Det er ikke kun de ”kendte og kongelige”, der har en historie at fortælle. Vi har besøgt Inga Olsen, der bor i en lejlighed i Pandrup efter at have solgt sit hus på Granvej i Moseby.
På parkeringspladsen holder Ingas bil, som hun stadig har megen fornøjelse af, og udenfor døren til lejligheden holder hendes helt undværlige køretøj, rollatoren, som i dag er hvermands eje, hvis benene er ustabile. Køretøjets popularitet kan vi takke Dronning Ingrid for, hun var blandt de første, der førte sig frem på de røde løbere og bonede gulve med det praktiske hjælpemiddel, – og når hun kunne, ja så kunne vel alle.
90 år i fin form
Inga er netop fyldt 90 år, og i en tid, hvor medierne ofte beretter om utilfredshed og brok, er Inga noget så usædvanligt som TILFREDS med sit liv og sin tilværelse. Hun er god til at fylde sine hverdage ud og har altid gang i et projekt eller tanker, der optager hende.
-Lige nu tænker jeg på en oplevelse i Jetsmark Kirke for nylig. Det var ved indsættelsen af vores nye præst, Lars Mikkelsen, der afløser vores afholdte sognepræst gennem mange år, Michael Berg. Lars sagde i sin prædiken noget om vores holdning og fordømmelse af andre mennesker. ”Se dig selv i spejlet, har du altid opført dig korrekt?” Han har helt ret, og jeg synes så godt om, at præsterne i dag hedder Michael og Lars og ikke pastor Berg og Mikkelsen, for det bringer dem mere i øjenhøjde med menigheden.
Hos Inga er intet overladt til tilfældighederne, heller ikke de håndmalede kaffekopper, ¨Blå Almue” som bliver sat på bordet. De blev valgt, fordi familien også til daglig skulle have noget pænt at se på. I skabet står ganske vist fine kopper, som Inga selv har malet, men ligesom sølvtøjet, der skal pudses, får de lov at blive i skabet.
– Man har vel lov at være lidt magelig på sine gamle dage, erkender Inga og fortæller om sit lange liv.
Polio, den frygtede epidemi
-Vi boede oprindelig i Sandmosen, men af hensyn til mig flyttede vi derfra, da jeg var 5 år. Jeg var én af de mange, der som treårig blev ramt af polio i 1938. Mine forældre var fremsynede, for hvordan skulle jeg komme i skole i Moseby? Vi havde jo ingen bil at køre i, resultatet blev, at vi flyttede ind i et hus nær Briketfabrikken, hvor jeg voksede op sammen med mine 6 søskende.
Jeg husker tiden, hvor jeg var indlagt på Brovst Sygehus, min mor stod udenfor døren og jeg kunne se hende gennem ruden, men hun måtte ikke komme ind. Folk i Moseby var så søde, at de samlede penge ind til en fin dukke til mig. Men i ren og skær afmagt og raseri over situationen, slog jeg den fine dukke i stykker, for jeg havde kun et ønske: At komme hjem, og de kunne ikke lukke munden på mig med en dukke.
Lammelsen bevirkede, at jeg fik hofteskred, og det betød endnu længere sygehusophold. Jeg lå fikseret i gips og kunne kun se op i loftet. End ikke en billedbog havde jeg, og nu brugte jeg kræfter på at smadre gipsbandagen – til ingen verdens nytte. Selvfølgelig var det en hård tid for et lille barn, men jeg tror, den har gjort mig stærk
Polio var en frygtet epidemi i årene omkring krigen og ind i 50erne, hvor sygdommen blev bremset, fordi alle blev vaccineret.
Hvordan jeg var blevet smittet, fandt man aldrig ud af. Vi boede jo ret isoleret ude i mosen, og jeg var den eneste i familien, der blev syg. Man talte om, at smitten var luftbåren, at årsagen måske var uvasket frugt, spist direkte fra træerne? Man anede det ikke, men gennem nogle år blev frugter altid vasket ekstra grundigt.
Jeg er næstældst i en søskendeflok på 7, og vi lever alle, bortset fra min ældre bror, der døde pludselig af en blodprop som 54årig.
Mine forældre var ikke velhavende, alligevel fik alle vi børn en uddannelse, og det var ingen selvfølge. Jeg er så glad for, at alle i dag kan få den uddannelse, de ønsker. Har de evnerne, skal de nok komme frem, i modsætning til tidligere, hvor forældrenes indtægt bestemte børnenes fremtid.
Der er sket meget i min levetid, jeg husker min far fortalte, at da han blev konfirmeret, fik han en kasket og en pibe. Så var han voksen og måtte klare sig selv. Man var bedre rustet til hårdt fysisk arbejde, end børn ville være i dag. Men vi er heldige, at bo i et land, hvor der bliver taget hånd om alle, også vi gamle mennesker.
Min skolegang startede i den nærliggende ”Lundergårdskole”, som for længst er nedlagt. Senere kom jeg på realskolen, fordi mine forældre mente, at jeg så blev klogere. Men jeg skulle cykle til Pandrup, – det var hårdt, for jeg brugte alle mine kræfter alene på transporten. Det betød, at jeg ikke havde nogen god skoletid, bortset fra, at direktør Jørgensen på Briketfabrikken ofte tog mig med, når han kørte sine egne to drenge til skole. Han var en rigtig god mand. Hans kone havde også hjertet på rette sted. Under krigen tog hun til København og indsamlede tøj, som hun tog med hjem til Moseby, til glæde for børnefamilier, bl.a. var der én med 13 børn.
