Selv om Inger Kristensen først runder de 75 om nogle måneder, hører hun, jeg og tusindvis af andre til 68-generationen. Som unge i tresserne og halvfjerdserne lagde vi planer for fremtiden. Nogle af os drømte om fast arbejde, ”villa, Volvo og vovse”, mens andre løftede ”familiearven” i form af virksomhed eller landbrug. Livet udfoldede sig forskelligt i mange år, indtil vi igen fandt vores plads, nu som en del af den store flok af ældre vi i dag er blevet til.
Vi unge gamle
Ældrebyrden er et ord, vi ikke bryder os om, for det er slet ikke sådan, vi er, vi der er spillevende under den grå manke. Bevares, vi har skavanker, og tempoet er sat ned, men de fleste af os er stadig MENNESKER med sans for tilværelsen og håb for en fremtid, der ganske vist skrumper i volumen, men helst ikke i kvalitet. Vi er kvalitetsbevidste og vil have det bedste ud af den tid, vi har tilbage. Omstændigheder og erfaringer gør, at vi også i alderdommen er forskellige, og så vil vi IKKE behandles som om, der går 13 af os på dusinet.
I en række kommende artikler vil I møde nogle af de mange andre gamle til en snak om, hvilke drømme vi stadig har.
Otium i helt nye rammer
Vi har besøgt Inger, der for kort tid siden flyttede ind i et nyopført hus på Kvorupvej overfor Jetsmark Kirke. Efter et langt liv med landbrug har Inger og hendes mand, Poul, overdraget ”Dalsagergaard” til sønnen, Kristian, mens de selv har opført en moderne bolig på nabogrunden. Det er årsagen til, at vi træder ind i et topmoderne hus med moderne design og kunst på væggene og ikke et hjem, der overvejende bærer præg af et langt liv.
8 kilometer er somme tider længere, end man tror
Inger er oprindelig fra Aabybro. Hendes far, Aage Nielsen, var kreaturhandler og bestred i en årrække borgmesterposten. Familien boede på en ejendom på Fristrupvej 38. Inger blev uddannet i Andelsbanken, der i dag hedder Nordea, men da hun giftede sig med landmanden, Poul, og flyttede ”på den anden side af åen”, skiftede hun til Provinsmanken i Pandrup/Kaas, der siden blev til Danske Bank.
– Trods den korte afstand mellem de to byer, var mentalitetsforskellen stor, sikkert fordi Pandrup hørte til det gamle Hjørring Amt, mens Aabybro hørte til det tidligere Aalborg Amt. Det var land og by, der mødtes, og det satte tidligere sit præg på de små samfund. I dag er forskellene næsten udvisket, men det, at jeg gennem livet har været tæt forbundet med begge samfund, har givet mig dyb forståelse for forskellene. Med nutidens skiftende arbejdspladser og forskellige fritidsinteresser, bevæger folk sig i dag frem og tilbage over de gamle kommunegrænser, uvidende om fortiden. Personlig er jeg taknemmelig for, at jeg både via arbejde og fritidsinteresser har haft berøring med alle samfundslag, både i Aabybro og Pandrup og 13 år, hvor jeg var ansat i Danske Bank i Aalborg, tilsammen har det givet mig forståelse for, hvad miljø og opvækst betyder for vores senere udvikling. Afstandene synes kortere i dag, hvor folk færdes på kryds og tværs både arbejdsmæssigt og privat. Endelig vil jeg understrege, at der ikke er længere afstand fra Aabybro til Pandrup end fra Pandrup til Aabybro.
Gymnastik, en livslang interesse
Indtil for ganske nylig har jeg været engageret i PGU bl.a. 29 år som formand og organiseret på landsplan som medlem af DGI. Gennem årene blev Jetsmark Idrætscenter næsten mit andet hjem. Jeg var dybt engageret i den omfattende renovering og udbygning med bl.a. et topmoderne springcenter, nye faciliteter til PGU Fitness Center og udlejningslokaler til Klinik for Fysioterapi Pandrup.
