Somme tider må man acceptere, at ting tager tid. Det gælder også denne historie, som i virkeligheden har været undervejs i flere år, og læserne skal også sætte god tid af til at læse om mødet med et usædvanligt menneske:
Det er nogle år siden, jeg hørte om kunstneren, Benny Dröscher. Han bor på Samsø, men har rødder i Aabybro.
”Ham må vi besøge”, tænkte jeg, og så gik tiden…Indtil sidste efterår, hvor jeg ringede
til Benny, og vi aftalte, at tales ved i maj.
Den 3. juni stod vi så foran en iøjnefaldende citrongul dør, der på én gang bød velkommen og signalerede distance, hvad der giver god mening på dage, hvor Samsø og Nordby invaderes af turister.
Vi har aftalt, at det ikke er fortidsminder og skoletiden på Kattedamsvej, vi skal tale om, – men nutiden er i sig selv også spændende nok.
Et blomstrende paradis
Vi gik ikke ind ad den gule dør, men fandt ”havevejen” fra en sidegade gennem en sort port, hvorefter ”downtown Nordby” ændredes til en frodig, tæt blomstrende have med et eksotisk væksthus, skabt i fællesskab af Benny og kæresten Sonnich.
– Jeg troede, jeg skulle have atelier herude, men måtte snart erkende, at det var der ikke plads til. Huset er også rummeligt, med masser af plads, købt for en slik for 30 år siden. Det skulle være en slags fristed i en travl hverdag, hvor vi boede i en dyr lejlighed på Frederiksberg, betalte til et stort atelier og havde huset her som sommerhus.
Med tiden gik det op for os, hvilken befrielse det var at komme væk fra byens støj. Faktisk blev vi så glade for at være her, at det slet ikke gav mening at betale så meget for en lejlighed i hoved- staden, og for 10 år siden flyttede vi hertil permanent, fortæller Benny og inviterer indenfor.
”Den der lever skjult lever godt”. Der står hverken ”åbent atelier” eller ”kom indenfor” udenfor huset.
– Hvis vi ville, kunne vi have en sand invasion af mennesker. I dag er her ganske vist stille, men i ferier og weekender er der rigtig mange mennesker, for området er lidt af en turistmagnet.
Jeg boede i Aarhus, da Lone, min søster, foreslog, at vi fandt et fælles hus på Samsø, for så havde hun også et sted at være, når hun opholdt sig i Danmark. (Bennys søster, Lone, blev for nogle år siden kendt for sit store engagement i orangutangerne på Borneo, red.)
Lone var mest stemt for et af de små lavloftede huse ved gadekæret, men det var utopi, for der kunne jeg end ikke stå oprejst.
Kunsten at leve med kunst
Kunstnerhjem er ofte præget af en kreativ tankegang og anderledes end ”almindelige” hjem, det gælder også hjemmet bag den gule dør. Her er kunst overalt, billeder med historie minder om kunstnervenner og er samlet gennem mange år, intet er tilfældigt, og alt er udvalgt og har fået sin specielle plads. En tom hundekurv signalerer, at Jakob er hund i huset, og han og Sonnich er ude på tur, da vi er på besøg.
I køkkenet brygger Benny kaffe, mens en ”køkkenmadonna” holder øje – Den minder mig om en anden nordjysk billedhugger, Svend Bovin, der havde en frise af Bertel Thorvaldsen i sit køkken. Det må kaldes stil.
En tilstødende stue er både ”gæsterum” og arbejdsrum. Lige nu er alt ryddeligt, ikke fordi vi skulle komme, men fordi et af Bennys store lærreder skal spændes op, og så skal alle spor af keramik og støv fjernes.
Sonnich er ikke kun kæreste, han er også assistent og praktisk hjælp ved nogle af Bennys arbejdsprocesser Desuden har han en kunstnerisk åre, der lige nu udmønter sig i en række fine keramiske arbejder.
Kunsten og kunstnerens veje
I rummet er det kunstnervenner og ikke Bennys egne værker, der dominerer. Her er kendte navne som bl.a. Tal R og John Kørner, som kunstnerisk tilhører samme generation som Benny, og de har flere gange deltaget i fælles udstillinger.
– Udstillingslivet kobler os sammen i generationer, selv om jeg er uddannet i Aarhus, er jeg udstillingsmæssigt blevet placeret sammen med en række især københavnske kunstnere,
Men ofte er det tilfældigt, hvem man ender sammen med, ligesom alle kunstneriske karrierer langtfra former sig ens. Det er uforudsigeligt, hvem der slår igennem og opnår størst eller hurtigst berømmelse. Nogle gange kan der gå flere år, før en dygtig kunstner kommer frem i lyset, andre gange sker det måske slet ikke.
