Indtil for otte år siden var Jan Bruhn praktiserende læge i Kaas. For nylig rundede han 70 år, lægegerningen er historie, og i dag praktiserer han sin anden ønskestilling som gartner på egen grund i det naturskønne område nær Ingstrup, hvor han og hustruen, Mette, har valgt at bo.
Ordet ”otium” passer ikke til husets aktivitetsniveau, men huset er indrettet med henblik på, at parret også en dag kan blive mindre funktionsdygtige, end tilfældet er i dag, for flytte fra det skønne sted kan der ikke blive tale om.
– I mange år boede vi i Pandrup, men vi har altid været på udkig efter et sted i naturen, og i november var det faktisk 30 år siden, vi købte det lille husmandssted af Holger og Olga. Det var opført i 1880, og Mettes betingelse for en dag at flytte permanent hertil var, at det gamle hus blev revet ned. Det var en god idé, for bygningen var så utidssvarende, at renovering end ikke kom på tale. Huset blev erhvervet med tanke for fremtiden, og først skulle vi finde ud af, om vi kunne trives i området, forklarer Jan.
Jeg havde behov for at have noget at bruge kræfter på i min fritid, og her var nok at lave. Alene de første år plantede jeg 1800 træer, og siden er mange flere kommet til, så jeg nu snarere er oppe på 25.000. ”Du er tosset, sagde Holger, for så kan du ikke se hovedvejen” – Nej, og det var jo netop også planen.
Jeg deltog selv i renoveringen af det gamle hus og kørte trillebøre fulde af murbrokker ud og beton ind under opførelsen af stedet, som vi gennem årene brugte som en slags fritidshus.
Vores hus er blevet et fristed for hele familien, og jeg håber vore børn og børnebørn vil fortsætte med at bruge stedet, når Mette og jeg er døde og borte.
Familien
Jan er alene hjemme, da vi er på besøg, Mette er udlånt til Gistrup til bedsteforældres første prioritet, at passe børnebørn.
Et hjørne af stuen rummer en trofævæg dels med opsatser af de dyr, Jan har nedlagt i årenes løb, dels med billeder af de 7 børnebørn, der er i alderen 6 til 16 år.
Det er tydeligt, at der er knyttet familiebånd udover det sædvanlige. Parret har tre børn, en datter, samt en søn og datter, der er tvillinger. Det særlige er, at de alle bor med deres familier i Gistrup, tidligere boede de på samme vej i Sønder Tranders, så der er ”styr på flokken”. Familiesammenholdet betyder, at også børnebørnene oplever hinanden som dele af en stor søskendeflok, og selvfølgelig tager alle også på ferie sammen en gang imellem.
Jan er enebarn, opvokset i Aabybro med en far, der var kommunebogholder, og moderen, Meta, der var hjemmegående, og som i en alder af 92 år stadig bor i sit hus på Kærvej.
Hele tre liv i ét
Hvis helbredet holder, opnår mange at realisere flere forskellige livsformer i løbet af ét liv. Nogle opgiver måske mange års tryghed i et fast job og bliver selvstændige i fyrreårsalderen, andre lægger Danmark bag sig og flytter til varmere himmelstrøg, og så er der dem, der udskifter ægtefællen og etablerer endnu en familie. Jan har ikke gjort nogen af delene, alligevel opdeler han sit liv i tre faser.
– Som ung vaklede jeg mellem at blive læge og gartner, fordi jeg altid havde været meget naturinteresseret.. Ifølge en skoleudtalelse i 7. klasse var jeg uegnet til bogligt arbejde, men den udtalelse skulle læreren komme til at fortryde, for jeg fik senere fornøjelsen af at konfrontere ham med det famøse papir. Alligevel eller måske på trods valgte jeg universitetet og læste til læge i Aarhus, og det har jeg ikke fortrudt.
Mette og jeg mødte hinanden, mens vi læste, vi fik vores ældste datter i 1975, og da vi var færdiguddannede året efter, flyttede vi til Småland, hvor vi arbejdede nogle år, inden vi vendte tilbage til Nordjylland.
Vi fik begge stillinger på Hjørring Sygehus, men efter nogle år søgte jeg en ny udfordring, nemlig som skolelæge i det område, der siden blev til Jammerbugt Kommune. Det skulle jeg aldrig have gjort, i en alder af 31 var jeg landets yngste skolelæge. Min forgænger var ældre, og området var forsømt, bl.a. på grund af manglende økonomi. Jeg måtte undersøge børnene på gulvet, da der end ikke var penge til en briks.
.
I vinteren 1980/81 var det ingen fornøjelse at køre til Klim i snevejr på pigdæk. Jeg var sur, når jeg kørte hjemmefra og sur, når jeg vendte hjem igen, for jeg havde slet ikke temperament til opgaven, som kunne have kostet vores ægteskab. Efter tre måneder sagde jeg stillingen op, for jobbet indebar slet ikke de udfordringer, en ung læge havde behov for.
