Jeg har inviteret Morten Klessen til en snak om det forestående valg og livet i almindelighed. Ikke fordi ”jeg er så socialdemokratisk, at det gør noget”, men trods en aldersforskel på næsten 25 år er vi begge vokset op med det kendte portræt af Thorvald Stauning i vore bedsteforældres hjem. Måske har det sat sine spor.
Morten er 56 år, gift med Susanne og far til fire. For få år siden flyttede familien fra Biersted, Mortens barndomsby, og bor nu i Aabybro. Han er uddannet lærer/pædagog og har i mange år arbejdet med udsatte børn og unge, men har i øjeblikket orlov. Politisk har han prøvet ”det meste”, i 16 år har han siddet i kommunalbestyrelsen, i regionsrådet 2024/25. De sidste 8 måneder og frem til næste valg har han haft sin daglige gang på Christiansborg som afløser for Rasmus Prehn, der forlod Folketinget til fordel for en ansættelse i det private erhvervsliv.
Med den brede politiske erfaring i bagagen er Morten ikke i tvivl om, at det er kommunalpolitikken, han brænder for, det er her han kan gøre den berømte forskel, og derfor stiller han igen op.
Christiansborg
– Jeg synes næsten, jeg har været i valgkamp siden 2019, da jeg stillede op til Europaparlamentet. Jeg fik 24.000 stemmer, men kom ikke ind. Jeg husker, min datter udbrød, ”det er dobbelt så mange, som besøger Fårup Sommerland på en god sommerdag”. Det havde hun jo ret i og tanken om, at så mange mennesker har været inde i en stemmeboks og sat kryds ved MIT navn. Det er næsten ikke til at fatte lige nu, hvor jeg bare håber, at få 300 stemmer ved et kommunalvalg. Intet er jo sikkert, foreløbig er jeg kommet ind hver gang, men sikker kan man aldrig være.
Da jeg stillede op til Regionsrådet i 2021 manglede jeg bare 3 stemmer i at blive valgt, men jeg kom ind som førstesuppleant, og min chance opstod, da Ulla Astmann fratrådte sin stilling i april 2024. Men min stol i Regionsrådet nåede knap at blive varm, for da Rasmus Prehn forlod Folketinget til fordel for en stilling i erhvervslivet, kunne jeg takke mine 1837 stemmer fra Folketingsvalget i 2022 for, at jeg nu gennem nogle måneder har haft min daglige gang på Christiansborg, og jeg er glad for min opgave som handicapordfører.
Det giver mig mulighed for at opleve politik på en helt anden måde, en erfaring jeg også kan bruge i mit lokalpolitiske arbejde,fordi jeg får både indblik og mange gode kontakter.
Men arbejdsgangen er helt anderledes, end hvad jeg kender fra lokalpolitik. På Christiansborg har man magten, eller også har man den ikke. Mange gode forslag fra oppositionen kommer ikke igennem, men bliver bare afvist. Selve strukturen i udvalgsarbejdet er anderledes, jeg er vant til at man uanset politisk ståsted taler sammen, for vi ved, der skal findes en løsning. Sådan er det ikke på Christiansborg, og derfor stiller jeg ikke mere op til Folketinget, men holder mig til kommunalpolitik, hvor jeg ved, jeg kan medvirke til at gøre en forskel.
Jeg elsker politik, men jeg hader alt, hvad der hører valgkampen til, synet af mit eget billede i en lygtepæl. Plakater op og senere ned igen, det er et kæmpearbejde, der også går ud over familielivet.
Fællesskab og samarbejde
– Jeg lægger vægt på fællesskabet og dialogen, og jeg synes selv, jeg er empatisk og god til at samarbejde. Det er nok årsag til, at jeg ikke er vild med Christiansborg, for i regeringspartiet er man først og fremmest i opposition, mens man i kommunalpolitik arbejder mod et fælles mål. Jeg er glad for, at vi har fået forøget fokus på Kiki Bak, som stiller op til næste folketingsvalg. Kvinder i politik er absolut nødvendige, for cis-kønnede 55-årige mænd skal ikke udgøre hele det politiske billede.
Ligestillingen arbejder langsomt, både når det gælder politik og toppen af erhvervslivet. Enhver større delegation, der stiller op til fotografering er præget af jakkesæt, med kun få kjoler ind imellem.
– Ja, det gælder jo også vores statsminister, mange unge mænd hader Mette Frederiksen, alene fordi hun er kvinde. Det er vanskeligt, og jeg gider ikke tage diskussionerne op, men hun er så knaldende dygtig. Jeg møder folk, der siger, at de ikke vil stemme på mig på grund af Mette, men fortæl mig, hvem der ellers skulle påtage sig opgaven? Jeg er ikke altid enig med hende, men hun er en fantastisk leder for Danmark, og jeg har stor respekt for hende.
Kræftramt
Det er 15 år siden, jeg første gang lavede et interview med Morten, og det fandt sted på Sygehus Nord i Aalborg.
– Jeg husker det tydeligt siger Morten, for det var jo mig, der kontaktede dig.
Et par dage senere skulle jeg opereres for modermærkekræft, der havde spredt sig. Jeg skulle også have fjernet lymfeknuder, så jeg indstillede mig på et længere sygdomsforløb, mit liv stod foran en forandring. Dengang var jeg også uddannet brandmand og røgdykker, men efter mit hospitalsophold ændrede mit liv sig, Jeg udviklede en form for PTSD og angst for små og lukkede rum. Jeg, der altid havde givet mig god tid til at lytte til andre og hjælpe med at bære deres problemer, kunne pludselig ikke en gang bære mig selv. Det var slemt, indtil jeg fik hjælp af en dygtig psykolog.
