Fra vor ven, Ib Jarlskov, filolog, har vi modtaget:
Om selektiv læsning
”Fere libenter homines id quod volunt credunt” [”Menneskene tror i reglen helst det, de selv gerne vil”] er en af de få indtryk, som har overlevet af livsvisdom fra læsning af Julius Cæsars ”Commentarii de Bello Gallico” [populært kaldet”Gallerkrigene”] i gymnasiets latinundervisning. Mange er nok mere bekendt med disse krige fra de noget senere, men mere underholdende tegneserier om gallerne Asterix og Obelix og romerne; men den (for mig) indiskutable visdom i den romerske kejsers ord er ofte kommet mig til undsætning som forklarende baggrund gennem årtierne siden midten af forrige årtusinde.
Senest forleden, da jeg læste en artikel om dansk madkultur og et nyt fænomen kaldet ”periodisk faste”, der sluttede med denne salut, der nok var tænkt som en forløsning, men ved nærmere undersøgelse viste sig at være ren konformitet:
”” Den kristne faste varer lige til påske…. Men mad er en del af menuen i hele Bibelen,… Og selv den opstandne Kristus spiste igen. I Apostlenes Gerninger lyder der endda en røst til kirkens grundlægger, som siden har præget den kristne madkultur: ”Rejs dig, Peter, slagt og spis!” Så det må man vel også lytte til…”*
Med andre ord: ’Spis, hvad du har lyst til, Peter’ – en ådselgrib, en flagermus fra Wuhans kødmarked, en rotte, en kat, en varan, en gris, en skrubtudse? Er det virkelig her, den ”kristne madkultur” kommer fra?
Lad os overvinde os selv, lægge ladheden fra os og kigge lidt på konteksten for at se, hvad virkeligheden var for ”kirkens grundlægger”!
Peter så et syn, da han var på taget og skulle til at spise, da
”en røst lød til ham: »Rejs dig, Peter, slagt og spis!« Men Peter svarede: »Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt og urent.« Så lød røsten igen til ham, for anden gang: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt.« Dette skete tre gange, og straks efter blev det hele taget op til himlen.” **
Peter benyttede ikke lejligheden til at snuppe en gris for at tilberede en saftig flæskesteg; det hele blev taget op til himlen igen.
”Mens Peter endnu var i vildrede med, hvad det syn, han havde haft, skulle betyde, havde de mænd, der var sendt af Cornelius, spurgt sig frem til Simons hus”, hvor Peter var på besøg. Cornelius var en troende romersk (i.e. ikke-jødisk) befalingsmand – i jødernes øjne en hedning, som de ikke måtte omgås.
” Mens Peter grundede over sit syn, sagde Ånden til ham: »Her er tre mænd, som spørger efter dig. Rejs dig og gå nedenunder og følg uden betænkelighed med dem, for det er mig, der har sendt dem.«” Alt dette, som skete, fik Peter til at reflektere for at prøve at forstå! Han reagerede ikke spontant på sin ”mavefornemmelse”, som mange synes at gøre nu om dage, eller opfyldte Cæsar udsagn om det typiske menneske.
Det typiske menneske vil i denne sammenhæng gøre ét af to ting: 1) læse teksten, indtil han/hun bliver bekræftet i sin opfattelse af tingene eller 2) læse, indtil problematikken bliver for vanskelig og udfordrer hans/hendes opfattelse og værdier, og så hoppe tilbage i fællesskabets trygge konformitet.
Få mennesker har modet til offentligt at erkende som oberst Slade i sit forsvar af Charlie Simms, der handler mod strømmen, i den fantastiske film ”Scent of a Woman”, hvor han offentligt bekender: ”Jeg har altid uden undtagelse vidst, hvilken vej der var den rigtige, men jeg valgte den aldrig. Ved I hvorfor? Det var alt for forbandet hårdt! Men her sidder Charlie … han har valgt den rette vej, det er vejen bygget på principper, der fører til opbygning af karakter… Lad ham fortsætte på sin rejse!” ***
Peters rejse fortsætter til Cæsarea, hvor han møder Cornelius med en gruppe troende af ikke-jødisk oprindelse, og det er først nu, han forstår helt og fuldt.
”Så tog Peter ordet og sagde: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.”
Igen fra artiklen om ”den kristne madkultur: ”Rejs dig, Peter, slagt og spis!” Så det må man vel også lytte til…”, skriver forfatteren, der stoppede op midt i sin læsning, fra fællesskabets trygge konformitet.
Ja, man må vel lytte til hele beskeden og ikke stoppe og drage konklusioner på halvvejen, når man tænker, at man jo har fået bekræftet det, man mente i forvejen. Måske var budskabet et andet … og synes måske i første omgang at være ”alt for forbandet svært.”
Ib Jarlskov, Filolog
* https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/i-jesu-food-spor-periodisk-faste-er-blevet-populaert
** Aposlenes Gerninger kapitel 10 og 11
