans skød og instruerer ham i, hvad der venter.
Så åbner jeg døren, lukker for tankene og giver fuld gas for at tømme karburatorer og rør for benzin.
Ved 900 – 1000 omdrejninger forværres motorens mislyde. Nu stopper propellen og alle kontakter afbrydes.
Vi er ca. 1000 fod over vandoverfladen, da jeg spænder mine egne og Sørens seler. En sidste gang instruerer jeg ham i, hvordan han skal forholde sig, for når vi rammer vandoverfladen, har jeg brug for al koncentration. Og jeg gentager: ”Det her skal vi sagtens klare, Søren, for vandet er varmt og vi tager bare en lang svømmetur!”
Men jeg vidste også, at vi risikerede at blive slået ihjel, når vi ramte havoverfladen. Det er utroligt så mange tanker, der farer gennem hovedet i sådan en situation.
Nødlandingsforløbet
Opbremsningen og den ublide landing var voldsom og værre, end Jørgen havde forestillet sig
Tegningen viser præcis flyets bevægelser, fra det ramte vandoverfladen. Inde i kabinen pressedes begge mod loftet (tegning 4) og (tegning 5) her vendte de på hovedet, indtil selerne kunne udløses. Jørgen blev trukket ud af maskinen af de voldsomme rotationskræfter, der pludselig blev aktiveret, og først troede han, at Søren også var sluppet ud. Men det viste sig, at han sad fast og havde problemer med at udløse sin sele. Heldigvis lykkedes det Jørgen at samle al energi, så han fik sønnen fri, inden OY ANJ fortsatte sin rejse mod havets bund.
Happy end
– Livsglæden var overvældende og temperaturen var behagelig, da Søren og jeg lå i vandet, uskadte, bortset fra en bule i hovedet. Vandoverfladen havde lukket sig om de dramatiske begivenheder, og kun et par redningsveste, et par gummisko, en træsko og en toilettaske vidnede om, at her var foregået noget. Der var ca.50 meter hen til den ene fiskerbåd, som viste sig at være bemandet med et dusin svenske lystfiskere, der interesseret havde fulgt vores ”nødlanding. Nogle havde tilmed filmet situationen med den larmende maskine, der trak en lang stråle af røg efter sig.
Fra dækket kiggede jeg ud over havet, da jeg pludselig fik øje på noget. Det var mine træsko og toilettasken, der ikke var kommet med om bord. Og hvad gjorde jeg? Jeg sprang naturligvis i vandet og fik det hentet, mens lystfiskerne måbende så til. De har tænkt, at jeg ikke var rigtig klog!
Skibet havde alt moderne kommunikationsudstyr om bord, og mens vi hurtigt sejlede ind i Skærgården, fik jeg kontakt til min kone og alle relevante myndigheder, bl.a. Søredningstjenesten og Havarikommissionen.
Dagene efter var Jørgen og Søren på avisernes forside. Det, der kunne være endt så gruelig galt, blev en spændende beretning, som vi ganske vist tidligere har bragt i et andet medie, men nu deler med vores udvidede læserskare.
På forsiden igen
Havariet satte punktum for Jørgens lyst til at flyve, selv om maskinen var forsikret. Men han ville gerne have bevis for, at det var en teknisk fejl og ikke hans evner som pilot, der var årsag til havariet. Forsikringsselskabet havde ingen interesse i at bjerge maskinen, der lå på 42 meter vand, men da det værdiløse vrag lå i en sejlrende, besluttede man alligevel at hente det op – en dag.
Tidspunktet opstod før end ventet, da et fiskerfartøj fik OY ANJ i sit trawl, der herefter blev kappet og stedet afmærket.
Af sikkerhedsmæssige grunde blev flyet herefter hævet med en flydekran fra Flådestation Frederikshavn, og nu blev vraget undersøgt af et par mand fra Havarikommissionen og Jørgen Sloth Nielsen, der omsider øjnede mulighed for at få sagen endeligt opklaret.
Det viste sig, at et rør mellem flyets oliekøler og motoren var sprængt. Umiddelbart var utætheden ikke til at se, fordi røret var indpakket i asbest. Senere målinger viste, at oliebeholdningen på hele syv liter kunne forsvinde gennem revnen på mindre end et minut, hvorefter motoren ville brænde sammen.
Men opdagelsen var en lettelse for Jørgen, fordi alt var opklaret, og heldigvis førte begivenheden til ændring af konstruktionen, og den 3. februar 1983 stod det hele at læse i Århus Stiftstidende.
På Gjøl
Næsten 40 år senere sidder erindringen om begivenheden stadig i kroppen af Jørgen:
– Af og til vågner jeg om natten, badet i sved, fordi situationen har ændret sig til det, der IKKE skete, at jeg ligger i vandoverfladen, mens Søren forsvinder i baggrunden.
Underligt at jeg skal blive ved at genopleve det mest forfærdelige, i stedet for den lykkelige slutning.
Nogen ville takke Gud for den mirakuløse redning, Jørgen er mere tilbøjelig til at takke sig selv for at have været en opmærksom elev, da han nogle år tidligere tog svæveflyvecertifikat. Her lærte han nemlig at udnytte vinden, en viden, der kom ham til gode, da motoren stoppede og han skulle lande mellem skibene.
