– Vi har kun et skud i bøssen, og vi har selv ansvar for at få mest muligt ud af tilværelsen, siger
Morten Deleuran.
Som 43-årig har han taget springet ud i uvisheden. For nylig solgte han nemlig den skorstensfejervirksomhed, han i en årrække har drevet sammen med vennen Christian, senest med hele Brønderslev som kundekreds.
Men nu er det slut, og en ganske almindelig mandag formiddag, mens mange er på job, går Morten hjemme i huset på Kirkevej i Aabybro. Her nyder han, at tiden er helt hans egen. Ren luksus.
Lige nu er det ”projekt have”, kræfterne går til. Men ellers har Morten stor andel i æren for tyve års gennemgribende renovering af huset, der oprindelig er fra 1927.
Morten og hustruen Maria, der arbejder i Aalborg, kan sagtens udnytte husets 300 kvadratmeter, bl.a. fordi en del anvendes til lydstudie og øvelokale. Gruppen ”Spinning Wheels” har efter 25 år eksisteret med næsten den oprindelige besætning, én er Mortens bror, Dennis, der spiller bas. Gruppen har gennem årene fået et fast publikum. Af og til spilles deres numre på Danmarks Radio P 4, men det store gennembrud udeblev. I dag er de store ambitioner lagt på hylden, og når de tager ud at spille, er det først og fremmest, fordi de hygger sig sammen og med publikum.
Dog er det bemærkelsesværdigt, at arrangørerne bag ”Musik på Torvet” ikke også vælger lokale kunstnere til nogle af arrangementerne, ikke kun for at støtte lokale musikere, men også for at vise turisterne, at der fortsat er gang i musiklivet i Jammerbugt Kommune.
Han tager en pause
Morten har ikke travlt med at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Foreløbig forholder han sig afventende, overbevist om at ”noget pludselig viser sig”, har han overhovedet ikke travlt. I et ældre hus er der også altid noget at lave, også selv om det er gennemgribende renoveret. Men flytte til nyt kan der ikke blive tale om, siger Morten.
– Vi finder ikke noget bedre sted end her på Kirkevej, midt i byen med gode naboer og nemt til kollektiv trafik. Der går så mange busser til Aalborg, at vi af og til vælger at lade bilen stå, hvis vi har et ærinde i byen.
Bokser – og skorstensfejer
Morten er vokset op i Pandrup, og som ganske ung blev han optaget af boksning. Det var der faktisk mange, der blev i slutningen af firserne, da Pandrup fik sit gode navn indenfor boksesporten.
– Det var i den forbindelse, jeg lærte Kim Aarestrup at kende. Han blev min boksetræner fra 1989, og vi svingede godt, og senere kom vi også til at fiske sammen.
Dengang var jeg bestyrer i en forretning med jagt og fiskeri i Vejgaard. Men jeg var lidt træt af arbejdet, der ikke harmonerede med, at jeg også skulle ud og spille i weekenderne.
Allerede i min skoletid havde jeg været i erhvervspraktik som skorstensfejer hos Kim, og jeg syntes det var ret spændende. Da Kim og hans bror Rene overtog skorstensfejervirksomheden efter deres far, William Aarestrup, fik jeg tilbudt en læreplads og slog til.
I 2016 startede jeg som selvstændig sammen med en kollega, Christian, og vi var heldige at få først halvdelen og senere hele Brønderslev Kommune som kunder. Det gik også fint, vi havde fået det hele digitaliseret og virksomheden kørte som en velsmurt maskine. Indtil den dag sidste år, hvor vi begge erkendte, at vi var kørt træt og ikke så flere udfordringer. For nylig solgte vi virksomheden.
Vi er stadig de bedste venner. Christian vendte tilbage til militæret, hvor han tidligere har arbejdet, og jeg sidder her og overvejer, hvilke muligheder tilværelsen ellers byder på, imens jeg passer min solokarriere og skriver musik indimellem.
NEJ til ”Den syngende skorstensfejer”
Siden barndommen har musikken haft en stor plads i Mortens liv, og udover et halvt års trommeundervisning i femte klasse, har han ved udelukkende at lytte og øve dels lært populære kopinumre dels lavet egne numre.
