Esther Jensen er fyldt 92, ægtefællen Knud er 96 år, og efter et meget aktivt liv har begge nu nået en alder, hvor de har besluttet at nyde deres otium, måske med endnu en tur til Amerika til sommer, hvis helbredet tillader det.
Esther og Knud har i næsten 70 år boet i et stort hus på Kattedamsvej, og selv om de på et tidspunkt blev skrevet op til en lejlighed i midtbyen, har de nu besluttet, at der ikke kommer et ”Til salg”-skilt på deres hus. De vil blive her, hvor de har levet næsten hele deres liv og har deres allerbedste venner, John og Jytte Hedelund, som hjælpsomme genboer.
Det er kun få år siden, Esther og Knud var ”erhvervsaktive”.
Knud
Indtil for få år siden var Knud vicevært i AabybroCentret. Gennem 25 år, 6 dage om ugen året rundt mødte han klokken 7.30 i Centret, hvor han fejede og gjorde pænt til butikkerne åbnede. Jobbet fik han, da han gik på pension efter 40 års ansættelse på Slagteriet i Nørresundby.
-Mine hænder har altid været skruet rigtigt på, og jeg har aldrig været ked af at bestille noget, siger Knud, der har oplevet mere end et halvt århundredes rivende udvikling i danskernes dagligdag.
– Da jeg startede på slagteriet i 1950 var ugelønnen 127 kroner, før skat, for 48 timers arbejdsuge. Vores indbo bestod af et dækketøjsskab, en divan, et bord med fire stole og et stykke linoleum på gulvet. Kravene var ikke store, og jeg husker, det var et stort øjeblik, da vi købte vores første lænestol i uopskåret mekka. Vi var tilfredse, og følte ikke vi manglede noget.
De første år tog jeg rutebilen til arbejde, men i 1953 købte jeg en motorcykel, og det var så fantastisk, at jeg måtte knibe mig selv i armen og spørge: ”Sover jeg, eller er jeg vågen?”
Vi havde megen glæde af motorcyklen og tog på ture, hvor Esther sad bagpå. Én gang gik det galt. Vi skulle med slagteriet på udflugt og havde madkurv og en halv flaske snaps med. Vi glædede os til turen. Men det hele fik en brat ende, da en cyklist svingede ud foran os i Lindholm, og vi havnede på sygehuset, hvor vi lå i en uge. Det kunne være gået langt værre, jeg havde styrthjelm på, men det havde Esther ikke, og vi slap i virkeligheden heldigt, mindes Knud.
Esther
Esther har altid ”gået hjemme”, som hun kalder det, men i mange år har hun også arbejdet hjemme. Hun kommer fra Brovst og Knud fra gården, Ny Aastrup, ved Aabybro.
– Da vi lærte hinanden at kende, var jeg kokkepige hos bager Olsen, som drev Afholdshotellet, fortæller Esther. Knud og jeg blev gift i 1950 og flyttede ind i en lejlighed i Østergade, i huset, hvor der i dag er ”Stæhr Living”.
I 1954 købte vi vores nuværende hus for 25.000 kroner, og samtidig overtog vi det brødudsalg, der fulgte med. Det kunne jeg jo fint passe samtidig med hjemmet og vore to drenge, Johnny, den ældste er fra 1950 og Kurt er syv år yngre..
I takt med, at der skete ændringer i folks indkøbsvaner, blev det urentabelt at drive brødudsalget, især da vores nabo, Brugsen, også begyndte at sælge brød. Vi havde kun en fortjeneste på 10 %, så vi besluttede at stoppe brødudsalget i 1962.
Rullen
Men lokalet skulle jo bruges til noget, og derfor startede jeg min rulleforretning. Rullen købte jeg af Lis Borup, der kun havde haft den i få år. Allerede dengang var den brugt, og Knud mener, den nu er 125 år gammel, men jeg er ikke sikker på, det er rigtigt. Det er én af de rigtig gamle, fyldt med kampesten, og tøjet rulles op på rundstokke af træ. Den har nu tjent mig trofast i 60 år og igennem årene har jeg haft en stor kundekreds, især ældre, der ligesom vi sætter pris på at komme i nystrøget sengetøj af og til.
Men lørdag formiddag rykkede rullen definitivt ud af Knud og Esthers hjem, for fremover at indgå i Biersted Lokalhistoriske Forenings samling.
”Rullestuen” kommer dog ikke til at stå tom, for om kort tid flytter Knud og Esther deres soveværelse ind i lokalet. En god løsning, fordi Esther ikke mere er glad for at tage trappen til første sal. At de får soveværelse ud mod den trafikerede Kattedamsvej gør ikke noget.
– For jeg hører ikke længere så godt, siger Esther.
Atombryllup om tre år
Parret har aldrig forsømt nogen anledning til at feste, og runde fødselsdage og senest jernbryllup er blevet fejret som livets mange fester på ”Hotel Søparken”. I 2026 skal der festes igen, når parret har været gift i 75 år, og da kan de fejre noget så sjældent som ”atombryllup”.
– Det er mange år med den samme kone, filosoferer Knud, men med det humør parret lægger for dagen, har det vist været en udmærket alliance.
– Jeg kan huske, da vi aftalte middag på ”Søparken” til min 80 års fødselsdag, fortæller Knud. Vi blev frarådet at bestille vin ad libitum, for ”folk i jeres alder drikker ikke så meget”, lød det. Men de blev klogere på ”Søparken”, for det blev en anderledes 80 års fødselsdag, end stedet var vant til, for jeg er ikke bange for at skåle, heller ikke selv om jeg ved, det koster hver gang.
Men vi er glade for at feste, og nogle af vore bedste venner er næsten 30 – 40 år yngre end os, men det mærker vi ikke, når vi er sammen.
De følger med tiden
Det er en rivende udvikling Esther og Knud har været vidne til gennem deres lange liv. Ikke alt er lige positivt, men mange af tidens opfindelser sætter de alligevel pris på.
Digitaliseringen har for længst holdt sit indtog i hjemmet, hvor hele tre computere, bl.a. er med til at forkorte afstanden til USA, hvor parrets yngste søn, Kurt, bor med sin familie. De mødes hver søndag på Skype, og det er trods alt noget helt andet end et luftpostbrev i ny og næ.
Esther er på Facebook, mens Knud i højere grad bruger teknologien til praktiske formål, f.eks. at bestille fly- og togbilletter, som er nødvendige, når familien bor så langt borte. Parrets ældste søn, Johnny, og hans familie bor i Espergærde, men sidste år var begge sønner hjemme og fejre juleaften med forældrene.
Interesser
Parret har bil, men det er slut med de lange ture over Storebælt, og i dag bruges den mest til indkøb og korte ture i nærområdet.
De er mangeårige medlemmer af Ældresagen, men deltager sjældent i foreningens arrangementer, ”deltagerne er for gamle”, spøger Knud, men erkender at de fleste er yngre end ham selv.
Tidligere har Knud dyrket harmonikaspil og deltaget i adskillige træf bl.a. i Bindslev. I dag bliver det kun til lidt hyggespil hjemme i stuen, for det er blevet for tungt at slæbe instrumenterne ud af huset.
Men parret følger nøje med i hvad der sker omkring dem, for hvis de holder op med at være nysgerrige og følge med udviklingen, risikerer de bare at blive gamle.
– Og det har vi hverken tid eller lyst til, for vi synes stadig, livet er spændende,
