Det er 6 år siden, vi sidst sad overfor hinanden og drak kaffe, mens Meta fortalte om sit lange liv. Det startede i Blokhus og fortsatte i Aalborg, hvor hun fik familiær status som barnepige og stuepige hos en dejlig familie. Alligevel syntes hun efter et par år, at der skulle ske noget nyt, så hun fik et lignende job som stuepige hos en lægefamilie i Odense med tre børn.
Det var helt andre forhold end Meta var vant til, fruen i huset var mest optaget af sig selv, så hvis ikke Meta tog over, blev der hverken lavet mad til mand eller børn. Meta holdt ud i et halvt år, mest for børnenes skyld, og da Aalborgfamilien havde savnet deres “Jensen”, som Meta blev kaldt, vendte hun tilbage, mange erfaringer rigere.
Det var den eneste periode i Metas lange liv, hun har været på arbejdsmarkedet, men hun lærte en masse, bl.a. om menneskers forskellighed, om de såkaldt “fine”, der slet ikke var så fine, og så de “rigtig fine”, der også havde hjertet med og forstod at opføre sig ordentligt.
I Blokhus mødte Meta sin kommende mand Arne, og de blev gift i 1948. Et par år senere fik de sønnen Jan, og de byggede huset på Kærvej i Aabybro, stue, kælder og 1. sal, hvor Meta nu har boet i snart 75 år. Hun klarer sig selv op og ned af trapperne – med forsigtighed, erkender hun. Hun pudser og polerer, vasker og stryger, eneste hjælp er 3 kvarters kommunal rengøring hver anden uge, og hjælp til havearbejdet har hun også.
Inden døre vidner vindueskarmene om, at Meta også har grønne fingre.
-Jeg bliver så glad, når det lykkes at holde liv i en lille spire, og det har ikke noget med økonomi at gøre, forklarer Meta.
Minder om et skab
At besøge Meta er for undertegnede som at havne i en tidslomme. Stuens renæssancemøbler blev købt, da hun og Arne var nygifte. Stolene har på et tidspunkt fået nyt betræk, men tiden har ikke stået stille, og de sorte lædermøbler kom vel til sammen med farvefjernsynet som et moderne islæt i tresserne.
Møblerne minder undertegnede om min egen barndom, for netop et renæssanceskab som Metas stod i mit barndomshjem i 50erne, da jeg var 8 – 10 år gammel.
Kagesnak
Nu sidder vi her igen, der er roulade med flødeskum på bordet.
Den er lækker og snakken falder på bagerbrød.
-Mange af nutidens flødekager har eksisteret i mange år, men hvad er der blevet af Napoleonskagerne?
-Dem ser man ikke mere, sikkert fordi den sprøde butterdej hurtig bliver fugtig og kedelig, de var ellers dejlige. Min tante havde konditori i Blokhus og hun lavede de lækreste sprøde medaljer med creme og syltetøj og en geleklat på toppen, fortæller Meta.
Foto – nej tak
Ingen tvivl, Meta bestemmer. Og når hun siger, at hun ikke er parat til at blive fotograferet i dag, må vi vente til selve den store dag. Da er hun pyntet til frokosten på Søparken, hele familien er samlet, og borgmesteren kigger vist også forbi.
Meta har ikke forandret sig, hukommelsen er stadig skarp, så jeg vælger at tage et billede af kagen.
Kortspil
– Jeg vil gerne reklamere for vores kortklub, vi er otte, der mødes hver onsdag og spiller bridge, og da deltagerne alle er omkring de 80, vil det være rart, hvis der kom nogle yngre med. Jeg har været heldig at få kørelejlighed med nogle af de andre deltagere, for efter en stormfuld aften, hvor jeg var bange for at miste balancen, var jeg ved at opgive bridgespillet. Det havde været ærgerligt, for de aftener betyder meget for mig. Men heldigvis var der andre deltagere, der tilbød at hente og bringe mig, og det er jeg rigtig glad for.
Jeg ved, der er planer om at lave et begynderhold i samarbejde med Ældresagen, men det kræver, man er indstillet på først at lære reglerne. Jeg er glad for at spille, for det holder hjernen i gang,men jeg var aldrig kommet med, hvis ikke jeg tilfældigt så en notits i Aabybro Posten.
