Det er ca. 50 år siden, jeg første gang mødte Agnete Brittasius. Det var i Schou Epas cafeteria i Frederikshavn, og Brittasius, der den gang hed Britta Jørgensen, havde fået lov at udstille sine værker for spisende og kaffedrikkende frederikshavnere.
Det var dengang en ”rigtig kunstner” kunne kendes på udseendet. Det måtte ikke være for ”fint”, og allerede da var Brittasius ”anderledes” velfriseret og i nystrøget gul sommerkjole.
– Det var et lidt usædvanligt udstillingssted, alligevel husker jeg, at jeg solgte tre værker, fortæller Agnete Brittasius, der lige nu er aktuel med en retrospektiv udstilling af 86 værker på Frederikshavn Kunstmuseum, 86 fordi det er det antal år, hun fylder den 27. maj.
At udstillingen finder sted netop nu er en tilfældighed, for coronaen har også her medvirket til at udstillingsplanerne sidste år måtte aflyses, men nu kan de mange værker ses frem til den 19. juni.
Se-værdig udstilling
Nordjyskes kunstanmelder, Troels Laursen, har flottet sig med hele 5 stjerner, og hver og én er fortjent. Udover Agnete Brittasius mange værker omfatter udstillingen malerier af en anden kvindelig Frederikshavnsk kunstner, Elisabeth Schou, der ganske vist var en generation ældre og døde i 1939. Farveholdningen i begge kunstneres værker er i fin harmoni Og det må tilskrives museets leder, Thomas Rafn, der fortjener stor ros for, at udstillingen, trods værkernes forskellighed, udgør en harmonisk helhed.
Udstillingen har titlen, ”Lyt til livets sang”, og da den åbnede 8. maj, var det desværre uden, at hovedpersonen selv var tilstede. Der var sket det uheldige, at Brittasius var faldet og havde knoglebrud. På grund af misforståelser udeblev den taxa, der skulle have transporteret hende til åbningen af udstillingen. Til stor beklagelse for alle, først og fremmest kunstneren, der endnu ikke selv har set sin udstilling, men også kunstmuseet, hvor gæsterne ”kun” havde hinanden at skåle med.
Men heldigvis er løsningen fundet: Når udstillingen slutter, inviterer Kunstmuseet til ”Finissage” som markering af udstillingens afslutning den 19. juni, og her håber Thomas Rafn på stort fremmøde, og naturligvis, at hovedpersonen selv er tilstede.
– Jeg er imponeret af den viljestyrke, det har krævet at være kunstner, hustru og mor på én gang, siger Thomas Rafn. Hun har også været målbevidst, for det har man skullet være for at få fodfæste som KUNSTNER i Frederikshavn for 50 – 60 år siden.
Brita Jørgensen/ Agnete Brittasisus
Hun er født og opvokset på ”Hjørnet” en lille landejendom på Horsens Enge ved Langholt og gik på den lille nærliggende Rærup Skole. Hendes far var murer, og forældrene lagde vægt på, at Brita og hendes bror, Henning, blev dygtige, først og fremmest i skolen.
Vi fik hver et ternet regnehæfte, beregnet til at skrive bogstaver og tal i. Når siderne var fyldt, måtte vi tegne i hæftet bagfra, min bror var en ørn til at tegne lige linjer og cirkler, så det var ikke tilfældigt, han blev konstruktør.
Jeg tegnede også – fantasifulde tegninger med underlige mænd, dyr og blomster og mønstre som jeg farvelagde. Desuden formede jeg små figurer i ler, et sted nær fjorden hentede jeg blåler, og jeg ved, at jeg allerede formede figurer inden jeg kom i skole.
Figurerne tørrede jeg i solen, og da jeg havde lavet en hel række, foreslog min far, at vi lavede et bål af hestepærer og lagde mine ting derind.
Det var en fryd næste dag, da vi fik gløderne børstet væk, for nu var mine ting færdige. Min far støttede mig på den måde, at han fyldte en trillebør med ler inden frosten satte ind, og så fik jeg lov til at rykke ind i en tom kalvebås, hvor der var lunt, mens havde jeg beskæftigelse vinteren over. Inspiration fandt jeg i bøger med Richsbilleder og en bog af Bertel Thorvaldsen.
En dag tog min far mig med i Thingbæk Kalkminer, hvor jeg bl.a. kunne nærstudere Cimbrertyren og andre af Bundgaards værker, og at jeg selv mange år senere i 90’erne skulle udstille i de underjordiske rum, anede jeg jo ikke på det tidspunkt.
Min drøm var at blive billedhugger, men der kunne ikke blive tale om, at jeg søgte ind på Akademiet. Mine forældre havde brug for, at jeg selv tjente penge, og jeg fik arbejde på et kontor. Jeg sagde nej tak til en læreplads, for ”jeg skulle jo på Akademiet”., men maskinskrivning lærte jeg.
