Cecilie Vestergaard Wennerlin bor med sin mand, Christian, og parrets to drenge på en stille vej i Halvrimmen. Hun er 28 år, høj, slank og smilende og med sit lange lyse hår er hun prototypen på pigen, vi synger om i ”Den Danske Sang”.
Alligevel har Cecilie ikke noget imod at blive kaldt ”anderledes”, for hun er tydeligvis et menneske med mange facetter.
De fleste af vore læsere har passeret 45 år, og selv om Cecilie også åbenbarer en pjanket side, vælger vi ”voksen snak”, og samtalen starter med et alvorligt, men alt for almindeligt emne.
Stress
– Jeg gik ned med stress i foråret, fortæller Cecilie over en kop kaffe med wienerbrød fra områdets eneste bager, der bor lige henne om hjørnet.
Stress er en ubehagelig følelse, alligevel lærer vi noget om os selv ved at ”skrabe bunden”. Bl.a. fordi det er sundt at blive bevidst om sine grænser.
For mig har det betydet erkendelse af, at jeg ikke er helt som andre, til gengæld er jeg også taknemmelig over at bo i et samfund med plads til at leve det liv, der passer til mig.
Vi har ikke råd til udenlandsrejser, men heldigvis er hverdagen sammen med Christian og drengene alt nok for mig. Det er en vigtig erkendelse, og jeg føler mig ikke forkert, fordi jeg ikke har samme behov som mange af mine jævnaldrende.
Kvinde i tiden
Min nedtur ser jeg ikke som et problem, den var nødvendig for at nå det sted i tilværelsen, hvor jeg befinder mig nu. Den fandt sted samtidig med, at jeg fik min eksamen som sexolog og Danmark lukkede ned pga corona.
Jeg er optaget af kvinders udviklingshistorie, helt fra middelalderen, og det er også blandt de emner, jeg holder foredrag om.
”Prisen” for engagementet
-Jeg engagerer mig 100% i en opgave, uanset om jeg laver et interview eller har en klient. Jeg har brug for ro både før og efter, for uanset opgavens karakter, investerer jeg meget af mig selv. Årsagen til, at jeg uddannede mig til terapeut var jo også nysgerrigheden efter at lære mig selv at kende, og det tror jeg i virkeligheden er drivkraften for mange andre, der vælger et lignende fag. Jeg ville aldrig kunne overkomme at have syv klienter på en dag, kun én højst to. Men i øjeblikket er omstændighederne sådan, at de fleste af mine samtaler foregår via Skype. Mange skal lige vænne sig til at etablere det fortrolige rum via en skærm, men her har coronaen været en hjælp, fordi mange har vænnet sig til at kommunikere uden at sidde tæt sammen.
Sexologi
-Selve området sexologi synes jeg er utrolig spændende, især den udvikling, der har fundet sted gennem sidste halvdel af 1900-tallet, hvor personer som Margrethe Auken og Steen Hegler tilførte fagområdet en ny og tiltrængt åbenhed i et samfund, der tidligere var præget af skam og mørkets handlinger under dynen. Mange unge piger har tidligere troet, de skulle dø, når de fik deres første menstruation, fordi de var aldeles uforberedte.
Medierne har stor indflydelse og dermed også et ansvar for skiftende holdninger. I dag fokuseres meget på udseendet, men i virkeligheden er det langt mere spændende, hvad der sker indeni mennesker, fastslår Cecilie.
Hun glæder sig til ”verden åbner” igen, for hun vil gerne ud og holde foredrag, helst for et voksent publikum, hvor kommunikationen falder hende lettest.
Ikke fordi hun ikke bryder sig om børn, det ved alle, der følger Cecilie og familiens to drenge på Facebook.
Barndommen er ikke altid fantastisk
Barndomserindringerne er for mange mennesker et ubekymret helle, som man kan søge tilflugt i, når nutidens virkelighed bliver for tung og vanskelig at bære. Men ikke alle har det sådan, bl.a. undertegnede og Cecilie, for vi oplevede begge barndommen som en tid, der skulle overstås, gerne hurtigst muligt, fordi det voksne liv var også det ”virkelige liv”.
Tidligere var hverdagen ikke præget af angst og bekymring som i dag, hvor nyhedsstrømmen er uendelig, og vi ved, hvad der sker på den anden side af jordkloden, samtidig med begivenhederne finder sted.
Det kan være forvirrende at skulle navigere i en verden fuld af nuancer og holdninger til, hvem man egentlig selv er.
At det er lykkedes for Cecilie, betragter hun som et held.
-Som barn var jeg meget bekymret, blandt andet for ting, som børn slet ikke skal beskæftige sig med. Jeg savnede drivkraft til at fungere som barn blandt mine jævnaldrende, og jeg havde det allerbedst, når jeg sad på mit værelse med mine bøger. Mine teenageår var vanskelige, og jeg har helt sikker ikke været noget nemt barn for mine forældre, selv om jeg aldrig har været rebelsk. Men jeg udviklede blandt andet en spiseforstyrrelse, som varede næsten, til jeg mødte Christian.
