Vi har fra Ib Jarlskov modtaget:
En iagttagelse
En due kurrer på tagryggen lige over mit hoved. Straks vender mine tanker tilbage fra deres hvileløse flakken.
Den gør det, fordi det er, hvad duer gør, og fordi den lever sit eget liv som due.
Sekundet forinden eksisterede den ikke, skønt jeg ofte har iagttaget den og set den bygge rede højt oppe i det gamle bøgetræ. Det gør den hvert år og den gider end ikke anmode om min tilladelse endsige mit råd! Ej heller spørger den sine forældrene, som havde de copyright.
Et tilfældigt kig på rektanglet, der af tagvinduet er skåret ud af løvet over mit hoved, retter min opmærksomhed mod min yndlingsplage: den muntert farvestrålende skovskade, der hopper rundt i trætoppene, denne vidunderligt og smukt skabte Glarrulus Glandarius, der som en YoYo til stadighed, ufortrø-dent og plagsomt igen og igen vender tilbage trods mine ihærdige forsøg på at jage den bort fra småfuglenes foderbræt, sat op til glæde for mine små konkurrencelystne yndlingssangfugle, hvis melodiøse og lyriske sangkor, aldrig coached ved koreografi-lignende træning af deres stemmebånd i klasseværelset, i den grad fylder mit hjerte med uudsigelig fryd.
Denne min yndlingsplage fylder mig pludselig og uventet med glæde ved sin blotte tilstedeværelse – og ved at gøre, hvad skader nu engang gør i trætoppe – med eller uden min velsignelse. Den har også sit eget liv.
Mangfoldigheden af træer, hvor fuglene føler sig så hjemme – el, ask, birk, bøg, ahorn, eg, gran, poppel, elm og hassel, hver har sin egen specielle og personlige profil, sin egen livscyklus.
Alle gør de, hvad hver art forventes at gøre, alle lykkeligt uafhængige af mig! Jeg har intet at skulle have sagt. Gudskelov! Også de har hver sit Gudbenådede liv.
De var der som art, før jeg blev født, og vil som art være der, længe efter at jeg er borte. Hver især lever de deres eget liv og gør, hvad deres art forventes at gøre – uanset hvad mennesker synes, men inden for rammerne af de regler og direktiver, der er fastsat for dem.
Og lykkeligvis lever de hver især deres eget liv uafhængigt af menneskets vilje og billigelse – blot mennesket lader dem og deres miljø uforstyrrede.
De forskønner menneskets naturlige rammer, alt imens de uden at stille spørgsmål respekterer de udstukne regler.
Og inden for disse rammer leger skovskaden og jeg vores daglige tagfat mellem træer og buske – alt imens vi overholder rammerne for hver vores art.
Ib Jarlskov, Åbybro
25.september 2019
