Vi betragter vore sanser som en selvfølge – lige indtil én af dem svigter.
Hvem har som barn ikke prøvet at navigere med bind for øjnene? Det er slet ikke så let, for man støder konstant ind i en forhindring, snubler over en kantsten eller fejlvurderer en afstand.
Heldigvis kan vi tage bindet af og glæde os over, at synet er intakt. Men det sjove kan pludselig forandre sig og blive et alvorligt indgreb i vores liv.
Når synet svigter
Palle Thygesen er 59 år og oprindelig uddannet kok. I nogle år drev han Restaurant Kronborg på Egholm, men har i mange år drevet Finns Pension i Skagen sammen med sin partner, Finn. I 1994 startede Palles problemer med synet. En nethindeløsning og efterfølgende grøn stær har udviklet sig gennem årene, så han i dag kun har 10% syn på det ene øje og er blind på det andet.
Det var én af årsagerne til, at parret besluttede at flytte til Aalborg. Dels på grund af de mange kulturelle tilbud indenfor bl.a. teater, dels fordi Palle er godt kendt i byen og tryg ved også at færdes på egen hånd. .
Synslinjen
Flytningen blev samtidig starten på Palles engagement som frivillig medarbejder og rådgiver i ”Synslinjen”, et tilbud til blinde og svagtseende.
– Et par gange om mån4eden sidder jeg parat ved telefonen for at vejlede og besvare spørgsmål. At lytte og lægge ører til et menneskes frustration over f.eks. ikke længere at kunne kende folk på gaden, lyder måske ikke af meget. Men i virkeligheden er det et kæmpeproblem, og personlig ville jeg ønske ”Synslinjen” havde eksisteret, da jeg begyndte at miste synet for 25 år siden..
Vi oplever et stigende antal opkald, som tegn på stigende opmærksomhed på, at vi findes, og det er bestemt en positiv udvikling, siger Palle.
På landsplan er der 10 rådgivere samt en leder.
I Nordjylland er to rådgivere tilknyttet ”Synslinjen”, og udover Palle er der én i Aars. Almindeligvis arbejder de hjemmefra, men fysisk har de på skift et par månedlige vagter på Øjenafdelingens venteområde på Sygehus Syd, hvor de kan kendes på deres hvide veste. Lignende tilbud findes på hospitalerne i Skejby og Glostrup, og senere kommer Odense også med.
– At vi udfylder et behov mærkes på den positive modtagelse, vi har fået, ikke kun af patienterne men i høj grad også af læger og sygeplejersker, der er glade for at kunne henvise patienterne til os, fortæller Palle.
Synslinjen hører under Dansk Blindesamfund, der har ca. 8000 medlemmer i Danmark
”Døråbner”
Det er ikke kun blinde og svagtseende, der kontakter Synslinjen.
-Vi er en slags ”døråbner”. Ofte bliver vi kontaktet af pårørende eller medarbejdere indenfor sygepleje eller på et plejehjem, der er i tvivl eller har behov for rådgivning. Det kan bl.a. dreje sig om anskaffelse af hjælpemidler, vi sælger ganske vist ikke, men formidler videre kontakt.
Dansk Blindesamfund har rådgivere rundt om i landet, og de kan hjælpe med visitering efter behov, ligesom der i hver region er ansat en socialrådgiver, som vi også kan henvise til. De er inde i love og paragraffer og kan bl.a. medvirke som bisidder hos kommunen ved tvivlsspørgsmål.
Rådgiverne er forskellige mennesker rundt om i landet, men de har alle det tilfælles, at de på et tidspunkt har mistet deres syn, og derfor genkender vi mange af de problemer, de ”nye” møder op med
Den vigtigste sans
Udover det indlysende handicap i dagligdagen kan det for mange mennesker være svært at nå til erkendelsen af at have behov for hjælp. Tilværelsen forandrer sig radikalt den dag, man ikke længere kan køre bil eller passe et job, hvor man er afhængig af synet.
– Man mister en del af sin frihed og får behov for hjælp til meget af det, man tidligere klarede på egen hånd, siger Palle.
F.eks. synes jeg, det kunne være dejligt at cykle rundt i Aalborg, men det er jeg definitivt afskåret fra. Ligesom i andre større byer findes der tilbud om tandemcykling, og det er fint, men noget helt andet, og sådan sker der mange forandringer i ens dagligdag, når man mister synet.
Udover erkendelsen skal man igennem en sorgproces, og det er individuelt, hvor længe den varer. Man kan få hjælp, men vigtigst af alt er, at man selv yder en indsats. Det er fristende bare at opgive og vender ryggen til verden. Og jeg ved, det er lettere sagt end gjort, når jeg opfordrer til, at man ikke giver op, men gradvis vænner sig til den nye tilværelse og tager bare et lille skridt ad gangen. Gradvis finder man ud af, hvordan hver enkelt ting fungerer, og selv om man møder nederlag, giver det en god følelse at kunne sige: ”Det klarede jeg også!”
Selvfølgelig er der også grå dage, hvor følelsen af tilværelsens uretfærdighed tager over, men heldigvis oplever jeg dem sjældnere og sjældnere.
Ledsagerordningen
Jeg har netop fået bevilget en ledsagerordning, 15 timer månedlig. Det gælder opgaver af alle mulige slags ude af huset, teater eller museumsbesøg, og for nogle måske hjælp til indkøb. For mig betyder det, at jeg hver onsdag kan komme i Haraldslund Svømmehal, noget jeg virkelig ser frem til.
Min ledsager henter mig hver onsdag på min bopæl midt i byen og så går vi i raskere trav, end jeg tør alene ud til Haraldslund, hvor vi svømmer, og bagefter går vi tilbage.
Finn er selvfølgelig også til stor hjælp, men han har sine egne opgaver at passe og er ofte ude af byen, så ledsagerordningen giver os begge et frirum.
Man skal visiteres til ledsagerordningen, som efterfølgende tilkendes af kommunen. Bruger man ikke samtlige timer i én måned, er der mulighed for at spare sammen.