Soloengagementerne og ”Spinning Wheels” er som alt andet ramt af coronarestriktionerne og ligger stille i øjeblikket. Men selvfølgelig kommer det igen, og Morten er hverken stresset eller bekymret for fremtiden. Kun spændt på hvilke udfordringer, der venter.
Selv om han engang havde en drøm om for alvor at slå igennem musikalsk, er han ikke ”til salg”
I år 2000 medvirkede Morten i DRs underholdningsprogram, ”Stjerne for en aften”, og det gav den unge musiker et boost.
– Det var sjovt i starten, og jeg stillede gerne op i skorstensfejerudstyr osv. Men den holdt ikke rigtig, for udstyret passede ikke til mine musikalske ambitioner, og måske levede jeg heller ikke op til publikums forventninger. Populært sagt ”gik der lidt for meget tarmrenser i den” (jf JoddleBirge, red.).
Og Morten kender sit værd og går ikke på kompromis.
RAV-samleren
I et hjørne af stuen står et lille bord, der fortæller en anden historie om Morten, ”ravsamleren” , der besidder samme tålmodighed og ro som en laksefisker – eller en sangskriver/ komponist, der afventer inspirationen til den næste melodi.
– Lige nu er ”ravjagten” på standby. Der er gået mode i det, så alt for mange mennesker dukker op, når vinden er i den rigtige retning. Men jeg står af, når der samles alt for mange mennesker, for der skal være plads til at samle tankerne, erkender Morten.
Det er jo heller ikke fordi han mangler rav, tværtimod. Det er heller ikke bjærgsomhed, der er drivkraften, men spændingen fra det øjeblik, man får øje på noget, der glimter i strandkanten, til man står med det i hånden og konstaterer, at det ER rav og ikke en sten eller et stykke plastic.
– Det siges, at ”først tog manden ravet, og siden tog ravet manden”.
Laksefiskeren
- Somme tider bliver jeg spurgt, om jeg ikke er bange for at komme til at kede mig.
Men det er der ikke risiko for. Når man i min alder har haft rigtig meget med mennesker at gøre, er det kun rart at være alene med sine tanker. Jeg er typen, der gerne vil gøre noget godt og servicere andre mennesker. Det hverken kan eller vil jeg ændre, men jeg skal huske også at tænke på mig selv. Det gør jeg f.eks., når jeg tager på fikseture, for så bryder jeg alle broer.
Jeg tager gerne op i det nordligste Norge, hvor jeg, helt alene i naturen, kan lade batterierne op.
Mange siger, at de har lyst til at gøre det samme. Men jeg advarer: At være helt alene med sig selv i dagevis er ikke så idyllisk, som det lyder. Og jeg foreslår altid, at man starter med at tilbringe et par uger i en dansk skov for at fornemme, hvad det drejer sig om.
Ekstremsport er oppe i tiden, måske fordi folk er bange for ikke at slå til i dagligdagen. Det er populært at udfordre sig selv ved at løbe en maraton eller bestige et bjerg, bare for at bevise for sig selv og omverdenen, hvad man kan klare. Alene udstyret koster en formue, enten man vil cykle, løbe, klatre eller andet, og umiddelbart ser det ud til, at det er selve præstationen frem for glæden, der er drivkraften.
Jeg ved da godt, at laksefiskeri i Finmarken heller ikke er nogen billig sport. Men jeg har først for nylig tilladt mig at købe en ny dyr fiskestang, da den 25 år gamle var udtjent.
Men uanset om det gælder en fiskestang eller en guitar, får jeg nærmest et kærlighedsforhold til det instrument, der har bidraget til særlige oplevelser. I øvrigt er fiskene også bedøvende ligeglade med, om jeg står med en billig stang eller én til 10.000 kroner, det er ”fiskeren”, det kommer an på.
I Finnmarken, hvor jeg fisker, er det ikke dyrt, som på de populære fiskesteder, hvor man betaler spidsen af en jetjager for at fiske i en uge, og det er ikke pengene, der skal styre, om jeg økonomisk får nok ud af min fisketur i Norge.
Jeg går heller ikke op i selve fangsten, sidste år fangede jeg kun to store laks, bortset fra dem jeg selv spiste, mens jeg var der.
Ellers sætter jeg fangsten ud igen, for jeg fisker ikke til fryseren, men for oplevelsen, og det gælder for resten mange forhold i tilværelsen, slutter Morten..
