Rav er et magisk materiale. Mange kan genkalde sig følelsen af det første ravfund. Måske var det rav, der glimtede gult i vandkanten blandt smågrene og skaller, eller bare en lille stump plastik, som så ofte før? Måske var det denne gang – oh salighed, et ægte stykke rav? For lille til at blive andet, end det er: Et bittelille stykke rav, millioner af år gammelt, men MINE hænder er de første, der rører det. Det bliver gemt i en lille æske sammen med hundredvis af lignende fund.

Helga Exner bruger ofte rav i sine smykker, og mon ikke også hun har haft følelsen af at gøre et fund, da hun besøgte ravsliberen, Frants, i Skagen. Han stod foran en flytning, og blandt de frasorterede ravstykker ventede et særligt fund på at blive set af de rette øjne og samlet op. Bl.a. små perler, der for mindst 100 år siden har smykket datidens kvinder, de var vejet og fundet for små til at kunne blive til noget som helst, indtil Helga kom og ændrede ravstykkernes status fra ”skidt til skat”, antikt ”genbrugsrav”, kalder hun det og fortæller:
– For 100 år siden har fine damer fået repareret armbånd og andre smykker, nogle småperler er blevet til overs, andre smykker blev aldrig hentet af ejeren, måske fordi de var umoderne. Gennem årene har de ligget og samlet støv, til ingen nytte, forklarer Helga.
Men da hun dukkede op i ravbutikken blev hun begejstret. Og nu indgår de gamle perler i en ny serie smykker, som i Vrå Udstillingen 2025 er udstillet foran fotografier af smukke kvinder i datidens mondæne Skagen.
Helga har brugt sin kunstneriske frihed til at give et par af kvinderne hendes egne smykker på, og det viser tydeligt, at smykkerne er tidløse kunstværker.

Tidløs er 86-årige Helga også. Hun er et blandt flere eksempler på, at kunstnerisk virke og engagement er med til at holde mennesker levende. Jeg (Grethe Roller, 79 år) gætter på, at gennemsnitsalderen blandt de 35 udstillere i Vrå er over 70 år Kunst og kærlighed er med til at udviske alderen, hvis helbredet holder. Det er resultatet af min uvidenskabelige og personlige undersøgelse. Men jeg tror, den holder.

Det må være vidunderligt at have en så blomstrende fantasi, Helga?
– Jo, en ny idé er altid en god grund til at stå ud af sengen næste morgen. Jeg bliver jo selv så glad og begejstret, når jeg realiserer noget, der er groet i min fantasi, og jeg er slet ikke færdig, men har tegnet flere smykker til serien.
En ny idé er altid en ny udfordring. Selvfølgelig kan det også virke stressende og belastende, for vil det nu lykkes at realisere den form og det udtryk, jeg drømmer om?
Alle kunstnere kender følelsen af at have lavet noget godt, og straks melder tanken sig, kan jeg lave noget, der er ligeså godt eller endnu bedre næste gang? Forventninger skrues op, både publikums og ens egne, og det kan godt være en belastning.
Det er ingen hemmelighed, at nogle kunstnere ”falder af” med tiden. De har måske deres storhedstid, når de er 40 – 50 år gamle, og herefter sker der ikke mere. I bedste fald holder de standarden, måske båret oppe af publikums forventninger om, at ”det, der er populært, må være høj kvalitet”, det skaber økonomisk omsætning, men prisen for kunstneren er høj, for samtidig går den kunstneriske udvikling og kreativitet i stå.


Jeg er rigtig glad for udstillingen her, og hvor vil det være dejligt, om et andet sted kan få glæde af den, måske i Skagen, Hirtshals eller en anden kystturistby. Ellers ryger udstillingen jo bare hjem på ”lageret”, sammen med andre smykker fra udstillinger gennem årene.
-Det er jo ikke alt, der bliver solgt, erkender Helga. Jeg ville ønske, at mange flere begynder at bruge smykker – også store smykker som mine. De er skabt til at blive båret og ikke kun til udstilling.


Messehagel, ny spændende opgave
Men i tankerne er Helga allerede i gang med næste spændende opgave: En messehagel til Skives nye Kirke i anledning af byens 700 års købstadsjubilæum til august næste år.
– Menighedsrådet valgte mig til opgaven, fordi der på Kirkeministeriets liste over mulige kunstnere, udelukkende var københavnere. De ønskede opgaven lagt i hænderne på en jysk kunstner, og da jeg tidligere har lavet et lystræ til Odder Kirke, blev jeg spurgt. På opfordring lavede jeg nogle skitser, tilmed i fuld størrelse, jeg knokledei 2 uger med opgaven og heldigvis, var de ikke i tvivl, så i nær fremtid skal jeg til København for bl.a. at drøfte opgaven og materialer som silkestoffer og brokade. Farven bliver grøn, broderet med sølv og med 75 perler, der symboliserer tårer, én for hver martyr, resten lader jeg være en hemmelighed indtil videre. Jeg leverer kun oplæg og idé. For selve udførelsen står de kongelige brodøser, der er udvalgt til den slags opgaver, for.


Bøhmiske granater
Næste år kal jeg desuden deltage i en stor udstilling i Kunstetagerne i Hobro. Vi er fire, n maler, en keramiker og en tekstilkunstner. Jeg vil udstille granatsmykker med ”Dronning Dagmars krone” som udstillingsmodul som baggrund for en serie granatsmykker. De er er en reference til min fortid. Jeg er født og opvokset i Bøhmen, og i bogen ”Böhmen liegt am Meer” beskriver jeg en sorgløs barndom i smukke omgivelser indtil landet efter 1945 skulle tilhøre Tjekkoslovakiet. Min mor blev udvist med sine fire små døtre og vores rejse foregik dels til fods, dels på det åbne lad af en godsvogn. Vi arbejdede os frem som en slags daglejere og var meget fattige. Først i 1950 blev vi genforenet med min far, der havde været i krigsfangenskab, og en helt ny tilværelse tog sin begyndelse i Vesttyskland.

Familien
Helga har ikke kun sat et personligt kunstnerisk aftryk i sit liv. Hun er mor til seks børn, de fem med afdøde guldsmed Bent Exner, og den yngste med hendes nuværende mand, Peter.
Fire af mine børn har passeret de 60, så vi er snart pensionister alle sammen. Det kræver god plads, når alle skal samles, som det er planen, vi snart skal i Sønderho på Fanø. For nu er der ikke kun 6 børn, men også ægtefæller, 14 børn og 7 oldebørn!!
Samtlige børn er ramt af den kreative åre, ældste datter, Gertrud, der er skuespiller og dukkemager er indehaver af børne- og ungdomsteateret, ”TeaterBLIK”, der er hjemmehørende på Fanø. Blandt flere priser modtog Gertrud sidste år Wilhelm Hansen Fondens hæderspris, og hun står ligeledes bag den Reumertnominerede børne- og ungdomsforestilling: ”Stedsans”, der beskriver hendes mors og familiens flugt midt i fyrrerne fra Bøhmen til Vesttyskland.