Desværre blev byggeriet ramt af, at Totalentreprenøren gik konkurs et år inde i byggefasen. Det betød en økonomisk lussing, der gav og fortsat giver udfordringer. Jeg havde planlagt at stoppe i 2023, men grundet omstændighederne ventede jeg til 2024, hvor byggeriet stod færdigt og vi alle kan glæde os over et idrætscenter med funktionelle og flotte faciliteter, til gavn for det nærliggende Skolecenter Jetsmark, foreninger, samt borgere i og udenfor Jammerbugt Kommune.
Ny frihed
I dag prøver jeg at indhente noget af det, jeg ikke tidligere har haft tid til. Jeg har altid været interesseret i kultur, og nu udnytter jeg noget af min indvundne frihed til bl.a. at tage til København en gang imellem. Bl.a. har jeg kun besøgt Louisiana en enkelt gang for mange år siden, den slags råder jeg bod på i dag med stor fornøjelse. Jeg har altid sat pris på dialogen og udveksling af synspunkter mellem mennesker. I dag får jeg bl.a. det behov dækket gennem radioens program 1 og Podcasts, den nye ”opfindelse, hvor jeg bl.a. nyder at lytte til ”Damerne først” med 3 kloge kvinder, Sørine Gotfredsen, Anne Libak og Anne Sophia Hermansen. Den slags udsendelser er inspirerende og medvirker til at berige mit liv i dag.
Jeg bliver aldrig for gammel til at udvide min horisont, ikke kun alene, men også sammen med Poul og mine børn og børnebørn. Jeg bliver heldigvis stadig klogere på livet og føler på intet tidspunkt, at jeg går i stå.
Politik
Jeg har altid været politisk engageret. Det førte til, at jeg sad i kommunalbestyrelsen i Pandrup fra 1996 til 2000. Men det var slet ikke mig. Jeg brugte mange kræfter på en tiltrængt renovering af plejehjemmene i Hune og Vester Hjermitslev – og bedst som jeg troede, vi var nået til enighed om en ny strategi, sad jeg pludselig alene tilbage, kollegerne i kommunalbestyrelsen var vendt på en tallerken. Jeg savnede dialogen og viljen til nytænkning, så det var ikke det rette sted for mig at investere mine kræfter.
Men jeg er fortsat medlem af Folkeoplysningsudvalget i Jammerbugt Kommune, nu i sidste periode, folkeoplysning er og vil altid stå mit hjerte nær.
Meget mod mine værdier oplever jeg en tendens til, at det brede engagement i lokalsamfundet er for nedadgående, ofte er engagementer knyttet til særinteresser. Tidligere var det ofte sådan, at mange af kommunens medarbejdere også var katalysatorer og lokale ildsjæle, men i de senere år er der sket stor udskiftning blandt medarbejderne, og mange ledere bor end ikke i vores kommune. Det må gøre det vanskeligt at bevare engagementet, for kender man ikke historikken på stedet, kan det være vanskeligt at finde sig til rette i lokalsamfundet.
Dalsagergaard
Privat har jeg boet her på Dalsagergaard siden 1974, da Poul og jeg blev gift. Her har vi levet, drevet landbrug, fået vore tre børn, holdt guldbryllup osv. Sideløbende er ALT forandret på stedet. Vi bor her stadig, men vores søn, Kristian, har overtaget gården og er selvstændig ejendomsmægler med hovedvægten lagt på salg af landbrugsejendomme. Poul og jeg realiserede en drøm om et nyt, moderne hus til vores alderdom. Adressen er den samme, men meget er forandret, og vi nyder det. Vi hviler ikke ”på laurbærrene”, men vi har sat tempoet ned, samtidig med at vi holder os i gang både fysisk og mentalt.
Vi hører til den ”berømte ” 68-generation – og det er som om, det stadig hænger ved. Vores generation bliver ikke gamle på samme måde som tidligere generationer, vi vil stadig bestemme over vores tilværelse, ”gammel” skal ikke betyde, at livet er slut, det skal bare være anderledes.
