Kan man mobbe en by?
Der er steder og kvarterer i Danmark, der ufortjent får et lidt blakket ry og er skydeskive for mange vittigheder. Tænk bare på Molbohistorierne og Aarhushistorier, der måske udspringer af, at nogle beboere, ofte tilflyttere, har været lidt anderledes end det etablerede lokalsamfund. Verserende historier i pressen viser, at mobning ikke kun hører til i skolegården. Voksne og begavede mennesker kan også udsætte hinanden for helt urimelig hetz. Det oplever vi bl.a. under den igangværende valgkamp.
Moseby er et af de små samfund, der i mange år var arnested for mange besynderlige påstande og historier, ofte til stor overraskelse, især for de mange, der ser området som den skønneste plet på jorden.
Én af dem er Rikke Lodberg. Hun bor med sin mand og 10-årige datter i et dejligt hus på én af Pandrups stille villaveje med direkte adgang til byens anlæg.
Moseby i hjertet
Rikke er dybt forbundet med Jetmark-området, både Moseby, Kaas og Pandrup, som ifølge hende skaber perfekte rammer om tilværelsen, uanset om man er barn, voksen eller har nået pensionsalderen.
– Desværre er der stadig nogen, der opfatter det stigmatiserende at komme fra Moseby, men jeg mindes endnu de gode ferier hos mine bedsteforældre, og det familiære sammenhold jeg oplevede blandt min fars søskende.
De var langt fra velhavende, alligevel føltes det som en rigdom at komme der, og jo ældre jeg bliver, des tydeligere bliver det for mig, hvilken gave de har været til mit eget liv. De var fattige, men arbejdsomme og flittige og forstod at få meget ud af lidt. De er ikke kommet sovende til noget men har hver især og sammen kæmpet for deres position og har grund til at være stolte over det, de hver især har opnået.
Men på et tidspunkt husker jeg min bedstefar rejste til Grønland og arbejdede nogle år på Thulebasen, og bedstemor, der kom fra Søengene, fik også job, så i lighed med mange andre ydede de en særlig indsats for at få del i moderne brugsgoder.
Rikkes forældre
Min far kommer fra Moseby, og han hævdede sig, fordi han var en dygtig sportsmand. Både han og hans søster kom i Realen og flyttede senere til Aalborg for at læse videre. Det gav status, men da mine forældre skulle have mig, blev der brug for penge, så far stoppede med at læse og kom aldrig i gang igen.
Men han har altid været flittig og har arbejdet, indtil han blev pensioneret, og min mor arbejdede i Cannerslundvejens Børnehave i hele 40 år. I dag er begge mine forældre pensionerede, men de har skabt et godt hjem for mig og min et år yngre søster.
Det har ikke kun været nemt, bl.a. fik jeg konstateret kræft, en tumor på leveren som 13-årig, og med et tilbagefald som 15-årig var der en årrække, hvor sygdom fyldte meget. Det har været en svær tid med kemo osv., og min mor siger, at jeg aldrig blev teenager, og selvfølgelig har min sygdom påvirket hele familien.
Men vi har hentet ressourcer i sporten, for som ægte sportsfamilie har vi levet en del af livet i Jetsmarkhallen, og min yngre søster, Trine, markerede sig som en dygtig fodboldspiller.
Allervigtigst er livet
Da sygdommen for nogle år siden vendte tilbage i form af modermærkekræft, gik det op for mig, at der er stor forskel på at have en alvorlig sygdom som voksen og som barn, hvor man trods alt lever beskyttet af de voksne. Da jeg var syg som barn, skulle jeg trods alt ikke bekymre mig om andet end at blive rask, hvorimod jeg nu var plaget af tanker om dagligdags spørgsmål om økonomi, madpakker osv. Allerværst, hvis min datter, Sofie, mistede sin mor. Jeg har lært, at livet ikke er nogen selvfølge, og overordnet er jeg dybt taknemmelig for hver eneste dag. Heldigvis sad modermærkekræften kun i hudoverfladen og blev hurtigt helbredt, men jeg fik da et varsel om, at livet ikke skal tages som en selvfølge.