Det var efter krigen, hvor der var knaphed på varer, og jeg husker, der ligefrem kom en butik i Kaas, der hed Lankes Varehus. Her købte mor brugt tøj, bl.a. uniformer, som hun sprættede op og syede om til os.
Ved tanken om den tid bliver jeg vred, når jeg hører om et firma som ”Bestseller”, der bare brænder overflødigt tøj, som ikke er blevet solgt.
Efter skoletiden skulle jeg have en læreplads, jeg kunne få en særlig uddannelse for invalide, som det hed, i København, bl.a. som skomager. Men det måtte jeg ikke for min far. Vi kunne godt klare os selv, og som 15-årig kom jeg i lære som modist i en hatteforretning i Nørregade i Aalborg.
Jeg boede og spiste på KFUK i de tre år uddannelsen varede, og det var den bedste tid i mit liv. Det var dengang de fine damer i byen gik med hat, senere, da ”bondekonerne” kom til penge, skulle de også have en hat, og jeg kan huske, at deres medbragte mænd altid lugtede af mølkugler, selvfølgelig fordi de ikke kørte til byen i arbejdstøjet. Dengang var der en social standsforskel, som vi heldigvis ikke kender i dag. Det gælder også holdningen til handicappede.
Jeg var glad for mit fag, men det var ikke hattesyning, der havde min største interesse. Jeg ville hellere sy tøj, og det har jeg så gjort siden. På et tidspunkt uddannede jeg mig til beskæftigelsesvejleder, for det var virkelig et område, der interesserede mig. Men på grund af sygdom fik jeg aldrig den afsluttende eksamen og papir på min kunnen. I en periode arbejdede jeg i Terapien på Pandrup Plejecenter
Hans og Grønland.
I Aalborg mødte jeg Hans, som jeg blev gift med. Hans var fra Grønland, men boede og arbejdede i Aalborg. Her fik vi vore to børn, Karsten og Anne, i 1969 da børnene var 6 og 3 år besluttede vi at flytte til Grønland, hvor Hans havde sin familie. Han var uddannet vaskemester på Aalborg Dampvaskeri og havde fået stilling som bestyrer af et vaskeri i Nuuk, med ansættelse på danske vilkår. Det blev en omvæltning for hele familien, børnene kom i en dansk klasse i skolen, men de følte sig hverken som danske eller grønlandske. Jeg havde ganske vist fået arbejde, både med undervisning og i butik, og havde tilmed et barn i dagpleje.
Vi var hjemme hver sommer, men jeg faldt slet ikke til, og Hans havde været for længe væk til, at han trivedes, så efter 4 år besluttede vi at flytte tilbage til Danmark. Med min fars mellemkomst havde vi et par år forinden købt et hus på Granvej i Moseby, og i 1974 flyttede vi tilbage.
Karsten bor i dag her i Pandrup med sin familie og Anne bor i Aarhus, men har rejst over hele verden. Hun forsker i biogas og hendes søn, Mikkel, læser kemi i Aalborg.
Jeg er sikker på, at børnene har arvet deres fars begavelse. Hans var en stille mand, men han var vidende og belæst indenfor en lang række emner. Vi holdt Jyllands Posten, og når han fandt en artikel, der interesserede ham, fik vi skaffet bøger om emnet hjem fra et antikvariat i Aalborg. Allerede som ganske ung læste han Biblen og kunne den udenad. Siden tilegnede han sig viden indenfor mange områder, bl.a. fandt jeg for nylig en lommebog fyldt med optegnelser om lysår og universet – noget jeg slet ikke forstod. Under andre omstændigheder er jeg sikker på han var blevet professor, ler Inga.
Det var spændende og udfordrende for mig at leve sammen med et menneske med en så filosofisk holdning til tilværelsen, og vi havde mange gode samtaler om alverdens emner. Jeg blev jo involveret, for det var mig, der hentede bøgerne i Aalborg, og drevet af nysgerrighed og interesse, lærte jeg jo også en masse. På et tidspunkt var Hans optaget af russiske forfattere, og det resulterede i, at vi besøgte Sankt Petersborg for nogle år siden.
Hans havde et skrøbeligt helbred, og for nogle år siden døde han. Men forinden havde han brugt megen tid på at tegne sit urnegravsted, der bl.a. er udsmykket rigtig smukt med et trækors. Når jeg er til gudstjeneste, lægger jeg altid vejen forbi gravstedet og hilser på Hans. Samtidig hilser jeg på den del af Schrøder-familien, der ligeledes er begravet på Jetsmark Kirkegaard.
I min alder ved jeg jo godt, at livet snart slutter, og det er jeg helt afklaret med. Jeg har heldigvis et godt helbred, men jeg vil ønske, at jeg en aften går i seng, for så ikke at vågne mere. Jeg synes, det er så synd for de mennesker, der skal gennemgå et langt sygdomsforløb, som alligevel ender med døden.
En stor familie
Inga er en del af Schrøder-familien, der efterhånden tæller ca. 80 personer. I dag bor de over hele landet, men de mødes ca. hvert andet år, for de har en fælles historie.
– Midt i 1800-tallet kom min oldefar til Danmark fra Eckernförde i Tyskland. Han skulle lægge jernbaneskinner, og familien slog sig ned på Skivekanten. De fik en anseelig børneflok, hvoraf nogle fik kongelige navne efter Christian IX, hans hustru, Louise samt sønnen Frederik. Til gengæld fik børnene et pengebeløb, hvor meget ved jeg ikke. Nogle af børnene udvandrede til Amerika, men én af sønnerne, min bedstefar, kom til Moseby, sandsynligvis med henblik på at lægge skinner til transport af tørvevognene,og sådan gik det til, vi havnede her i området, slutter Inga sin fortælling.
