Det er én af eftersommerens smukke dage, da vi besøger Inge Skjoldager Henriksen, der sammen med ægtefællen, Arne, bor centralt, i et rækkehus bag busholdepladsen i Blokhus.
Inge fyldte 90 i sommer. Formålet med vores samtale er ikke alderen, men nedslag i et langt aktivt liv, hvor omdrejningspunktet altid har været politik og ikke mindst kvindesag. I skrivende stund er Inges stolthed, socialdemokraten, Ane Halsboe-Jørgensen, i færd med for fjerde gang at indtage et nyt ministerium, nu som Danmarks første kvindelige skatteminister.
Parløb
Inge og Arne har været sammen i 33 år.
– Vi løb over hinanden på LO-højskolen i Helsingør, fortæller Inge. Det var ikke så godt, for vi var begge gift og havde holdt sølvbryllup, men der var ingen vej udenom, vi skulle og måtte have hinanden.
Det viste sig at være en god disposition, for begge vore tidligere ægtefæller er i dag døde, mens vi heldigvis lever og har det godt, og det er flere år siden, vi fejrede sølvbryllup.
Blokhus
Inge kommer oprindelig fra Aalborg, men boede nogle år i København, efter hun og Arne havde mødt hinanden.
– Jeg har altid været tæt knyttet til Blokhus. Min nu afdøde ældste bror, Svend Erik, boede i Hune og min yngre bror ,Hans Ole, bor heldigvis stadig på Klitvej. Tove, min søster, boede i Tranum, og hun lever desværre heller ikke længere. Familien var årsag til, at vi ofte var her i ferierne. Arne og jeg besluttede derfor at købe det sommerhus på Moreavej, der blev vores faste adresse, da vi flyttede permanent hertil i 2007, i forbindelse med, at jeg gik jeg på pension og Arne på efterløn, Her ville vi nyde vores otium, og det har vi gjort, hver eneste dag.
Vores rækkehus er en seniorbolig, som administreres af Lejerbo. Vi var heldige, da jeg blev så gammel, at vi kunne få en bolig med central beliggenhed og praktisk indrettet med alt, hvad vi har behov for, ikke mindst gode naboer. Jeg forstår godt boligerne er populære, og folk, der går forbi, kigger ofte nysgerrigt ind, måske i håb om, at nogle af beboerne ser tilpas skrøbelige ud til, at der snart bliver en ledig bolig. Men det har vist lange udsigter, den ældste er 95, frisk og rørig, og vi forventer også at blive her mange år endnu, ler Inge.
Maleriet på hæderspladsen over spisebordet viser et motiv fra Blokhus, det er malet af Mette Stiil, der selv har dybe rødder i Blokhus, hun er nemlig barnebarn af den kendte forfatter Thomas Olesen Løkken.
– Billedet betyder meget for mig, jeg fik det af min mor og min søster, da jeg fyldte 60, fortæller Inge. Et andet billede, jeg er glad for, er fra New York, som jeg har besøgt hele tretten gange som repræsentant for kvinderne ved generalforsamlinger i FN. Herom senere.
Alder
Jeg har haft mange oplevelser i mit lange liv. I dag er jeg ikke mere så aktiv og udadvendt. Men hver onsdag synger jeg i kor i Kirkeladen i Hune. Jeg har aldrig før sunget, men var glad, da jeg blev opfordret, for jeg kan mærke, det fysisk gør godt at synge. Vi har en dygtig korleder og en fantastisk pianist. Bagefter hygger vi os med kaffe og snak, og jeg er rigtig glad for de ugentlige møder. Prisen for at blive så gammel er jo, at vi mister mange venner og bekendte, så jeg opfordrer alle, der har lyst, til at melde sig til koret, fordi det sociale samvær også er væsentligt.
I virkeligheden opfatter jeg ikke mig selv som ”gammel”. Vi har tradition for at blive meget gamle i min familie. Min tante blev 98, og jeg satser på at blive 100. Jeg taler aldrig om at ”leve på sidste vers”, jeg kalder det ”livets efterår” og det kan heldigvis vare længe, for jeg nyder hver eneste dag. Vi har det godt, og selv om Arne har problemer med sine ben, er vi begge heldige at have et godt helbred.
Men det er da et langt liv, siger hun eftertænksomt.
I nogle år var jeg vinterbader og medlem af ”Søstjernerne”, som jeg selv var med til at starte, og jeg blev glad, da de dukkede op til min fødselsdag. Men det er slut med at bade, dels er det for tidligt om morgenen, dels er jeg bange for at miste balancen, for i min alder skal man passe godt på sine knogler. Men det var en god tid, som jeg glæder mig over at tænke på, men jeg savner det ikke. Slut er slut.
Mormor, farmor og oldemor
Familien betyder meget for os begge. Arne og jeg har tilsammen 3 børn, mine to, Kira og Peter, bor ikke så langt væk, Arnes datter, Charlotte bor på Sjælland med sin familie, der betragter mig som deres farmor. Vi har foreløbig otte børnebørn, som efterhånden er voksne. En lille ny pige, Noella, er årsag tik , at jeg også kan kalde mig oldemor, det er jeg meget stolt af.
Ung kvinde i tresserne
– Jeg var lidt vild som ung. Ernst, min første mand, var smed, og vi blev ungdomskærester som 16-årige, men der gik nogle år, før vi blev gift. Jeg uddannede mig til damefrisør, men var allerede optaget af kvinders rettigheder.