Jeg arbejdede på et kontor i Aalborg, da jeg mødte Knud Jørgensen, der var fra Vester Hassing. Han arbejdede ved militæret og blev i 1953 forflyttet til Minedepot Grelshede i Frederikshavn. Den 31. december 1955 blev vi gift og byggede vores hus på Råholtvej. Jeg havde mulighed for at få gode, faste stillinger som kontorist, men jeg ville ikke binde mig så hårdt, at det gik ud over mine kunstneriske ambitioner, så jeg har i stedet haft adskillige vikariater i forskellige brancher. I 1962 fik vi vores søn Kim, og nogle år senere kom Hanna til.
Jeg havde ikke en ovn til at brænde mine skulpturer i, så jeg eksperimenterede med milebrænding i haven og fik brændt hos en keramiker i Sæby, der dog kun turde brænde små ting af frygt for at resultatet mislykkedes.
Tilfældigt lærte jeg kunstneren Svend Wiig Hansen at kende. Han var netop blevet professor på Akademiet og havde sommerhus i Aalbæk. Hos fælles venner så han en dag nogle af mine arbejder, og han opfordrede mig til at sende værker ind til en censureret udstilling.
Omsider, i 1967, debuterede jeg på Den Frie i København med skulpturer i ubrændt ler. Jeg havde stor hjælp af Virtus Schade, der var kunstanmelder på Berlingske Tidende. Han syntes, jeg var for forsigtig, for han foreslog, at jeg brugte flere penge på materialer og på en ovn. Men jeg var jo meget forsigtig, tanken om at havne i økonomisk uføre skræmte mig, skulle jeg bruge penge til mit kunstneriske virke, ville jeg selv tjene dem.
Ovenstående er uddrag af Agnete Brittasius´ selvbiografi ”Du skal ikke lade dig kue” fra 2007.
Rigtig KUNSTNER
Det var også på det tidspunkt Brita Agnete Jørgensen besluttede at ”justere” sit navn. Brittasius havde altid været hendes kælenavn, og fremover skulle Agnete Brittasius være hendes kunstnernavn.
Kunstner det blev hun, og selvom det kostede slid, flid og hårdt arbejde har Agnete Brittasius opnået stor anerkendelse i ind- og udland, bl.a. i Nice, Vilnius og Riga, hvor hun gennem årene har modtaget mere end 30 priser for sine værker. Derimod gik der nogle år, før hun blev anerkendt i det frederikshavnske kulturliv, for også i kunstens verden er jalousi og misundelse et velkendt fænomen.
Brittasius lod sig imidlertid ikke kue – hun vidste, at der var en verden udenfor Frederikshavn, og hun deltog i adskillige udstillinger overalt i Danmark og fik bl.a. en del udsmykningsopgaver for erhvervslivet og ikke mindst i kirker og menighedshuse
Agnete Brittasius er desuden omtalt i Weilbachs Kunstnerleksikon, og Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bragte en stor artikel i bogen ”101 kunstnere”, hvor han bl.a. skrev:
Agnete Brittasius er tro mod folkekunstens robuste ærlighed i udtrykket, og hun har viljen til at sprænge alle vedtagne formkonventioner i stumper og stykker – hun er sjælskammerat med kunstnere som Bjørn Nørgaard, Jørgen Haugen Sørensen, Niki de Saint Phalle og den store spanske arkitekt, Gaudi.
En nødvendig pause.
I 1984 havde jeg taget vagter på Plejehjemmet på Ingeborgvej for at spare sammen til en stenovn til mit værksted, da jeg pludselig fik besked om, at min mor var død.
Det påvirkede mig meget, og det nagede min samvittighed, at min egen mor døde, mens jeg havde travlt med at passe andres gamle forældre. Jeg havde svært ved at komme i gang igen, men en sommerdag sad jeg i en gammel lænestol på mit værksted. Knud og børnene var i haven, da jeg pludselig hørte min mor sige: ”Ka´ du så tage dig sammen! Fuldstændig som at høre hendes velkendte stemme.
Og så kom jeg langsomt i gang igen. I begyndelsen tegnede jeg beboerne på Ingeborgvej, og de blev senere til en samling hvide skulpturer.
De store arbejder
Nogle af de store arbejder har været bestillingsopgaver, som er blevet brændt ude på grund af manglende kapacitet i Brittasius` egen ovn,
”Reklamesøjlen” er fra 1982 og én af de store skulpturer på Kunstmuseets udstilling, og den blev brændt på Bindslev Teglværk, fortæller Brittasius
– Ét af mine sidste store værker afleverede jeg, mens Knud endnu levede, til Belling Kirkes kapel på Fyn. Det er i forvejen kendt for sine kalkmalerier, og efterfølgende har man kaldt kapellet ”Brittasiuskapellet”, hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for.