Jeg ligner min far, vi er begge udadvendte og har nemt ved at komme i kontakt med folk. Min mor er mere en slider, der bakker op som en stabil ressource i dagligdagen.
Det samme kan jeg sige om min mand, Flemming, den rolige, besindige esbjergenser, der giver plads til, at jeg udfolder min begejstring, bl.a. nu til den kommende artikel.
Jeg er stolt på mine bedsteforældre vegne, stolt af min baggrund, men også glad for, at det er gået os rigtig godt selv om vi langtfra er født med en sølvske i munden.
Jeg bliver stødt, når andre taler dårligt om området og de arbejdsomme folk , for ”de ved i virkeligheden ikke, hvad de taler om”, tænker jeg.
Grundlæggende er jeg glad og taknemmelig, og jeg er glad for, at sygdommen gav mig overskud til andre kræftpatienter bl.a. i samarbejde med Jes Dige, for jeg vidste, at jeg havde noget at give andre.
Selv om jeg kun er 46 år, føler jeg ofte, jeg er ældre, måske fordi jeg har vanskeligt ved ikke at engagere mig i andre mennesker og deres skæbner. Overfladisk kan man ikke kalde mig, og mit engagement i mennesker kommer mig også tilgode i mit job.
Uddannelsen
Rikke er uddannet socialrådgiver og arbejder i dag som leder af et behandlingshjem for alkohol- og stofmisbrugere. Hun er uddannet i Aarhus, hvor hun også mødte Flemming.
Fremtiden er ikke altid forudsigelig, for som ung havde Rikke to forbehold i forbindelse med sin uddannelse: Hun ville ikke arbejde med misbrugere, og hun ville ikke arbejde i Viborg Kommune.
Og hvad skete? Hun overvandt sin angst for mennesker med misbrug og kom til at arbejde hele syv gode år ved misbrugarbejdet i Viborg Kommune.
– Jeg havde fejlagtig forbundet misbrug med vold og kriminalitet, men da det gik op for mig, at det ofte var fine og følsomme mennesker, der blev ramt, måtte jeg revidere min opfattelse. I en årrække var jeg ansat ved Foldbjergcenteret, som oprindelig hørte under amtet, og senere overgik til kommunerne.
– Jeg har ofte været heldig at være på rette sted. For en del år siden var jeg heldig at komme på en familieorienteret efteruddannelse indenfor Blå Kors og META HODOS – i erkendelse af, at misbrug ikke kun berører en enkelt, men hele familier, kolleger og venner, alle har behov for støtte, når behandlingen skal virke optimalt.
I dag arbejder Rikke som leder indenfor Misbrugsområdet i Morsø. Og lige nu arbejder Rikke hjemmefra, det betyder også at vores samtale bliver afbrudt af en telefonopringning, der på et splitsekund ændrer fremtidsudsigterne ikke kun for en klient, men også for andre mennesker, der måske havde håbet….. Og Rikke sukker, da hun har afsluttet samtalen.
Husk Moseby
Tilbage til snakken om Jetsmark og ikke mindst Moseby. Rikke er engageret og bl.a. medlem af Jetsmark Lokalråd, og hun glæder sig over den udvikling, der nu er sat i gang omkring skolebyggeriet og udvidelse af Jetsmarkhallen.
– Blot bør man lægge vægt på, at det ikke kun er Pandrup/Kaas, der promoveres, Moseby skal også med, for det er her de ægte ressourcer findes. Alle byer kan bygge skoler og idrætshal, men grundsubstansen i området er Moseby med en helt unik natur. I øvrigt er jeg én af dem, der ikke forstår, at man ikke i tide har gjort noget for at bevare Briketfabrikken, som virkelig kunne være blevet et ægte levn fra fortiden her i området, slutter Rikke, og som punktum for en lang samtale spiller hun et nummer på klaveret.
