Vi plejer ikke fortælle om personlige sorger og glæder. Men lige nu er ”plejer” suspenderet, for midt i en tid med Corona-bekymringer har vi mistet vores dejlige hund.
Derfor er beretningen især til alle, der selv har eller har haft en hund eller kat, I holdt af, for I kender sorgen ved afsked på grund af sygdom eller alderdom.
Historien er også til alle de, der gerne vil have et dyr, som skal være ”bedste ven”, og til de der har oplevet at miste, hvor sorgen ramte så hårdt, at de besluttede ”aldrig mere at knytte sig til et dyr”.
Historien startede for tre uger siden, da manglende appetit pludselig blev til en dødsdom: Gina, vores knap otte år gamle Airedaleterrier viste sig at have en alvorlig nyresygdom, der meget snart ville gøre en ende på hendes liv. Vi måtte indstille os på, at vores fælles rejse nærmede sig afslutningen: Hun kan dø i morgen eller om nogle uger, var den barske besked fra dyrlægen.
– Åh nej, vi kigger på pelsdyret, der logrer med halen og ligner sig selv, og slet ikke den alvorlige diagnose.
Nu er kun det bedste godt nok
Selv om budskabet er klart: Der er ingen helbredelsesmuligheder, vil vi yde det optimale, og en kostomlægning starter med det samme. Flere små daglige måltider i stedet for ét hovedmåltid og ikke for meget fedt og protein. Dåser med diætkost, 12 stk blev skaffet hjem, men den massive grå masse var langtfra appetitvækkende, og det syntes Gina heller ikke. De elleve dåser blev leveret retur, og i stedet besluttede vi at give hende mad, hun kan lide, for alternativet ville være, at hun døde af sult.
Nu startede en gastronomisk udfordring med en daglig meny sammensat af dåsemad til nyresyge hunde, dampede rødspættefileter, rå kyllingefilet klippet i småstykker, suppleret med små delikate retter i sovs beregnet til hunde på 3 – 4 kilo.
Gina kunne sagtens spise for 50 kroner om dagen plus et stykke lun leverpostej indkøbt hos Meny, dels til vores frokost, dels for at skjule den daglige dosis piller.
Den leverpostej var absolut ikke en del af diæten, men fik mig til at mindes min mors sidste tid på plejehjem:
Min mor var 86 år og småtspisende, og hun ville så gerne have et stykke wienerbrød om morgenen. Men plejehjemslederen havde ”sit på det tørre”, da hun forklarede mig, at det ikke var lødig kost til et ældre menneske. Og nej, det kunne jeg da godt forstå, men….
Mor døde et par måneder senere, og om hendes liv skulle være forkortet med en uge på grund af wienerbrød, havde det været i orden.
Derfor fik Gina leverpostej….
Er der liv, er der håb
Selv jeg måtte erkende, at Gina var træt og sov mere end sædvanligt. Men en daglig bekræftelse på, at livet var værd at leve, fik vi udenfor haven, når hun fik lov at spæne frit i fem minutter, kun fordi hun som den første og eneste af vore hunde altid kom, når jeg kaldte!!
Da forårssolen skinnede, tog jeg en dag Gina med for at besøge Inge, indehaver af Kennel Spice Away, ved Saltum, som var Ginas oprindelige hjem. Lidt mere afdæmpet end sædvanlig gik Gina rundt og snusede interesseret i alt det spændende, der er et sted, hvor der er mange hunde.
En gammel ven, ”Kenwood” , inviterede Gina med udenfor, hvor de hyggede sig og løb omkring. Gina satte dog grænsen for ”Kenwoods” åbenlyse betagelse, som var mere end hun havde lyst til. Måske følte hun sig tilmed en smule beæret over interessen fra den gamle han, og hun led ingen overlast, men fik endnu en oplevelse i tilværelsen.
Dagen efter var vi hos dyrlægen, som heller ikke spåede Gina nogen lang fremtid, men rimelig godt så hun ud, omstændighederne taget i betragtning.
Vi fik piller til tre uger, men vidste, at dage og timerne var talte….
Hvad stiller vi op med en død hund?
