Der er løbet en del vand i stranden, siden jeg sidst besøgte Kasper Anthoni, det var.i 2011, og han bor stadig i Aalborg. Nu ikke længere i en kælderlejlighed på Annebergvej, men i en ejerlejlighed på tredje sal på Vesterbro – uden elevator.
Med mennesket i centrum er der fra lejligheden udsigt til livet og Vesterbro på den ene side og til døden, Almen Kirkegård på den anden.
Her er godt at være, kaffe og valgfrit krus eller kop, jeg vælger den største, der er blå og riflet som en Lyngbyvase. I et nostalgisk øjeblik frister en ”gammeldags” hvid kop, dekoreret med et posthorn. Måske står der tilmed ”statens ejendom” i bunden, og Kasper indrømmer, at han for mange år siden tiltuskede sig et minde om gode år som afløser for landposten i Aabybro.
I dag har Britta Nielsen fået dom for at have tiltusket sig 117 millioner kroner af ”statens ejendom”. Om hun beklager sin forseelse, ved vi ikke, men ”postkoppen” er havnet i de bedste hænder, nemlig dér, hvor den bliver set og værdsat.
Kasper og Ditte er virkelighedens ”Poeten og Lillemor”
Kasper er i dag 40 år, far til tre og gift med kvinden i hans liv, Ditte, der rummer og elsker ham, som den han er. Digter og maler er simpelthen tilværelsens tilbud til ham, og heldigvis har han kunnet sige ”ja tak”, for i dag laver han det, han er allerbedst til.
Kasper kommer oprindelig fra Nørhalne, hvor forældrene stadig bor. Efter studentereksamen fra Nørresundby Gymnasium læste han dansk på Universitetet i nogle år, mens han drømte om en fremtid som underviser i dansk.
Men drømmen blev aldrig realiseret, for nogle år inde i studiet skete der pludselig en voldsom nedskæring på området, og efter fyring af over halvdelen af lærerne indså Kasper, at det ikke var dér hans fremtid lå.
Men Kasper kan kalde sig cand phil (cand.mag.) i dansk med speciale i Frank Jægers forfatterskab.
– Han er en forfatter, jeg føler et slægtskab med, og nu hvor foråret nærmer sig, lader vi en plade med hans sange fylde stuerne, og selv børnene kender teksterne, fortæller Kasper.
Arbejdsløs med en ”Plan B”
– Tiden var inde til at skifte spor. Som bare femårig skrev og tegnede jeg små bøger. I virkeligheden har jeg altid haft en drøm om at blive billedkunstner og forfatter, og i gymnasietiden var jeg begyndt at male for senere at lære grundteknikkerne indenfor tegning og maleri på Aalborg Kunstskole. Sporet var lagt ud.
Det betyder, at jeg i dag har flere strenge at spille på. Dels er jeg ”en forfatter, der maler”, dels ”en maler, der skriver digte”, og heldigvis har jeg aldrig haft behov for at vælge side.
Personlige bjerge – i ord og billeder
Indtil 2014 udgav jeg hvert år en digtsamling, men den seneste, ”Personlige bjerge”, var hård at skrive, måske fordi den var en blanding mellem fiktion og virkelighed.
Det har været vanskeligt at gå direkte videre. Ikke fordi jeg ikke kan skrive, det er mere et spørgsmål om struktur, og i øjeblikket arbejder jeg lidt på må og få, mens jeg bl.a. skriver på hele tre meget forskellige digtsamlinger.
Kasper går ikke på kompromis. Det er digtene, der står hans hjerte nærmest, og tro mod sit talent skriver han ikke ugebladsromaner og noveller under pseudonym, men venter på det rette øjeblik.
– Det er ligesådan med mine malerier. Inspirationen kommer pludselig og uden lange overvejelser forud, og så gælder det om at være klar ved staffeliet. Her er det selvfølgelig en udfordring at have små børn i hjemmet.
Jeg er disciplineret omkring min arbejdstid. Jeg ”møder hver morgen klokken 9 og slutter klokken 14” og imens er telefonen slukket, og jeg lader mig nødig forstyrre, selv om jeg arbejder hjemme. Om jeg maler eller skriver afhænger af øjeblikkets inspiration.
Jeg maler ikke på bestilling og deltager sjældent i udstillinger.
Hvis folk kan lide et billede, må de gerne købe det. Jeg vil ikke være afhængig af publikums forventninger, for så er det pludselig ikke mig, der bestemmer, og den situation bringer jeg helst ikke mig selv i.
Det er nok at skulle leve op til mine egne forventninger, for det giver mig frihed til at eksperimen- tere med forskellige genrer.