Christian
Han er nogle år ældre end mig og gav mig den tryghed, jeg havde behov for, for at udvikle mig som voksen. Jeg har tidligere haft jævnaldrende kærester, men med Christian var det noget helt andet.
Vi har altid haft musikken fælles, i virkeligheden har jeg kendt ham siden jeg som 9-årig sang i børnekor, og han spillede til. Han var jo ”gammel”, hele 21 år og det, jeg bedst husker om ham, var, at han havde hestehale. Det var godt nok underligt, syntes jeg, der ikke før havde set en mand med hestehale hverken i Torslev, hvor jeg boede, eller på Øland, hvor Christian er fra.
Første gang, jeg oplevede følelser i forbindelse med Christian, var til en koncert. Min første tanke var, at han virkede arrogant, men jeg var også bevidst om, at vi et par gange udvekslede blikke. Efter koncerten skrev jeg til ham på Facebook, at jeg syntes, han havde gjort det rigtig godt.
Efterfølgende kommunikerede vi, og jeg spurgte mig selv, hvad det var for følelser, der rørte sig i mig. Indtil jeg erkendte, at jeg var forelsket. Der var et problem: Jeg troede Christian var gift, men da det viste sig, at han var separeret flere måneder tidligere, faldt der en sten fra mit hjerte, så jeg turde give efter for følelserne.
Graviditeterne
Vi var ikke i tvivl om, at vi ville giftes, og det blev vi også tre år senere. Men allerede inden havde vi besluttet, at vi ville have børn, jo før des bedre. Desværre måtte vi igennem to aborter, før vi fik William, det første af vore to ønskebørn, som nu er 6 år.
Det var hårdt, og to ar på min mave minder stadig om, hvad vi engang måtte igennem, og selv om jeg senere havde en normal graviditet, turde jeg ikke tro på, at det skulle lykkes at få et barn. Men det lykkedes, og da William var halvandet år, besluttede vi, at tiden var inde til at få endnu et barn. Jeg blev gravid, men angsten fik atter tag i mig, da jeg var ca. 6 måneder henne, og jeg mistede min tillid til, at min krop kunne klare fødslen, selv om min fornuft sagde, at det kunne den sagtens. Heldigvis gik alt fint. Daniel vores andet ønskebarn er nu 4 år, men jeg ved også, at jeg ikke skal udsætte min krop for flere graviditeter.
Jeg elsker børnene over alt på jorden, men det er også hårdt, og det var unægtelig en følelse af frihed, da puslebordet og bleerne var ude af huset, og William lærte selv at smøre sin mad.
Allerede under min første graviditet opstod tanken om at uddanne mig til sexolog. Jeg mærkede, hvor meget graviditeten påvirkede både min krop, psyken og min seksualitet. Samtidig er jeg forbløffet over, hvor lidt respekt sygehusmiljøet viser for kvinders underliv:
”Vi har lige en medicinstuderende, der også godt lige vil undersøge” lød det, og så fik jeg igen et spekulum ind i min krop uden hensyntagen til, at jeg var dødsensangst for at abortere og tårerne stod i mine øjne.
At kunne rumme sig selv
Hele mit liv, både som barn og voksen har jeg været et følsomt og sensitivt menneske, og af og til kan jeg ønske, at jeg var en mere ekstrovert type med et lettere sind, for det har haft store omkostninger at være som mig.
Jeg kan ikke bare lukke af til mine følelser og beslutte, at ”jeg vil være ligesom Birte og Tove m.fl.” og snuppe en kaffe latte på en café.
Derfor har jeg personligt haft rigtig meget ud af at uddanne mig på Sexologiskolen, fordi uddannelsen også omfatter egenterapi, som jeg virkelig har haft glæde af.
Jeg kan ikke hjælpe folk med fysiske problemer, til gengæld kan jeg hjælpe med mentale fortrængninger og spørgsmål, der kan blokere for den egentlige livskraft.
Jeg arbejder heller ikke som parterapeut, for det ligger udenfor mit område. Men mine klienter er både mænd og kvinder, og aldersmæssigt er de alt mellem 20 og 7o år.
Venskaberne.
Med et arbejde som mit er det vigtigt med venindeforhold, der er i balance. Ellers ender det, der skulle være en hyggelig sammenkomst, ofte med, at jeg skal løse problemer for ”de andre”, der ikke tænker på, at jeg også har brug for et frirum.
Cecilie har mange strenge at spille på. Hun deler Christians interesse for musik og spiller både orgel og violin og arbejder samtidig som tekstforfatter
Skulle hun vælge en anden tilværelse, var det nok blevet som arkæolog, for det er ikke kun menneskesindet, der optager Cecilie, men alt, hvad der til alle tider har haft med livet at gøre.
