Spørgsmålet dukker op med jævne mellemrum hos de, der nærmer sig, men endnu ikke har rundet det ”gyldne hjørne”. Nu er turen kommet til én af Jammerbugt Kommunes kendte kvinder, Helle Bak Andreasen, som fylder år den 2. oktober.
50 plus/minus
– Da jeg fyldte tredive, mente jeg, at nu var det slut med alt det sjove i tilværelsen. I dag indrømmer jeg gerne, at jeg tog fejl, siger Helle, der synes at have affundet sig med den uundgåelige kendsgerning, da vi mødes et par uger inden den ”store dag”.
Anledningen gør, at en del af samtalen skal handle om alder og dens betydning. Jeg er 23 år ældre end Helle, og i de sidste 15 år er vi er ofte mødtes til en snak på tværs af en flydende aldersgrænse, men hidtil har jeg betragtet Helle og hendes jævnaldrende som ”unge”.
Nu, hvor hun fylder 50, er hun stadig 23 år yngre end mig, men det pudsige er, at jeg fremover vil anse os for at være jævnaldrende. Og det er vel at mærke ikke kun noget, der foregår i mit hoved, for jeg ved, at mange har samme oplevelse af alder, og grænsen går ved 50.
Men for Helle er det mest skelsættende, at hun nu for første gang i sit liv har fået læsebriller….
Verden set fra Kirkegade
Helle nåede at komme til verden i det, vi ser tilbage på som ”de glade tressere”. Hun var datter af slagteren i Kirkegade og blev senere kontoruddannet hos Scantool. Hun burde være prototypen på en ”hjemmefødning”, for i hele sit liv har hun kun boet tre steder, Kirkegade 18, 30 og 32 i Brovst. Til gengæld betyder en næsten kronisk udlængsel, at hun, når lejlighed byder sig, tager på rejser, gerne lange, med familien.
Livet nydes bedst i fællesskab
Selvfølgelig strejfer tanken mig, selv om den lige nu virker fjern. Min største frygt er at blive alene. Jeg har det bedst sammen med mennesker, og når jeg i en alder af 50 ikke er så god til at være i mit eget selskab, bliver det næppe bedre med alderen. Derfor kan jeg godt lide tanken om at bo i et oldekolle, når jeg bliver gammel. Det er ikke en holdning jeg deler med min mand, så den må vi nok tage en snak om.
Selvfølgelig kan jeg nyde at gå en tur langs stranden alene. Jeg elsker at læse, så et par timer med en god bog og en pose slik kan jeg godt nyde. Men ikke for længe, og er Carsten f.eks. ude en fredag aften, er jeg hurtig til at invitere et par veninder. Jeg trives bedst sammen med mennesker.
Vore to piger er fyldt 18 og 21, den yngste, Astrid, bor hjemme endnu og går i 3.G på Aalborg Katedralskole, mens Pernille er i Grønland som led i hendes studie til diplomingeniør i bæredygtigt fiskeri. Selv om det ikke lige nu er aktuelt, ser jeg engang i fremtiden at det kan blive dejligt at blive en mormor, som kommer, når de kalder
Politik fylder meget i min tilværelse, men jeg har så også et ”rigtigt” job som bogholder i min mands firma, og det er, selv om ingen måske har bemærket det, faktisk et fuldtidsjob. Men da jeg selv kan tilrettelægge min arbejdstid, betyder det ofte nogle kontortimer lørdag eller søndag.
Politik
Helle blev valgt til kommunalbestyrelsen for Venstre i Brovst i 2001, og hun nåede således at sidde én periode i ”den gamle kommune”.
– Det er efterhånden blevet til mange år i politik, men ambitionerne har altid været de samme: Det er ”det nære”, der har betydning. Jeg har f.eks. aldrig drømt om en karriere i landspolitik, bl.a. fordi jeg oplever, hvordan dygtige og velanskrevne lokalpolitikere tilsyneladende er uden indflydelse, hvis de får en plads i Folketingsalen. Jeg vil gerne kunne se, at min indsats har betydning.
Jeg startede i sin tid i socialudvalget og børne- og familieudvalget, men har med årene fået indblik i samtlige udvalg. Siden kommunesammenlægningen har jeg været formand for Kultur- Fritids- og Landdistriktsudvalget, og det er et område, der har min store interesse. Men overordnet synes jeg, hele det politiske område er spændende, især hvor det har med mennesker at gøre.
Det er klart, man med årene bliver hærdet, for selvfølgelig møder vi også borgere, der er utilfredse med et sagsforløb. Jeg lytter gerne, men når jeg beder om at få sagsforløbet skriftligt, sker der ofte ikke mere. Måske fordi det allerbedste har været at få afløb for frustrationerne. Ofte kan en samtale belyse en sag fra flere sider, især hvis jeg har lejlighed til også at drøfte den med forvaltningen. Men så er der de alvorligere tilfælde, hvor en borger virkelig føler sig klemt i systemet, og selvfølgelig engagerer jeg mig i sagen under behandlingen, men jeg har lært ikke at tage problemerne med hjem, for så ville jeg knække.
Tid til mig selv
Fremover vil jeg prioritere at gøre noget ”for mig selv.” Jeg faldt over ordlyden ude i Glarborgen, og det er jo rigtigt, at især kvinder ofte prioriterer at gøre noget for andre – og dernæst mig selv, hvis der er ressourcer tilbage.
Så længe man har børn, har de selvfølgelig højeste prioritet, men i takt med, at de bliver store og voksne, kan jeg godt mærke, at de ikke længere kræver så meget tid. De klarer fint sig selv, mens jeg naturligvis aldrig helt kan slippe dem. Men det er vist helt normalt. Tilbage er de dyrebare minder om de år, hvor vi var en del af hinandens hverdag, og selv om Astrid og hendes kæreste er voksne og sagtens kan klare sig selv, elsker jeg stadig at servicere dem med madpakker osv.
”Tour de Jammerbugt” har virkelig fået mig op af sofaen. Jeg har oplevet glæden ved bevægelse, både under og efter turen, og jeg vil bestræbe mig på oftere at begive mig ud på én af de dejlige motionsruter, vi har her i området. Selvfølgelig er det et spørgsmål om prioritering, og hvem bestemmer, hvad der er vigtigst: At lade støvet ligge eller bruge tiden på en rask travetur?
Når jeg engang er ude af arbejdsmarkedet, er jeg sikker på, jeg vil engagere mig i frivilligt arbejde, for jeg elsker at være sammen med mennesker og gøre noget for andre.
Og så elsker jeg at rejse. Hele familien har senest været i Mexico, og heldigvis er der mange steder i verden, jeg endnu ikke har besøgt – men 50 er jo ingen alder, slutter Helle.