Vi har været heldige livet igennem, og det kan jeg godt føle en taknemmelighed over. I min barndom var der ikke meget at gøre med, men vi manglede ikke noget, socialt bevægede vi os i mange lag
Gymnastik for livet
Da jeg havde afsluttet min bankuddannelse realiserede jeg min drøm om at blive gymnastikinstruktør. Jeg fravalgte Ollerup, for der havde andre i familien været, i stedet valgte jeg Sønderborg Idrætshøjskole, hvilket jeg bestemt ikke fortrød. Det var i 1971/72, hvor Bent Brier var forstander. Han var en meget inspirerende underviser, der også var god til at provokere os, bl.a. var han glødende EF-modstander. Og da jeg var ligeså glødende for, resulterede det i mange gode samtaler. Brier var en aktiv foredragsholder i det sønderjyske og da jeg fik fornøjelsen af at følge med ham rundt, lærte jeg en masse, også om hans tid som leder indenfor kriminalforsorgen.
På højskolen fik jeg også smag for kreativ dans, en ny måde at bevæge sig på, men hjemme i Aabybro slog det ikke rigtig an, jeg var simpelthen 10 år for tidligt ude.
Inger-tid
Nu er jeg nået til et sted i livet, hvor jeg har god tid til mig selv. jeg vil ført og fremmest nyde hverdagen med min mand og familien i vores nye hjem, børn og børnebørn betyder meget, men vi kan sagtens selv udfylde vores tid og skal ikke leve livet gennem børnene. jeg er med t to forskellige læsegrupper, jeg får meget ud af at læse forskellige former for litteratur. Og det nyder jeg virkelig. En anden form for Inger-tid der er mere krævende, er oprydning og sortering af et langt livs effekter. Det hører sig til efter en flytning som vores.
Jeg kommer bestemt ikke til at kede mig. Jeg er holistisk engageret og følger fortsat med i, hvad der sker i verden og lokalsamfundet, dog er jeg ikke politisk engageret, men følger med åbent sind begivenhederne, som udspiller sig
Jeg er engageret i Gymnastikkens historie og jeg vil oprette en elektronisk scrapbog for PGU, efter den har eksisterer i fysisk form gennem 40 år
Endelig skal vi have anlagt ny have omkring huset. Jeg har en passion for blomster, men vi skal nok have assistance fra en landskabsarkitekt til større beplantninger.
Når det er slut
Jeg har altid været kunstinteresseret og besøger gerne udstillinger. Desuden er jeg interesseret i håndarbejder, bl.a. har jeg arvet en del hæklede flakoner og mellemværk, som jeg vil finde anvendelse for. Heldigvis er mine børnebørn også interesserede, og det er en særlig glæde at bruge de gamle håndarbejder på nye måder, for jeg synes, det er synd, blot at have dem liggende i en skuffe. Bl.a. designede jeg et tørklæde, som min bedstemor hæklede i fint garn til mit bryllup i stedet for slør.
– Vi hører ikke til dem, der har planlagt vores begravelse i detaljer. Mine forældre er begravet på Aaby Kirkegård og mine svigerforældre ligger på Jetsmark Kirkegård. Personlig er jeg ikke i tvivl om, at jeg skal brændes, men for mig personligt betyder det ikke så meget, om jeg har et fysisk gravsted, en mindeplade vil være ok for mig. Jeg lader det være op til mine efterladte, hvad der skal ske, og de ved hvilke salmer, der skal synges.
Døden har aldrig været tabu her i huset, den er jo en ligeså vigtig del af livet som fødslen. Men selvfølgelig håber vi at leve mange år endnu, slutter Inge.
Udenfor nyder parret at opleve et velkendt landskab fra en ny side, mens sommervinden sørger for, at både Inger og hunden, Osvald, får frisk luft i håret.
.