Landskabet fra Provence, der hænger over sofaen, har voldt mig en del besvær, for lyset er ikke, som vi kender det i Skandinavien. Derfor er bjergene i baggrunden måske for mørke i forhold til himlen, sådan et spørgsmål kan jeg bruge lang tid på at løse. Selve landskabet er jeg rigtig godt tilfreds med, og huset er lige sådan ét, jeg drømmer om at flytte ind i med min familie. Hvem ved, om drømmen en dag bliver virkelighed?
Soulmates
Jeg er så heldig, at Ditte forstår og kan følge mig, så jeg ikke behøver forklare og forsvare mine handlinger. Tværtimod kan vi af og til grine, når det igen viser sig, at vore tanker er synkroniserede, så vi tænker ens, som var vi et gammelt ægtepar og ikke kun 40 og 36 år. .Det føles virkelig som om, vi to er skabt for hinanden, og vi har samme drømme for fremtiden.
Ditte har netop afsluttet en psykomotorisk terapeutuddannelse, og er desuden Rudolf Steiner-pædagog, Lige nu søger hun job som det, der tidligere hed afspændingspædagog, og med flere jobtilbud på hånden ser det ud til, hun snart er ude på arbejdsmarkedet igen. Ditte har i øvrigt også en kreativ side, der udmønter sig i sang og guitarspil
Privilegeret?
Mange vil kalde det en privilegeret tilværelse at beskæftige sig med det, andre betragter som hobbyvirksomhed. Men selvfølgelig er der også omkostninger, for det økonomiske afkast af min indsats er beskedent.
Kasper er opvokset i et lærerhjem. Hans far, Kurt Kristensen, var lærer i Nørhalne i 25 år og blev senere skoleleder i Thise. Navnet ”Anthoni” er ikke ”bare” et kunstnernavn, men hører til slægten og stammer fra Skagen
– Indtil 2010 arbejdede jeg ved siden af forfatterskabet og havde bl.a. et spændende job som it-medarbejder på Taleinstituttet, indtil jeg med diagnosen ”maniodepressiv” fik tilkendt førtidspension.
Jeg vil ikke kalde det held, men jeg har aldrig ønsket at være min diagnose foruden, aldrig været ked af mine op- og nedture, livet føles stærkere på den måde, og jeg ville ikke bytte for et ”leverpostejssind”. Men jeg klarer ikke at være på det almindelige arbejdsmarked, for jeg har brug for ro og regelmæssighed og skal undgå stress. Den positive side af diagnosen er, at jeg som kunstner kan drage nytte af at være mere sensitiv end folk er flest.
Børnene og kunsten er allervigtigst i tilværelsen, Så må vi undvære nogle af de statussymboler, man ellers kan købe for penge, og den holdning bakker familien fuldstændig op om.
Anerkendelsen
Ordet ”forfatter” dækker over mange genrer. Kasper har ikke et krimiplot i ærmet eller lægger an til en slægtsroman i fem bind. Han er en slags ”maler med ord”. Medmindre, der sker noget vildt, bliver det næppe Kasper Anthoni, der topper bestsellerlisterne og modtager ”Boghandlernes gyldne Laurbær”. Til gengæld er han set og anerkendt i det ”fine litterære selskab.
– Det var et stort øjeblik, da jeg i 2014 blev inviteret af Det Danske Akademi til at læse op i Karen Blixens hjem, Rungstedlund. Mit indlæg skulle vare tyve minutter, og teksten måtte ikke tidligere være udgivet.
Rammen var Rungstedlunds spisestue, hvor digteren, Søren Ulrik Thomsen, efter at have tændt et stearinlys henvendte sig til mig: ”Værsgod Kasper, så er det din tur”. Og så havde jeg de tyve minutter, hvor jeg udelukkende måtte læse op, men ikke knytte kommentarer til teksten.
Henrik Norbrandt sad ved siden af mig og kløede sig i panden, han var vist ikke særlig begejstret, det var til gengæld Suzanne Brøgger. Det var en spændende oplevelse at blive vurderet af ”sine kolleger”, og selvfølgelig var jeg også nervøs.
Arrangementet sluttede med en dejlig middag i køkkenet på Rungstedlund, hvor jeg var heldig at få den nu afdøde forfatter, Sven Holm, til bords.
Det vat Kaspers beretning om et møde i ”litteraturens højborg”, men han holder også foredrag i andre sammenhænge.
– Men, understreger han, tiden er forbi, hvor jeg lader mig spise af med et par flasker rødvin for min ulejlighed, for i dag kender jeg mit eget værd, og mange arrangører søger økonomisk støtte til forfatterarrangementer via Forfattercentrum og Kulturministeriet.