Jeg har gennem årene lavet rigtig mange små og store ting til kirker, en hel kreds af menighedsråd omkring Odense og Aarhus har givetvis ladet sig inspirere af hinanden, for der er jeg rigt repræsenteret.
Også virksomheder og kommuner har gennem årene været gode kunder hos Brittasius. Listen er uendelig, men her nævner vi Rådhusene i Aabybro og Pandrup, begge steder har tidlige relieffer af Brittasius , bestilt af Dafolo Fonden som gave til de nyopførte rådhuse.
– Jeg ville gerne lære at støbe og gik sammen med en stenhugger fra Nørresundby til bronzestøbning hos Storm Sørensen. Stenhuggeren konstaterede, at det ville være alt for dyrt for mig at støbe i bronze, men han havde selv arbejdet med polyester og ville gerne vise mig fremgangsmåden, måske jeg tilmed kunne udnytte teknikken bedre end han.
Jeg hentede jern og bronzespåner på Alpha Diesel og blandede dem i polyester til jeg opnåede den rigtige farve. Og nu har de holdt i 40 – 50 år, så metoden har fungeret.
En eventyrlig skulpturhave
Utallige besøgende, enkeltpersoner eller grupper fra kunstforeninger, virksomheder og menighedsråd har gennem årene besøgt Brittasius og hendes fantastiske have, der ikke kun er en blomstrende oase. Haven er fyldt med skulpturer, skabt gennem 50 – 60 års aktivt kunstnerliv, nogle synlige og andre halvt skjulte.
Det er en oplevelse, og som altid er der overraskende og humoristiske værker, hvor man undrer sig over den sprudlende fantasi, der bor i en tilsyneladende helt almindelig kvinde.
Dog fornemmer vi klart: Helt almindelig er hun ikke.
Hun har aldrig ladet sig kue
På bordet ligger Anders Aggers bog ”Kærlighed”. Den læser Agnete i en gang imellem, et afsnit ad gangen, for menneskeskæbner har altid interesseret hende, og et socialt engagement har hele livet været en del af hendes drivkraft.
Knuds død for syv år siden var et stort tab, han var en aktiv del i parrets lange rejse i livet og i kunsten, for det har krævet masser af muskelkraft at håndtere de tunge skulpturer til udstillinger gennem land og rige. Men livet igennem har Brittasius skabt et net af venskaber, der ikke kun holder hende selv oppe, men også giver en hjælpende hånd i haven og i værkstedet.
– Jeg har nedsat hørelse på det højre øre og har indimellem også problemer med synet. En dag sagde jeg til mig selv, ”dit gamle skrog, du risikerer at blive både blind og døv. Hvad vil du så gøre?”
Ja, hvad vil du gøre Agnete?
– Tja, jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal finde ud af noget. Efter en øjenoperation sagde øjenkirurgen til mig, at uanset om jeg mistede synet, ville jeg kunne arbejde med ler, fordi det ligger jo i mine hænder. Da jeg kom hjem spekulerede jeg over fremtiden og de dystre muligheder, om natten kunne jeg slet ikke sove. I stedet for stod jeg op og gik på værkstedet, hvor jeg fandt noget ler, mit grej og en plade, hvorefter jeg slukkede lyset og gik i gang.
Og jeg lavede et relief, ikke noget særligt, men dog et arbejde, der gav forhåbninger til fremtiden, hvis jeg skulle miste synet.
Forudseende var Agnete også, da hun fik installeret en alarm i sin telefon
– Den fik jeg glæde af, da jeg faldt hjemme og indså, at jeg ikke kunne komme op fra gulvet ved egen hjælp. Jeg trykkede på knappen og straks lød det ”Det er Falck”.
”Det er Agnete Brittasius, Råholtvej, jeg er faldet. Hvis I går ind gennem garagen ligger jeg på nordsiden”. Sygeplejersken holdt forbindelsen og snakkede til mig indtil en Falckmand kort tid efter stod i stuen. ”Hvad har du lavet, Brittasius – kan du ikke kende mig, jeg er Birgits mand?”
Og jo, det kunne jeg pludselig, Birgit er jo vores borgmester, som jeg udmærket kender.
Vi fik tilkaldt Poul Erik, som hjælper mig på værkstedet, han er tidligere ingeniør og var gift med én af mine tidligere elever, som desværre døde før jul. Poul Erik tog sig af det praktiske, mens jeg fik lov at være patient i nogle uger.
Torsdag den 27. maj, fylder hun 86 år – og hun er bogstavelig talt på benene igen efter sit fald. Poul Erik er sendt i byen efter farver, for lige nu skal der males billeder! Bagefter venter det lidt tungere arbejde med leret.
En ægte kunstner går nemlig aldrig på pension.
