Det kommer næppe bag på nogen, at undertegnede holder af at skrive. Og ofte møder jeg spørgsmålet: Hvorfor skriver du ikke en roman?
Mit standardsvar er, at jeg kun er i stand til at skrive om virkeligheden. Måske fordi jeg savner den fornødne fantasi. Måske fordi jeg ikke har lyst.
Spørgsmålet gør mig nysgerrig, og derfor besøgte jeg for nylig en ”rigtig” forfatter, Per Gammelgaard, der bor i Frederikshavn. Han er lige nu aktuel med den anmelderroste roman, ”Bygningsfejl”, der er en blanding af fiktion og forfatterens personlige oplevelser som barn og ung i 60’erne, samt nygift og far i 70’erne.
Romanen er et billede af tiden, hvor unge pludselig blev synlige og turde udtrykke en personlig mening. Tilmed gjorde de oprør mod forældrenes normer, i dette tilfælde købmandsparret i Ormslev, landsbyen nær Aarhus, som Gammelgaard tidligere har udødeliggjort i romanen ”Den frie købmands søn”
Per Gammelgaard har i hele sit voksne liv beskæftiget sig med bøger – ikke kun som forfatter, for han uddannede sig nemlig til bibliotekar og var ansat på Frederikshavn Bibliotek indtil for få år siden.
Den nødvendige disciplin
Nogle tror fejlagtigt, at en forfatter kun skriver, når ”ånden kommer over ham”. Sådan er det måske for nogle få, men i forfatterens virkelige verden kræves disciplin, for ordene formulerer ikke sig selv. Man er sin egen herre, prisgivet det afventende hvide papir. Her er ingen skoleklokke, der ringer ind eller fabriksfløjte, der lyder, når arbejdsdagen er forbi.
”At skrive er at leve”har vist ingen sagt. Alligevel ligger trangen til at udtrykke sig på skrift som et ubønhørligt krav til ”penneførererne”, som der bliver stadig flere af
– Jeg står helst op klokken halv otte, fortæller Per. Sjældne dage kan den blive ni eller ti, og så skriver jeg typisk tre timer. Ikke altid fordi inspirationen er der, jeg kan godt føle mig tørlagt efter et kvarter, men heldigvis kommer inspirationen oftest undervejs.
Sjældne gange har jeg en ”drejebog” med stikord over forløbet inde i hovedet, det har jeg eksempelvis nu, hvor jeg skriver på en række jule/decembernoveller, ellers har jeg ofte kun en løs skitse eventuelt med enkelte personskildringer at støtte mig til.
Forfatter bag mere end 100 titler
Per Gammelgaard har ikke præcis tal på antallet af udgivelser, siden han i 1972 debuterede med digtsamlingen, ”Min mormor og John Coltrane”. Senere fulgte flere digte indtil den første roman, ”Er du hjemme Johanne” udkom i 1982. Siden har den flittige forfatter udgivet mere end et hundrede titler for børn og voksne på anerkendte forlag.
Forfatterskabet
Anmeldere har sammenlignet ham med Leif Panduro, der også skrev, så læserne ofte kunne genkende sig selv i et muntert og farverigt persongalleri. Det er også nærliggende at sammenligne nogle af Pers romaner med Knuth Becker, der også formåede at skabe genkendelige tidsbilleder, som mange kan identificere sig med.
Én blandt mange
Aldrig har der været så mange forfattere som i dag. Ligesom mange har en drøm om at blive kunstnere, går en del med en forfatterdrøm.
Titlerne er jo ikke beskyttede, det står enhver frit for at kalde sig kunstner eller forfatter, men det er i virkeligheden anmeldere og publikum, der afgør, om man lever op til titlen.
– Alene fra nu og resten af året, er der 70 debutanter, fortæller Per. Det er mange, og selvfølgelig kan man spørge, om der er læsere til alle.
Meget har ændret sig i takt med, at det er blevet lettere og mindre bekosteligt at trykke bøger. Tidligere udkom en bog typisk i et første oplag på 1 – 2 tusinde eksemplarer. I dag er det ikke usædvanligt, at bøger trykkes i kun 2 -300 stk, fordi det er nemt at genoptrykke.
”Bygningsfejl” kom i 800 eksemplarer og er foreløbig trykt i 2. oplag, og det er rigtig pænt. I dag køber bibliotekerne heller ikke så stort ind som tidligere, højst 150 eksemplarer, meget har ændret sig.
Per Gammelgaard har ubevidst været på forkant med udviklingen. Eksempelvis skrev han om ”udkant” før begrebet rigtig var kendt. Ligeledes skrev han autofiktion, før det var så almindeligt som i dag, hvor mange forfattere blander selvbiografisk stof med fiktion.
Forsiden fænger
En bogs forside har stor betydning, for det er den, der først skal fange læserne. Per var oprindelig ikke spor begejstret for ”Bygningsfejl”s forside med personen, der ser Elvis Presley i spejlet. Men det var godt tænkt af forlaget ”Hovedland”, for også i tresserne drømte mange om at se sig selv som tidens idoler, Otto Brandenburg, Brigitte Bardot eller størst af dem alle, Elvis Presley.
