Kunst er mange ting, og kunstnere er ligeså forskellige som alle andre mennesker. Og møder du en mand med malerplettede bukser, rød charmeklud og kasket, så tag dig agt, måske er han, snarere er han ikke, KUNSTNER.
Danny Heinricht er ”rigtig kunstner”, én af dem, der ikke tænker penge ind i sine værker, hvilket dog ikke betyder, at billederne er gratis. Atelieret på Limfjordsgade på Gjøl afspejler hans hjerne, en lykkelig blanding af tegninger, udkast, malertuber, færdige indrammede billeder, digte, digte, digte spredt ud over gulvet, jazz, jazz, jazz og et vidunderligt skrummel af en aldrende saxofon, som Danny håndterer, som var den det dyrebareste – hvad den måske også er.
Saxofonen
Det er ikke så længe siden, Danny købte sin saxofon. Han var som humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve. Danny vidste ikke, om han kunne spille, han havde bare så megen (selv)tillid, at han sagde til sig selv: Kom nu, du tør godt, og uden at vide hvordan har han ved flere lejligheder kastet sig ud i jazzimprovisationer bl.a. på Slotskroen i Aalborg, og han er medlem af det legendariske Øland Showband. Det mærkes, at der er en kærlig forbindelse mellem Danny og saxofonen, der holder øje med ham fra et hjørne i atelieret.
Hvor kommer tonerne fra?
Dannys billedunivers
Sikkert samme sted som Dannys surrealistiske malerier, der ikke ligner noget andet. Nogle af dem med kun ganske få elementer på en stilfærdig baggrund af himmel/hav/jord.
Man bliver tiltrukket og nysgerrig, for hvad er det, der foregår på lærrederne. Ofte med de samme elementer af nøgen natur, en bro, et par klodser, et hyben, sort konge fra et skakspil og en række Ludobrikker, rød, blå, sjældnere gul og grøn. Han kalder dem munke, og det er selvfølgelig lige, hvad de ligner. Magien gemmer sig i mellemrummene, som beskueren må udfylde med sine egne tanker.
Tyngdeloven ophæves i Dannys univers, og hans billeder illustrerer meditative tilstande, hvor alt er genkendeligt og flyder i takt med åndedrættet.
Billederne udstråler en ro. Slå dig ned, her er godt at være, inviterer den lille munk….
Er det Paradis?
Næppe, Danny har altid haft en indgroet frygt for, at døden skal indhente ham, inden han får fuldført de opgaver, han har sat sig for.
Og lige nu har han slet ikke tid. Han har alt for travlt med at leve og planlægger lige nu, ”Magisk Realisme”, den mest omfattende udstilling i galleriets toårige levetid. Nu er det ikke kun hans egne værker, der præsenteres ved åbningen på lørdag, den 19. oktober klokken 13, for han har inviteret tre af sine ligesindede malerkammerater.
Her følger en introduktion af de tre øvrige udstillere, og så kan ferniseringsgæsterne i øvrigt se frem til et genhør med guitaristen Salvador Olmos.
Claus Brusen
Claus
Brusen startede tilbage i 1977 med blyanttegninger inspireret af
Salvador Dali og tidens flotte omslag på LP-albums. Specielt en
kunstner som Patrick Woodroffe, som stadig er det store
forbillede.
Claus Brusen malede sit første oliemaleri i 1978.
Kraftigt inspireret af surrealismens store kunstnere som Dali, Ernst
og Magritte.
–
Først i 1998 blev det for alvor min egen verden ”NACTALIUS”, der
blev den blivende verden for mit kunstneriske udtryk. Jeg fik navnet
i en drøm i 1981, hvor jeg malede mit første eventyrbillede.
Billedet fik dette navn og min verden var født.
Der
skulle dog gå lang tid før Claus Brusen kom til at male denne
verden, men da der endelig “gik hul” vidste han, at det var
det rigtige.
–
Jeg har aldrig ro i hovedet. Det vælter ud med idéer nonstop. Der
er fantastisk mange paralleller til vores egen tilværelse, som jeg
drager nytte af. Jeg har dog valgt, at der ikke findes ondskab i
denne verden. Det må trods alt være en af fordelene ved at skabe
sin egen verden. Vi har så rigeligt med ondskab, overalt vi ser, så
min lille protest består i, at jo mere ond verden bliver, jo sødere
bliver min verden. På den måde opretholder jeg en vis balance.
Jeg
har ikke et godt dansk ord for det at skabe sin egen verden, men på
engelsk er det: ”The Land of Makebelieve”.
Kim Herholdt Groth
Kim Herholdt Groth, autodidakt billedkunstner f. 1964, udtrykker sig i akryl på lærred med skarpe, næsten fotografiske gengivelser i sine kompositioner. Humoren, ironien og hans skæve lidt nørdede tilsnit i fortolkningerne vækker glæden og latteren frem i beskueren. Andre værker viser en mere tænksom og poetisk side af kunstneren.
Rasa Dzimidaviciute Olesen
Rasa Dzimidaviciute Olesen (1969) er født og opvokset i Litauen. Hun er uddannet på en kunstskole i Litauen (1984-1988) og Estisk Kunstakademi i Tallinn (1988-1993). Rasa blev gift i slutningen af 1999 og flyttede til Danmark i 2000. Hun begyndte at udstille i Danmark i 2010 med tegninger og kalligrafi. Fra slutningen af 2017 blev hun fuldtidskunstner og begyndte at male. Hun ser det surrealistiske i hverdagen, blander det med historierne vi kender, sangtekster, ordspil og får sin egen synsvinkel på tingene, dog er der åbent for fortolkninger.
“Shall I Follow my Heart”