”Nu får I mig ikke til mere”
– Som kunstner risikerer man at blive spændt for en vogn for at opfylde publikums forventninger, nogle har det måske ok med det, mens andre måske bliver dødtrætte af at male det samme motiv eller de samme farver om og om igen, fordi det er det, folk vil have.
Selv om det kan være fristende, synes jeg ikke en kunstner skal sælge ud af sig selv for at tilfredsstille publikum og måske skabe en levevej, siger Benny
– Personligt går jeg ikke på kompromis, og da vi flyttede fra København, var én af årsagerne, at jeg ofte følte mig presset på en måde, jeg ikke brød mig om.
Paradoksalt nok steg efterspørgslen på mine billeder, da jeg flyttede, min motivverden er stadig den samme, men jeg føler alligevel, at jeg selv overtog styringen, da jeg fik ro og frihed til selv at disponere over min tid.
I Danmark er det mig selv, som forestår salget af mine billeder. Med det tempo jeg arbejder i, kan jeg simpelthen ikke levere til et galleri og aflevere 50%. Lavede jeg bare 10 billeder om året, så så det måske andeledes ud – men det gør jeg bare ikke…
Det betyder, at de, der er interesseret i mine billeder, bliver skrevet på en venteliste, og så får de et billede tilbudt, når det er færdigt.
Folk på ”ventelisten” er dog ikke forpligtede til at købe billedet, de bliver tilbudt, for så går det til den næste eller næste i rækken. Det eneste man på forhånd skal acceptere er prisen (typisk knap 100.000 kroner), for den er ikke til diskussion, når billedet er færdigt.
Til gengæld har jeg litografier i en væsentlig billigere prisklasse, så alle kan købe et af mine billeder, hvis de vil.
Jeg er glad for at samarbejde med det anerkendte grafiske værksted ”Edition Copenhagen”, som laver tryk i høj kvalitet, og de udvælger selv hvilke kunstnere, de vil arbejde for, og jeg er altså blandt de heldige, de har valgt.
Litografierne er med til at give Benny arbejdsro og smør på brødet, så han virkelig kan koncentrere sig om at male, når ”ånden er over ham”.
Som kunstner nyder han det privilegium, at han ikke behøver jappe et billede hurtigt færdigt, fordi bilen skal repareres, eller der skal nyt tag på huset.
– I lange perioder har jeg mest udstillet i udlandet, men i øjeblikket giver jeg mig selv lov til at være lidt doven. Jeg maler ganske vist hele tiden, men har ikke en udstilling hængende over hovedet
Tidsånden
Med formen som udgangspunkt er det kunstnerens beslutning om et værk skal formes
i et materiale eller blive en tegning, et maleri eller noget helt tredje.
Det er ikke talentet, men snarere det man kalder ”tidsånden”, der gør en kunstner efterspurgt og populær i øjeblikket.
– For nogle kan det være svært at finde fodfæste i kunstverdenen, men jeg har været heldig at finde sammen med kunstnere, jeg personligt sætter pris på, erkender Benny.
Om en kunstner slår igennem og bliver anerkendt er i høj grad et spørgsmål om timing. Selv om en kunstner er talentfuld, er det ikke givet, at værkerne kan sælges her og nu. Det kan de måske om 10 eller 20 år, det kommer alt sammen an på publikum, som jo i den sidste ende også er køberne.
Kunstnerens eget sind er også væsentligt. Hvordan vælger han/hun at bruge sit talent for at imødekomme tidsånden?
Heldet var med Benny, da han var færdiguddannet billedhugger fra på Det Jyske Kunstakademi. Da fik han nemlig et toårigt ”igangsætterlegat” fra Statens Kunstfond for unge talentfulde kunstnere. Siden har han først som billedhugger og senere som maler deltaget i anerkendte gruppeudstillinger og haft soloudstillinger i anerkendte gallerier og kunstmuseer i Danmark og ligeledes repræsenteret i væsentlige museums- og private kunstsamlinger verden rundt.
International
I en lang periode har jeg mest udstillet i udlandet, og jeg har haft det held, at der hele tiden har været folk, der har set potentiale i mine ting.
Jeg har bl.a. arbejdet med flere gallerier i London. Lige nu arbejder jeg med et i Denver i USA og et andet i Napoli. Det er et privilegium, at mine billeder er kommet så vidt omkring, for som kunstner kan man hurtigt ”dække den hjemlige andedam”.