– Jeg skulle virkelig vænne mig til den forside, jeg ville gerne have haft en cementblander på en knaldgul baggrund, siger Per. Men det ville forlaget ikke være med til. Jeg trak det korteste strå, og kunne heller ikke komme igennem med ønsket om, at spejlbilledet ikke blev Elvis Presley, men Armstrong eller Harry Belafonte. Forlæggeren fik sin vilje, til gengæld blev jeg nødt til at lave et par justeringer i bogen, bl.a. købte jeg ikke en Belafonteplade i Magasin, men ”Blue Hawai” med Elvis.
Jeg forstår det godt, for selvfølgelig tænker forlaget også i salgstal, og billedet af Elvis i spejlet har naturligvis appel til mange, og så relaterer det også til, ”Den frie købmands søn”, der ligeledes har Elvis på forsiden.
Autofiktion
Romaner med elementer af virkelige begivenheder og personer bliver ofte læst med særlig opmærksomhed i samfund, hvor handlingen udspiller sig. Tiden vil vise, hvor stor opmærksomhed ”Bygningsfejl” vil vække.
Jeg ved, at folk i Ormslev, nu 10 år efter udgivelsen, stadig diskuterer ”Den frie købmands søn”, for det oplevede jeg i forbindelse med et foredrag.
Engang skrev jeg et par indlæg til Danmarks Radio om ”Jyske fortællere”, og uden at tænke over det, havde jeg ikke fået ændret alle navne. Min far var rasende, og jeg havde i min naivitet ikke forestillet mig, at nogen i det lille lokalsamfund lyttede til radioens P1.
Nu er begge mine forældre døde, og jeg har ingen søskende, men et eller andet sted, kan der altid sidde én, der føler sig trådt over tæerne.
Naturligvis sker det, at elementer fra virkeligheden optræder i nogle af mine bøger. Men erindringer er heller ikke altid pålidelige, for hvad kan man i virkeligheden huske efter 40 – 50 år, og hvor meget har man ubevidst redigeret i begivenhederne?
Som forfatter har man naturligvis friheden til at pynte på virkeligheden, men mit eget liv ville være alt for kedeligt til at danne baggrund for en roman.
Er du sikker på det?
– Nej i virkeligheden ikke, for mit voksenliv har på mange måder været ret spændende. Men det er svært at beskrive begivenheder, der involverer nulevende personer.
Jeg har lært, at man ikke skal foretage sig vigtige handlinger, når ens hjerte er fyldt med følelser. Måske skulle jeg dengang i 90’erne ikke være blevet skilt fra mine sønners mor? Eller måske var netop skilsmissen årsag til andre vigtige begivenheder i mit liv? Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, at min tidligere kone og jeg i dag har et godt forhold, og gerne ses i København, hvor både hun og vore tre sønner bor.
Det var lidt af en tilfældighed, vi havnede i Frederikshavn i 1971. Hun var sygeplejerske, og jeg var bibliotekar, og vi undersøgte hvor i landet, der var ledige jobs til os begge. På det tidspunkt kunne vi vælge mellem Fredericia, Esbjerg og så Frederikshavn, hvor man havde tilføjet annoncen et billede af bibliotekets personale samt tre tomme stole. Én af stolene blev min, og jeg arbejdede der lige til, jeg gik på pension, de seneste år ganske vist på nedsat tid.
Om alder
Du er fyldt 72, hvordan har du det med alder?
– Jeg har altid haft flair for at skrive om børn og gamle mennesker.
Måske har der altid siddet en gammel mand inde i mig. Det gik op for mig, da jeg skrev ”Decembers grønne mørke”, en række julefortællinger, som er kronologisk opbygget som en livstrappe. Her er mennesker i alle aldre fra barndommen, gennem stadier i voksenlivet til alderdommen, for til sidst at ende i senilitet. Ved den lejlighed fandt jeg ud af, at det faldt mig lettere at skrive om børn og ældre end om folk på min egen alder. Sidste afsnit hedder ”Udødelige øjne” og blev trykt i bibliotekernes tidsskrift ”Griflen” og var direkte årsag til, at jeg blev kontaktet af ”Forlaget Jensen og Dalgaard”, der siden udgav en del af mine bøger.
Lige nu har jeg skrevet seks noveller til min kommende bog, der også rummer julefortællinger. Nogle af dem kommenterer hinanden, og jeg mærker stor glæde ved at skrive. Det er slet ingen selvfølge.
Krimigenren
Per Gammelgaard skriver indsigtsfuldt, varmt og humoristisk om ”rigtige” mennesker, om kærlighed, glæder og sorger, som hører menneskeliv til. At handlingen ofte foregår i området omkring Frederikshavn og Aarhus betyder ikke, at hans bøger ikke læses øst for Storebælt, for Gammelgaards persongalleri er meget genkendeligt dansk.
Hans romaner holder læseren fanget af nysgerrighed efter at se handlingens videre forløb. Men egentlige spændingsromaner eller krimier, har han ikke skrevet.
– Én gang har jeg slået en kvinde ihjel i en af mine bøger. ”Forårsviolin” foregår i Frederikshavn, og handlingen strækker sig i mange lag over bare 12 timer. En taxachaufførs ulykkelige kærlighed til Anna, en sød blomsterhandler ender med, at han helt meningsløst slår hende ihjel. Det har jeg siden fortrudt, for det var slet ikke nødvendigt, hun skulle dø, og jeg kender læsere, der blev rigtig kede af det, slutter Per Gammelgaard
