Tekst & Musik Halfdan Rasmussen/ Robert Normann
Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.
Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,
jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.
Hvem husker ikke Halfdan Rasmussens ”Noget om Helte”, der blev sunget meget under den kolde krig? Jeg brugte den selv ofte i undervisningssammenhæng.
Mennesker, som de er flest, drømmer vist om en verden uden krig (Mon ikke dette gælder alle ukrainere?), og alligevel går almindelige mennesker rundt og undertrykker hinanden, sladrer om hinanden og slår hinanden ihjel. Så sent som i sidste uge stak en 17-årig dreng to jævnaldrende ihjel med en kniv på åben gade i København, og ugen forinden blev en person skuddræbt i samme by. Vi hører om sådanne tildragelser hele tiden nu om dage, og siden 24. februar 2022 rapporteres der dagligt om den hjerteskærende og tragiske krig i Ukraine, og det er ikke kruspersille, der sås, men granater og våben, soldater og menneskeliv og familier, totale ødelæggelser af folks hjem, adgang til føde, drikkevand, varme og sanitet.
Så længe der har været mennesker (Kain) har mennesker slået hinanden ihjel og søgt at tilkæmpe sig magt over andre mennesker (Ukraine), og der opfindes hele tiden nye våben der fremmer dette vanvid: våben i nanostørrelse, kunstig intelligens, mikrokameraer og –mikrofoner, ubemandede overvågningsfly, droner, der afsendes langt borte fra, og som selv kan finde deres mål og affyre missiler og kaste bomber, 3-D printing, dødsensfarlige våben, der kan transporteres rundt i en rygsæk af en mand og give ham uhyggeligt destruktiv politisk og militær magt – og alskens livsfarlige våben, vi civile borgere aldrig har hørt om. Droner fik en afgørende betydning for udfaldet på Iraq/Afghanistan/Pakistan krigsskuepladsen. Alligevel accepterer vi, at våbenindustrien fortsætter med sådanne udviklingsprojekter.
På samme tid taler vi om at ”opføre sig som et dyr”! I sin bog The Father of Us All: War and History, Ancient and Modern skriverkrigshistoriker Victor Davis Hanson: “Krig er et helt og aldeles menneskeligt foretagende “
Samme historiker kommer i samme bog med denne interessante og væsentlige iagttagelse:
“selv med skiftende teknologier og ideologier og nye profeter for nye strategier og ukonventionelle doktriner vil konflikt forblive den velkendte fader til os alle – så længe den menneskelige natur forbliver konstant og uforanderlig på tværs af rum og kulturer.”
David Hulme fra kvartalsmagasinet Vision** har interviewet en række forskellige eksperter om emnet krig og fred og studeret disses skriftlige vidnesbyrd, blandt andet Angelo Codevilla and Paul Seabury, der påpeger, at det ikke er våbnene alene, der er problemet; det er mennesket bag våbnet:
“Destruktiviteten, retfærdigheden eller uretfærdigheden, den relative nådesløshed i enhver krig afhang aldrig af de våben, der var tilgængelige for krigerne. Den afhang snarere af, hvordan krigerne tænkte.” Selv har jeg i lyset af denne tankegang ofte tænkt på den almindelige køkkenkniv, som vi alle har liggende i vores køkkenskuffe: Er den blot et velsignet køkkenredskab, eller er den et frygteligt mordvåben?!
Filosoffen David Livingstone Smith skriver: “Krig kan gribes an fra mange vinkler . . . Men der er en dimension, der understøtter dem alle: grundlaget for den menneskelige natur. For at forstå krig må vi forstå os selv”
Endelig siger Victor Davis Hanson, “konflikt vil forblive den velkendte far for os alle – så længe den menneskelige natur forbliver konstant og uforanderlig på tværs af rum og kulturer.”
Det tyder altså på, at det er afgørende at forstå den menneskelige natur, men hvordan kommer vi så videre derfra?
Jeg har aldrig været specielt begejstret for sangeren Michael Jackson, men for et par år siden lyttede jeg tilfældigt til et af hans sidste hits, og det lader til, at han havde fanget en pointe, der også kan anvendes i nærværende sammenhæng:
“I’m
starting with the man in the mirror (oh)
I’m asking him to
change his ways (oh)
And no message could’ve been any clearer
If
you wanna make the world a better place
Take a look at yourself
and then make a change”
(“The Man in the Mirror”)
Fint nok, men på hvilken måde skal mennesket forandre sig og komme videre efter denne erkendelse, i hvilken retning skal det bevæge sig?
Har vi ikke alle fra barnsben hørt om den gyldne regel, der fokuserer på forholdet mellem individet og andre?
”Alt, hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne”
Hvem har lyst til at blive stukket ned på gaden, hvem har lyst til at få sit hjem og sin familie tilintetgjort?
Et såre enkelt og letforståeligt princip, men ikke altid let at praktisere, når egoet og kortsynethed stiller sig i vejen. Men vi har livets skole som træningsbane.
Vi kan selvsagt ikke få hele menneskeheden med i denne metamorfose, men vi kan hver især se os i spejlet og opleve at kunne gøre en forskel i vores egen lille verden nu og her.
* https://www.youtube.com/watch?v=gQKUj5Vhvdg
** Global Problems, Global Solutions, Part 1: Perpetual War and Permanent Peace
Ib Jarlskov
Åbybro, 12-03-2023