Tresserne var en udviklingstid for kvinder. Vi var mange, der blev bevidste om helt nye muligheder i tilværelsen og valgte et anderledes liv end vore mødre. Det kostede mange ægteskaber, for parterne voksede fra hinanden. Det skete også for mig, efter jeg begyndte at tage på højskole. Jeg husker, hvordan jeg vågnede om natten i mit første ægteskab, ved at min mand spurgte: ”Må jeg så se ham Arne?” – Jeg havde åbenbart snakket i søvne.
Min mor, der var en klog kone, sagde til Arne: ”Jeg mærkede, at loftet faldt ned over Inge, da hun mødte dig”, mor havde fuld forståelse for situationen, selv om det altid giver dønninger i omgivelserne, når et ægteskab går i stykker.
Arne og jeg mødte heldigvis forståelse hos børnene, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var en rigtig beslutning, selv om jeg måtte vænne mig til at have en mand, der var yngre end jeg, som var 50, mens Arne var 9 år yngre.
”Kuvøseguf”, som nogle drillende sagde, men årene har udvisket forskellen.I dag føler vi os jævnaldrende mentalt, og sådan ser vi også ud, fastslår Inge.
Frisør Sussi
I mit barndomshjem var vi fire børn, der alle fik en uddannelse, og det var min far meget stolt af. Jeg blev uddannet damefrisør i Sverige på et tidspunkt, hvor det var vanskeligt at få arbejde i Danmark. I Sverige er Inge et drengenavn, så derfor blev jeg kaldt Sussi. Tilbage i Danmark fik jeg med min fars hjælp egen salon på Gugvej. Den gik så godt, at jeg på et tidspunkt havde hele 5 ansatte, og samtidig underviste jeg frisørelever på Teknisk Skole. I begyndelsen af firserne afviklede jeg min salon og flyttede til København, hvor jeg blev ansat som ligestillingskonsulent i Socialdemokratiet.
Politik og kvinders rettigheder
– Jeg er opvokset i et politisk hjem, min far var kommunist og tilbragte nogle år i koncentrationslejr. Min mor var med i foreningen af ”De Røde Enker”, som jeg bl.a. havde stiftet bekendtskab med, når jeg besøgte min far i Horserød, og allerede som ganske ung var jeg optaget af kvinders rettigheder.
En kort overgang overvejede jeg selv at blive politiker. Det blev ved tanken, men jeg oplevede at få indflydelse, da jeg blev valgt som Socialdemokratiets repræsentant og senere formand i Kvinderådet. Siden oplevede jeg hele tretten gange at stå på talerstolen i FNs bygning i New York og holde taler på engelsk med dansk accent, sprogkundskaberne var pudset af på intensive Berlitz-kurser, så jeg også kunne tale for mig, når jeg blev interviewet. Det er store minder at se tilbage på, nogle gange var Arne med som pårørende, og vi fik mange fælles, spændende oplevelser.
I takt med, at kvinderne er på arbejdsmarkedet, har familiemønstret ændret sig, og med årene har jeg ikke kun kæmpet kvindernes, men også mændenes sag. Nutidens fædre er ligeså vigtige for børnene som mødrene, og derfor bør de naturligvis have samme rettigheder.
I dag er jeg ikke længere politisk aktiv, men selvfølgelig følger jeg med i udviklingen. I øjeblikket synes jeg, der er god grund til bekymring. En af mine tidlige erindringer er, at jeg som 7-årig oplevede min far blive hentet af det danske politi, og han var senere præget af et ophold i tysk koncentrationslejr. Når man selv har børn og børnebørn tænker man på, hvilken fremtid, der venter dem i en verden fuld af uro.
Anker og Poul
Gennem mange år var jeg formand for Socialdemokratiet i Jammerbugt, og én af mine bedrifter var, at jeg fandt Ane og fik hende kørt i stilling, så hun blev valgt. Jeg er ret stolt af på den måde at have sat mit fingeraftryk i dansk politik. Partiet takkede mig ved at udnævne mig til æresmedlem i 2019, og jeg kan se tilbage på mange spændende år og mødet med nogle af tidens socialdemokratiske koryfæer. Jeg var ”hofdame” for Anker Jørgensen, og lærte ham godt at kende i en periode, hvor vi kørte rundt i hele landet. Hans kone Ingrid, var rigtig frisk: ”Vil du have suppe”, inviterede hun en dag og serverede noget hun havde kogt på en halv gulerod og lidt grønt. Sparsommelig og meget sød var hun. Jeg var glad for både Anker og senere Poul Nyrup, som jeg for nylig så i TV. Han holder sig godt, de sidste 10 år er næsten gået sporløst over ham, og det skrev jeg til ham på Facebook.
Ane og Mette
I dag kender jeg kun Ane og Mette (Frederiksen), som jeg har kendt siden hun var 19 år og DSUer med strithår. Jeg kan godt huske, at jeg tidligt tænkte, der var go i hende, når hun stod på en ølkasse og holdt tale. Tror ikke, jeg ligefrem forestillede mig, hun skulle blive statsminister, men det blev hun, og jeg må sige hun har mødt udfordringer og klaret sig godt, slutter Inge.
