En del af denne historie handler om et tysk jagerfly, der den 5. september 1944 styrtede ned i en mødding på Gjøl, men den del vender vi tilbage til.
Forfatteren Gitte Paracha Thorhauge skriver om alt, der optager hende, og hun gør det så godt og engageret, at læserne bliver suget ind i hendes univers, for hvad har hun nu fundet på.
For et par år siden skrev den inkarnerede katteelsker bogen, ”Kattens kærlighed” om de otte katte, der med hver sin mystiske personlighed har været en del af hendes snart 70-årige liv. Beretningerne sluges med begejstring af de mange mennesker, som deler fascinationen over at dele hjem med et uforudsigeligt væsen, der altid sår tvivl om: ”Hvem der i virkeligheden bestemmer her i huset”.
Ikke overraskende er ”Kattens kærlighed” nu oversat til engelsk, for katteelskere findes overalt, og Gitte hævder, hun nu har opnået 80 års erfaring efter 40 år med forskellige katte.
Gitte og ægtefællen deler hus med to, gyldne katte, der lever et luksusliv i frihed i en stille aalborgensisk gade med udsigt til Zoologisk have og lyden af deres store artsfæller, løverne og tigrene i ørerne.
Om Gitte
Hun er aalborgenser, og det specielle mellemnavn skyldes ikke en numerolog, men manden i hendes liv, Abdul Ghani Paracha, som hun traf som 17-årig, da hun var au pair i London.
– Han var fra Pakistan og elleve år ældre end mig. I dag forstår jeg godt, at mine forældre var betænkelige ved alliancen, men nu har vi snart været sammen i 50 år. Dengang var blandede forhold mere usædvanlige end i dag, og omgivelserne skulle lige vænne sig til situationen, da han flyttede hertil. Tilmed boede vi sammen uden at være gift, det var ikke så almindeligt på det tidspunkt.
Han var uddannet litografisk trykker i London, men da jeg på et tidspunkt fik hjemve, flyttede vi til Danmark. Drømmen om at blive selvstændig blev realiseret gennem en række tøjbutikker i Aalborg, bl.a. ”Shop 21”, en lille butik overfor Salling.
I dag er vi begge pensionister, vi har ingen børn, men deler glæden ved kattene, som min mand lige skulle vænne sig til. I den kultur, han kommer fra, er katten ikke et kæledyr, men snarere en plage, som tilmed kunne finde på at snappe maden ud af hænderne på folk.
Men da, vi for mange år siden flyttede i hus, foreslog jeg, at vi fik en siameser, og efter fyrre år med katte, vil han nødig undvære en kat i huset.
Forfatteren
Det er mange år siden, jeg efter en kræftdiagnose begyndte at skrive, og min digtsamling ”Ingentinghedens univers” blev udgivet med hjælp fra ”Kræftens Bekæmpelse”. Udgivelsen betød, at jeg blev medlem af Dansk Forfatterforening, som betød adgang til berigende kurser og arrangementer, ligesom jeg har stor glæde af at være en del af fællesskaber som ”9000 ord”, for det er en ensom metier at være skønlitterær forfatter.
Jeg tog et kæmpeskridt, da jeg efter digtene skrev min første roman, om Anna Rubina og hendes familie, der er inspireret af mit eget liv og en dagligdag, præget af to kulturer. En helt anden skriveproces, for mens digtene næsten er færdige, når de ”fødes”, er arbejdet med en roman en helt anden, længerevarende proces.
Inspirationen finder Gitte i de nære ting. Efter ”Kattens kærlighed” udkom ”Fjorten dage i Eves liv”, som er fjorten nedslag i et kvindeliv fra 7 til 70 år med alt, hvad det rummer af sorger og glæder.
Genbrugsdigte
”Kærlighed og genbrug” er nyeste udgivelse. Knækprosa kaldes de ca. 20 handlingsmættede erindringsdigte om stort og småt, mennesker, møbler og et besøg på hotellet på L ien, da alt skulle ud, før det som en fugl Fønix genopstod som ”Hotel Nor”, og et sengetæppe blev til puder i Gittes sofa:
– Jeg har også skrevet om en gammel kommode og et tæppe, der ligger i vores sofa. Min mormor, der boede på Gjøl har hæklet det, og i digtet beretter jeg om den dag under krigen, da et tysk fly faldt ned i mormor og morfars mødding.
For nylig læste jeg brevet fra min mormor, hvori hun fortæller om den rystende oplevelse. Senere flyttede mormor og morfar, der hed Mads Peter, ind i et lille hus ved siden af smeden i Limfjordsgade, og det var der, jeg besøgte dem som barn. Morfar døde som 85-årig julenat 1965, og det passede fint, for han var et meget kristent menneske.
Øjenvidneskildring
Stein Andersen er 94 år, og han bor stadig på Gjøl og mindes den dag, hvor det tyske jagerfly styrtede ned ved ejendommen på Nørredigevej
– Jeg tjente på en nærliggende ejendom, og den 5. september 1944 var vi nogle stykker, der arbejdede i Kæret. Pludselig blev vi opmærksomme på et jagerfly, der kredsede rundt i luften over os, indtil det pludselig satte kurs mod jorden og styrtede ned, fortæller Stein, der stadig har den dramatiske episode i klar erindring.
Vi nåede frem til ejendommen som de første, og her mødte vi ejeren, Mads Peter Jensen, der kom løbende med et par spande vand, som han smed ned i hullet over den rygende maskine. Straks efter kom en tysk soldat fra Tyskerbakken med en spade, og jeg husker, hvordan han græd, mens han begyndte at indsamle de mange vragrester fra flyet og piloten, der lå spredt ud over møddingen og den nærliggende kålrabimark.
Snart efter kom der også folk fra Lufthavnen, og da jeg syntes, jeg havde set nok og forlod stedet, gik der omkring 30 mand med ca. en meters mellemrum og indsamlede rester fra styrtet. Jeg var selv forbi stedet dagen efter, og da fandt jeg den messingknop, der havde siddet foran propellen, en ret gedigen sag, som jeg overvejede at tage med hjem. Men det blev ved tanken, for da jeg vendte tilbage, var også den fjernet af ”oprydningsholdet”.
I Lokalhistorisk Samling på Gjøl findes en propel, der menes at stamme fra flyet. Om den uheldige pilot ved vi, at han hed Albert Koch, og ifølge hans soldaterbog var han 24 år og kom fra Wien. Albert Koch blev begravet på Frederikshavn Kirkegaard præcis en uge efter styrtet, den 12. september 1944.
Genbrugsdigte udkom i december på forlaget Mellemgaard.