Det kunne opleves som en bremse for min udfoldelse og sætte min udvikling i stå, at mange her i landet synes om mine billeder, selv om det naturligvis er positivt..
Derfor er det en ny udfordring for mig, når mine billeder udstilles i f.eks. Napoli, for her er det nye øjne, der ser. Det afføder andre uventede reaktioner.
Atelieret
Vi bliver inviteret ind i ”det allerhelligste”, atelieret. Vejen går gennem noget, der minder om bryggers/kosteskab, og rummet er i sig selv hverken stort eller prangende.
. Når Francis Bacon kunne male i et lille atelier, besluttede jeg, at det kunne jeg også, siger Benny.
På væggene hænger et par af Bennys værker. Det ene er næsten færdigt, og med en venteliste på langt over 50 interesserede kunder, er maleriet også så godt som solgt.
Billedet indeholder forskellige elementer udført i forskellige teknikker. Himlen er malet med airbrush, og utallige tegnede og malede detaljer i akryl, abstrakte elementer og den imponerende, minutiøst malede træstamme/gren, der næsten er obligatorisk i Bennys billeder.
Når billedet bliver en tilstand
Det er som at ligge i græsset og se op i himlen gennem en trækrone med alt, hvad der dukker op af fugle, insekter, sommerfugle, blomster osv.
– Jeg er ikke interesseret i at fortælle en historie med mine billeder, forklarer Benny.
Jeg vil hellere sætte beskueren i en tilstand, og derfor er sammenhængskraften sat ud af spil. Det er op til beskueren selv at skabe en fortælling ud fra billederne. Det lader sig ikke gøre, hvis jeg på forhånd forsyner billedet med en titel eller kommer med en lang forklaring om hvilke tanker, jeg har gjort mig under maleprocessen.
Det er nemlig ligegyldigt.
Vi mennesker bliver dovne og holder op med at se på et billede, der ikke udfordrer os. Det kan være et landskab, kvinde med barn eller et hvilket som helst andet motiv med handling, Når vi er færdige med at opleve det, ser vi det ikke mere, medmindre vi flytter det til en anden væg, hvor det får lys på en anden måde, slutter Benny.
Svinkløv Badehotel
Det er lidt af et tilfælde, at der siden genåbningen i 2019 har hængt 6 af Bennys litografier på Svinkløv Badehotel, to i gul stue og fire i den blå, hvor der også er reception.
– Da vi skulle finde udsmykning til hotellet, kontaktede jeg ”Edition Copenhagen”, og ved synet af Bennys billeder var jeg ikke i tvivl om, at de præcis passede til os, siger Louise Toft Hansen.
Badehotellet ligger jo midt i naturen, og overgangen mellem inde og ude er næsten umærkelig.
Og så synes jeg om, at billederne viser himlen fra samme vinkel, som hvis man ligger i sandet og ser direkte op.
At kunstneren tilmed stammer her fra området, er kun et ekstra plus. Jeg har aldrig selv mødt Benny Dröscher, men det kunne da være hyggeligt, slutter Louise. Hendes mand, Kenneth, har godkendt hendes billedvalg, bl.a. fordi de afspejler den omhu, hvormed han selv som køkkenchef udvælger sine råvarer og placerer dem på tallerkenen.
Vend billedet på hovedet, så forstår du måske tanken bag.
Hvis billedet skal afspejle ”den virkelige virkelighed”, er fotografiet jo allerede opfundet, og for mange mennesker ligger den kunstneriske oplevelse i så flot en gengivelse – at ”man slet ikke kan se, det er et maleri”.
Bennys billeder udfordrer, fordi de inviterer beskueren til selv at skabe sammenhæng.
Han hører til de danske kunstnere, der sandsynligvis er bedre kendt i udlandet end i Danmark, hvor han senest udstillede solo i 2013 i Kunsthal Brænderigården i Viborg, og udstillingen i forbindelse med Skagen Museums genåbning i 2015 er den seneste i Vendsyssel.
– Det skal ikke lyde som om, jeg ikke vil udstille i Danmark, jeg har blot været heldig og har fået muligheder for at udstille i udlandet, og det er jeg selvfølgelig glad for, slutter Benny.
Færgen til fastlandet venter, og efter et besøg i det storblomstrende drivhus/orangeri slutter vi historien med titlen på udstillingen i Brænderigården i Viborg.,
”When time stops and time is never ending”.