Jeg fandt ud af en mangel i vores ellers effektive sundhedssystem: Lægerne er utrolig dygtige til at kurere de somatiske sygdomme, men glemmer ofte at vurdere patientens psykiske tilstand. Jeg har en tydelig erindring fra min egen indlæggelse. En nat, hvor jeg var plaget af dødsangst og bare lå udmattet under dynen, kom en frisk sygeplejerske ind på stuen, uden så meget som at se mig smækkede hun vinduet op og snakkede om morgenmad og frisk luft. Selvfølgelig havde hun travlt, men lige på det tidspunkt havde jeg allermest behov for at blive set som det skrøbelige menneske, jeg var og mærke varmen og opmærksomheden fra et andet menneske.
Heldigvis kom jeg over min kræftsygdom, også da jeg for en halv snes år siden fik et tilbagefald.
Gamle er også mennesker.
Ofte tænker jeg, at måden vi behandler gamle mennesker hjemme eller på plejehjem, ikke er tilfredsstillende. Mange af dem er jo ikke så hurtige, og når de overhovedet at veksle et par ord med den daglige hjælp, der er fortravlede og næsten ude af døren, før man får hilst god morgen.
Ja, det kræver mere personale, og jeg går ind for, at vi ansætter udenlandske medarbejdere, f.eks. fra Indien eller Filippinerne, hvor man traditionelt har respekt for ældre mennesker og et vel udviklet omsorgsgen. For mig betyder det ikke noget, om de bærer tørklæde, men det er et ufravigeligt krav, at de taler og forstår dansk, hvis de skal arbejde her.
Jeg hader efterhånden udtrykket ”varme hænder” – for mig gælder det om at have fagligt kvalificeret frontpersonale, der også har et varmt sind. Men jeg går ikke ind for, at den kommunale service skal være afhængig af, hvilke pårørende man har, og hvor de bor, ældre skal aldrig opleve at være en belastning for deres familie.
Vi bliver alle ældre, det gælder også mig, der nu er på vej til de 60. Ikke gammel, alligevel er der små ting, der forandrer sig, selv om vi alle er forskellige. Udviklingen er på alderdommens side, og det glæder mig at opleve folk både i medierne og lokalt, der i 80 – 90årsalderen stadig er knivskarpe i hjernen. At bevægeapparatet er svækket, betyder ikke, at der ”ikke er lys i pæren”, og alle mennesker har uanset alder behov for kognitive udfordringer. Ellers risikerer vi, at mennesker giver op, og beslutter sig for at blive inaktive og gamle, så livet hurtigt får en ende.
Hellere døden end plejehjemmet, hører jeg nogle sige, og samfundet har en opgave i takt med, at antallet af ældre/gamle er støt stigende.
Blodproppen
Mortens eget sygdomsforløb har givet ham god tid til at reflektere over tilværelsen og livet, der pludselig kan ændre sig.
– For en halv snes år siden deltog jeg i et team, der spillede hockey i Fortuna Hjørring. Kampen stod mellem Sjælland og Jylland, og vi var foran, da jeg pludselig fik så stærke smerter, at det var sikrest at tilkalde en ambulance, selv om der kun var et kvarter tilbage af kampen
Nu oplevede jeg på egen krop, hvor effektivt vores præhospitale system fungerer, allerede på vej til hospitalet startede behandlingen af en blodprop i hjertet, paramedicinerne er utrolig dygtige, og jeg var helt tryg ved deres behandling. Efterfølgende fik jeg opereret en stent ind, og 4 dage senere blev jeg udskrevet helt uden men, men en del erfaringer rigere. Efterfølgende blev jeg tilbudt psykologhjælp, og jeg var glad for, at tilbuddet eksisterer, selv om jeg ikke gjorde brug af det. Gennem hele mit kræftforløb har jeg konfronteret mig med tanken om, at det gode liv ikke er en selvfølge, og døden som en endelig afslutning kommer vi heller ikke udenom.
Fokus på fællesskab
Uanset om det gælder sport eller politik, er det ”fællesskabet”, der har medvirket til at forme mig. Skal jeg træffe beslutninger, vurderer jeg, hvad der er godt for ”de mange”. Ofte går diskussionerne på, om skattelettelser bør være til fordel for de rigeste.
København contra Jammerbugt
– Vi har verdens dejligste hovedstad, og jeg nyder den tid, jeg i øjeblikket tilbringer derovre, er tilmed så heldig at have en lille lejlighed i Tordenskjoldsgade, tæt ved Christiansborg. Jeg er fascineret af byens infrastruktur og Metroen, som flytter ufatteligt mange mennesker hver dag. Vi skal ikke have en Metro, men vi skal sikre ordentlige busforbindelser og være åbne for løsninger, som ”Ålen”, Gjølboernes lokale busforbindelse på GJØL, der netop er resultat af lokalt og politisk samarbejde.
Men når Susanne og jeg kører en tur langs Limfjorden til Gjøl og Attrup, så føler jeg mig hjemme, slutter Morten, der ser frem til resultatet den 18. november.
– Det har været et privilegie at være på Christiansborg, og jeg ville ikke undvære den tid. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er her i Jammerbugt, jeg vil lægge mine ressourcer, og nu håber jeg virkelig, at jeg opnår de nødvendige stemmer den 18. november.