Gennem omkring 40 år, mens min mand levede, var vi fire par, der mødtes på skift hos hinanden hver onsdag klokken 20. Vi spillede whist, og den første time gik med snak. Efter kaffen kom kortene på bordet, og så spillede vi ofte til klokken var over midnat. Men selvfølgelig gik det sådan, at den ene efter den anden faldt fra, så kun “Bryggerens Marie” og jeg var tilbage.
Jeg synes, vi fik talt om det meste sidst du var her, men jeg er kommet i tanker om, at jeg var med til at starte Aaby-koret, jeg var sopran og var med i hele 30 år, forklarer Meta, der er glad for, at hun i sin høje alder stadig klarer sig godt, det er jo ingen selvfølge.
Familien
Vi er ikke nogen stor familie, min eneste bror døde af kræft som 61-årig, det var den største sorg, jeg nogensinde har haft, for vi var tæt knyttet til hinanden. Han var to år ældre end mig, født samme dato. Min søster, der var 4 år ældre, døde da hun var midt i halvfemserne. Jeg husker, hvordan vi under krigen mødtes i Blokhus og dansede til et 5-mands orkester i hvide habitter, i det der hed “Blokhussalen”. Publikum var blandet, og det var et sted, hvor unge mennesker mødtes. Der var også dans på Strandingskroen og Bellevue, men det var mere ældre mennesker.
Jeg husker den eneste gang jeg har talt i telefon med min far. Det var under krigen, og jeg var med Aalborgfamilien i deres hus i Rebild. Far ringede, at jeg gerne skulle komme hjem, for de holdt “høstgilde” og resten af familien kom. Jeg spekulerede på, hvad far mente med høstgilde, han var jo ikke landmand, men anledningen var såmænd, at “løgene var taget op” og nu skulle der festes. Hele familien skulle samles, mor sørgede for, at der var god mad på bordet, og så gav far den på harmonikaen, mens min søsters kæreste spillede banjo. Det var en fest. Vi sang og hyggede os på en anden måde end man gør i dag.
Jeg havde også et feriejob, bl.a. passede jeg badehusene, hvor folk skiftede tøj, og efterfølgende skyllede jeg badetøjet i havvand og tørrede det, så det var klart til næste gæst. I det der senere blev Lanternen, passede min bedstemor to kiosker, da jeg var barn, man kunne gå fra den ene til den anden, for man måtte ikke sælge aviser og sololie i samme rum, som der blev solgt is.
Hjælpen kommer somme tider fra uventet side.
Heldigvis kan jeg selv klare det meste i dagligdagen. Kun da der lå meget sne, havde jeg et problem. Jeg skal jo over Kærvej for at komme i Lidl, men der lå så meget sne langs fortovet, at jeg ikke turde gå over. Tænk så kom der en smilende skraldemand, han tog min rollator i et snuptag og mig under armen, og så kom jeg over. Det var flot, synes jeg, tænk at man kan blive så glad. Den skraldemand var dagens helt hos mig, for selvfølgelig er jeg bange for at falde og brække en skulder eller et ben.
Jeg har aftale med en “snemand”, der kommer og rydder om vinteren. Så var der en dag, hvor tre af mine oldebørn meddelte deres ankomst, fordi de lige havde fået kørekort. Jeg kunne se, der lå en del sne i indkørslen og kontaktede “snemanden”, – han var lige i nabolaget og kom få minutter senere og ryddede. Det kalder jeg også god service.
Fødselsdagen
-Vi bliver ikke så mange. Jeg har jo kun fået Jan. Han og hans kone har til gengæld fået tre børn, der tilsammen har 7 børn, som jo er mine oldebørn. To af dem kommer ikke, den ene er på Bali, den anden skal til Milano og se fodbold. Desuden kommer 3 nevøer og en niece, det bliver dejligt at samles med dem og nogle få venner, og så er det tilmed skærtorsdag.
Du kan læse den tidligere historie her om en ganske almindelig, og alligevel ualmindelig kvinde: http://www.jammerbugtnu.dk/moed-en-ung-pige-paa-93/
