Hvordan en hektar skovdækket sommerhusgrund kan bidrage til eksistentiel fred i tanke og sind.
Jeg ville ikke have troet det muligt tilbage i 1997, da jeg første gang så det. Jeg havde set et lille foto af dette sommerhus i vinduet hos en lokal ejendomsmægler: et lille fritidshus i et skovklædt sommerhusområde på den nordlige bred af Limfjorden. Men da jeg var drejet fra grusvejen og langsomt kørte op mod huset ad den 200 meter lange skovvej med høje træer på begge siden og trækronerne hængende som en baldakin af grønne blade, der førte mig bort fra ”civilisationens” hektiske hverdag og ind i et afsondret, uspoleret, idyllisk miniunivers med et lille hvidkalket hus i to etager med spidstag og rødmalet træværk og roser op ad facadens bærebjælker og stokroser op ad husets solbeskinnede sydside, da forstod jeg, at der var noget helt enestående ved dette sted, men selv da havde jeg ingen anelse om, i hvilken grad dette sted ville få betydning for mine tanker, min meditation og min sindsro, når jeg opholdt mig der. Stedets atmosfære var uomtvistelig og næsten til at tage og føle på.
Tilbageblevne spor af stress, der endnu måtte være til stede efter en hård arbejdsdag med møder med beslutningstagere, nye opgaver, og problemer med medarbejdere opløstes langsomt på den korte indkørselsvej under den grønne baldakin og var helt forsvundet, når det hvide og røde hus viste sig efter det sidste sving på skovvejen.
Hvad var det, der – ud over stedets naturskønne, beroligende påvirkning og forventningen om noget ud over det sædvanlige – havde denne virkning og stadig har det efter så mange år?
I dag kan jeg indkredse noget af det, for når man på dette sted langt borte fra byens manipulerende elektriske lys løfter øjnene og kigger mod aftenhimlens lysende stjerner, så føler man sig uden forbehold lille og ydmyg ansigt til ansigt med skaberværkets overvældende og majestætiske storhed. For her – borte fra byens vildledende og besnærende kunstige belysning – kan man se tusinder af universets lysende stjerner, og når fuldmånen ikke kaster sit lys på nattehimlen, kan man mangedoble antallet af stjerner, der kan ses med det blotte øje. Og når man lytter efter, kan man måske høre sit hjerte synge Anne Linnets of Johannes Møllehaves tekst om
”..
denne forbløffende klode
der er som en prik på en node.
Time
og dag og uge
dem får vi lov at bruge
stjerner og sol og
måne
dem får vi lov at låne.”
Vores hektarstore jordlod er enestående på mange måder. Det er den eneste grund med næsten udelukkende løvtræer, der er der i hundredvis, og vi har vores egen skovsø med to små øer, hvor vi kan sejle rundt i kano.
Og så kunne man forledes til at tro, at stedet altid har været sådan, men det er ikke tilfældet. For blot 70 år siden var vores sommerhusgrund en teglværksgrund, hvor man gravede prima ler til tegl- og mursten, hvorved grundlaget for søen opstod. Straks, da man overlod grunden til naturens kræfter og ombyggede værket til et hus, begyndte regnen at fylde udgravning og grøfter op med vand, og så begyndte buske, træer og grønt at vokse frem og dække hele området – i mine øjne vidnesbyrd om naturens iboende og utæmmelige, regenerative kraft.
Når man på en vandretur i området samler et blad op og betragter dets struktur, må man lade øjet fortsætte og beundre detaljerne, den opmærksomme iagttager ser overalt i denne smukke verden, som vi mennesker lever og bor i, og man forstår tidens fokus på at bevare miljøet, og man tænker måske umiddelbart på et vers i en dansk hymne:
Gik
alle konger frem på rad
i
deres magt og vælde,
de
mægted ej det mindste blad
at
sætte på en nælde.
Natur og miljø må der værnes om, for hvad gør mennesket, hvis først disse er blevet ødelagt?!
Selv bier og insekter har deres plads i naturens smukke og fint afbalancerede system, som de kravler rundt på jorden eller flyver rundt på besøg hos roser og vilde blomster. Så længe mennesket ikke forstyrrer naturens orden, holdes deres antal i skak af fugle og andre insekter. Og mens årstiden appellerer til det, væver edderkoppen sit imponerende designede og smukke spindelvæv, som vi så kan betragte på tågede efterårsmorgener, når duggens fugt sætter fokus på disse kunstværker, store som små.
Hvor end man vender øjet eller øret møder man skaberværkets mangfoldighed og storhed. Jeg har talt op til 40 forskellige fuglearter på vores foderbræt, som vi forsyner med solsikkefrø, hørfrø, mejsebolde mv. sommer og vinter, for at de små farvestrålende og syngende skabninger ikke skal fortrække til grønnere græsgange, for troløse er de jo, de smukke skabninger!
Variationerne i farvepragt og sangstemmer er forbløffende, og når hundredvis af fugle forår og tidlig sommer opløfter deres stemmer i et naturligt kor, hvor hver art stemmer i med sin egen sang, er der ikke behov for en dirigent. Ikke en mislyd at høre noget sted, med mindre skaden og kragen glemmer, at de ikke er sangfugl; og det melodiøse og massive lydindtryk er overvældende. Hvor findes der noget smukkere end naturens egen stemme?
Langt borte fra byens tunge og forurenede luft og ustandselige larm og trafikstøj gør stedets renhed, stilhed, fred og ro det let at se naturens harmoni overalt.
Bortset fra den naturlige lyd fra insekter og fugle er de eneste lyde, der bryder stedets normale stilhed, lyden fra en traktor, der arbejder på en mark langt borte, en lejlighedsvis lyd af menneskestemmer eller en hund, der gør, og en sjælden gang den lave bankende lyd fra maskinrummet på et skib, der langsomt sejler op ad fjorden – alt sammen understreger ved deres kontrast den underliggende stilhed, der præger området.
Det hele udgør tilsammen en fuldendt ramme for at se sin egen beskedne plads i den store helhed og måske meditere og grunde over de store sammenhænge i altet. En sjælden gæst bemærker straks atmosfæren og finder helt naturligt sin plads i alt dette.
I min optik spiller de støjfyldte steder, man vælger, eller de fredfyldte ditto en afgørende rolle for en persons fysiske og utvivlsomt også mentale velvære og åndelige modtagelighed.
Hvis du ikke har adgang til et sådant sted, er min opfordring derfor, at du opsøger et fredfyldt sted i naturen for at se, om stedet ikke bidrager forunderligt positivt til dit velvære og frigør tankerne.
Det, der motiverede mig til at bringe ovenstående tanker og oplevelser til torvs, var – ud over tidens allestedsnærværende debat om natur og miljø – en inspirerende artikel af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, der forleden i artiklen ”Dannelse er at berøre det ophøjede i tilværelsen” * bl.a. skrev disse tankefulde betragtninger, der nok er værd at overveje:
”Tilbagetrækning kan også være en geografisk distance – man flytter på landet – eller en slags åndsaristokratisk afstand til massesamfundet, man slukker for skærmene og træder ud af hamsterhjulet … Også i dag kan naturen skænke os en frihed, … men så skal vi åbne os for det andet, det fremmede i naturen: livet uden hensigt, den rene væren. Den dannede åbner sig i ærefrygtigt for verden og lader sig frydefuldt opfylde af det uberørte, det gådefulde, uden at ville beherske det.”
Ib Jarlskov
Åbybro den 12/9, 2019