Praktiserende
I 1982 startede jeg i Jens D. Jacobsens praksis i Nørregade i Kaas, og senere gik vi i kompagniskab. Men efter kort tid blev Jacobsen syg og døde, og jeg kontaktede min gamle ven og studiekammerat, Ulrik Sørensen, og fortalte, at jeg havde et job til ham. Faktisk havde vi holdt sammen i så mange år, at jeg spøgte med, at jeg levede i to ægteskaber, det ene med Mette og det andet med Ulrik, og begge fungerede fint.
I 1984 byggede vi vores nye lægehus i Kaas, og sammen oparbejdede vi en god praksis. Desværre døde Ulrik i 2010, og efter tredive år for fuld hammer besluttede jeg året efter, at tiden var inde til at afhænde klinikken.
Vi var efterhånden 15 medarbejdere, og der var basis for at udvide med endnu en læge. Klinikkens areal kunne også udvides med en tilbygning. Jens Holst, der tidligere var i Birkelse, og jeg var i gang med at lægge planer sammen med Kjelstrup i Aabybro, bl.a. ville vi have et vikarbureau tilknyttet som aflastning under ferie og sygdom.
Men der var flere problemer, der skulle løses, og da både Jens og jeg var trætte og stressede, valgte vi at stoppe, men ikke uden dårlig samvittighed. Og to år senere lukkede klinikken.
Omstændighederne tvang mig på en måde til at overveje, hvad resten af livet skulle gå med. Mette
gik samtidig på pension, og nu var vi klar til nye udfordringer.
Vi syntes, vi havde noget til gode, for de første mange år, vi var sammen, havde vi døgnvagter og var meget bundet af arbejdet. Derfor havde det altid ligget i luften, at når vi passerede de 60, ville vi selv bestemme, så vi solgte vores hus i Pandrup og flyttede permanent herop i påsken 2014. Vores hus er ganske vist stort, fordi det skal kunne rumme hele vores store familie. Til gengæld er det indrettet med tanke for, at det også er her, vi skal blive gamle og måske dårligt gående. Der er tænkt på det hele.
Koppetræet ved indkørslen er én af stedets finurlige overraskelser
Fritid
I de erhvervsaktive år, ville vi have kaldt det ”fritidsinteresser”, i dag vælger vi at kalde Jans aktiviteter for ”arbejde”. Han trives med at løse fysiske opgaver, gerne af den slags mange ville kalde ”trivielle”.
– Som udgangspunkt skulle huset males sort udvendigt, og jeg ”vandt entreprisen, for jeg var billigst”, ler Jan.
Dernæst gik jeg i gang med at sortere de store mængder affald på grunden og køre det væk i min gamle røde bil med trailer. Det var god terapi, for hver eneste dag bød på nye opgaver , og jeg kunne se resultatet af hver dags arbejde. Det var ret tilfredsstillende.
Jan og Mette deler interessen for kunst, hvilket ses både udenfor og inde i huset
Jan nyder fysisk arbejde, og selv om stedet fremstår særdeles velorganiseret og ordentligt, kan han altid finde på noget at lave. Eneste hjælp til havearbejdet er en robotplæneklipper, som han anskaffede med en vis skepsis, men i dag erkender han, at den investering var alle pengene værd.
Lige nu glæder han sig til at tage sin nyerhvervelse i brug, en stangsav, som kan save grene af i hele fem meters højde.
Et kommende projekt er at skabe orden og overblik over de mange bøger, der er kommet ind til Lions Loppemarked. Enkelte ligger i en bunke for sig selv, det er krimier Jan selv gerne vil læse, inden de går videre til salg
MIstelstenen gror side om side med kopperne
Naturen
Interessen for naturen har Jan haft hele livet, og selvfølgelig er det et sandt eldorado at bo et sted, hvor hverdagen deles med fasaner, råvildt og et mangfoldigt fugleliv. Med naturinteressen fulgte også jagtinteressen, som han deler med en god ven, som med tiden har afløst en tidligere passion for lystfiskeri.
– Jeg har altid holdt af at starte dagen med en tur i naturen, på jagt eller ej. Det er langt fra nyt, for allerede i gymnasietiden cyklede jeg og en kammerat ud tidligt om morgenen for at opleve duftene og lydene og allerhelst også synet af et dyr eller en spændende fugl, og det er en vane, jeg varmt kan anbefale.
Rejserne
Jens Holst og jeg deltog et par gange i kurser i Grønland med henblik på at få konkret viden om grønlandsmedicin. Jeg blev naturligvis meget betaget af naturen og da Mette ikke bare ville lytte til mine beskrivelser, tog vi et år på en rundrejse i Grønland. Siden har vi været der mange gange og bl.a. lejet en primitiv hytte i nogle dage, ligesom jeg selv har arrangeret ture til bl.a. Diskoøen. Mette, der ikke mente hun var søstærk, lod sig overtale til fantastiske sejlture, blandt andet op langs Vestkysten til Hans Ø. Det gik fint, og ingen af os ville have været de ture foruden.
– Næste tur starter i Reykjavik i Island, og så sejler vi til Grønlands østkyst og herefter nedenom til Jakobshavn og videre til Diskoøen, det bliver også fantastisk.
Jan fortæller malende om de mange oplevelser ikke bare mod nord, for mange andre rejser er gået sydpå. Men her slipper ordene op, og vi bringer i stedet nogle af Jans billeder fra Grønland.