I årenes løb har vi haft fire hunde og et større antal katte, som alle har endt deres dage hjemme i trygge omgivelser. Enkelte er døde selv, resten med dyrlægens hjælp, hvilket er ganske udramatisk og fredfyldt. Alle er blevet begravet i haven, og omstændighederne taget i betragtning så vi os om efter et egnet sted til Gina. Men det var slet ikke let, for den seneste tids regn havde sat en stor del af haven under vand.
Skulle hun virkelig ende i en container til cremering sammen med ”tilfældige” hunde, katte, marsvin og måske en gris. Nej!
Heldigvis viste der sig et egnet, tørt sted, og her gravede Torben et dybt, dybt hul, som nu stod og ventede.
Det var en vigtig afslutning på bekymringerne og tankerne om, hvordan, hvor osv., for det er ikke en ligegyldig hund, der skal begraves. Det er Gina!
Og de smukke forårsblomster og løgplanter, der lige nu pynter på terrassen, skal fremover gro på Ginas gravsted. Så kan mennesker om 30 – 40 år undre sig over, at der i februar/marts/april skyder masser af tulipaner, påskeliljer, blå anemoner og hyacinter op, og de ved ikke, at det er her hunden (Gina) er begravet.
Hvem var hun?
Nogen vil sige, ”det var jo bare en hund”. Men som de fleste andre hunde var Gina noget særligt.
Ginas fødenavn er ”Spiceaway Koh-I-Noor” og hun blev født den 29. april 2012. Faderen, ”Saredon Open Fire” var italiener, og meget tydede på, at Ginas gode gener ville gøre hende til stammoder til en dejlig flok dansk/italienske Airedale Terriere.
At vi lærte Gina at kende skyldtes et ”uheld”:
Vi var de lykkelige ejere af en anden Airedale, da kennelejeren, Inge Hansen, kontaktede os en efterårsdag 2012: En hvalp med brækket ben havde brug for ”plejeophold” i dagtimerne. Og selvfølgelig kunne den være hos os!
Sådan lærte vi Gina at kende, jeg mindes stadig den hule lyd af gipsbenet, når hun bevægede sig rundt i huset. Og så var hun bemærkelsesværdigt sød.
Vores ”gamle” hund døde året efter, og da Inge nogen tid efter spurgte, om vi ville overtage Gina, kunne vi kun sige ja tak.
Gina flyttede ind og charmerede alle, også vores gamle kat og senere dens efterfølger. Hun havde den fine egenskab, at hun altid kom, når vi kaldte, at hun aldrig ødelagde noget og i det hele taget var så eksemplarisk, at hun kunne være med overalt.
Som altid, når nogen dør, mennesker eller dyr, dukker der altid billeder og erindringer op om stort og småt, rørende og sjove, og Gina efterlader mange dejlige minder.
At sige farvel
Jeg mindes min barndom, når jeg selv eller nogen i familien skulle med toget. At stå på Frederikshavn Banegård, da vinduerne måtte rulles ned, så der foregik livlig ordveksling mellem de, der stod i togvinduet og dem på perronen. Men hvad siger man, når tiden er knap: Har du nu husket, at få en varm trøje med? Hils nu moster mange gange! Husk at vande blomsterne! – osv. Nogen længere snak var der ikke plads til, for pludselig gik konduktøren i gang med at smække dørene i, tiden var pludselig knap. Farvel og pas nu på dig selv! Indtil toget endelig satte sig i bevægelse. Måske et fingerkys og vinke, vinke vinke, indtil den rejsende kunne sætte sig og se på landskabet, og den efterladte på perron kunne komme videre med sit liv.
Det er også svært at sige farvel til en elsket hund, og utallige gange fortalte jeg, at hun var verdens dejligste hund, mens tårer dryppede ned i den krøllede pels.
Forleden nat, præcis klokken 3 døde Gina, og den følgende eftermiddag blev hun begravet i solskin.
Vi, de levende, får måske en ny ”verdens dejligste hund” en dag. Den bliver ALDRIG som Gina, men så bliver den et spændende nyt bekendtskab.
Er der en hundehimmel? Aner det ikke, men tænk hvis der er……
