Hun er kunstneren og kvinden bag den eventyrlige udstilling, der siden påske har været vist på Galerie Provence i Vadum.
Af udstillingen oprindelige ca. 50 værker, er kun ganske få ikke forsynet med et rødt ”solgt-mærke”, og det fortæller både om kunstnerens popularitet og om nordjydernes behov for at bringe lidt eventyrstemning ind i hjemmene.
Det er langt fra første gang, Ludmilla udstiller på galleriet. Indehaverne, Johnny og Ove, havde allerede udstillet nogle af hendes billeder på væggene i Restaurant Provence i Aalborg, inden de overhovedet havde planer om at åbne deres første galleri på Vesterbro 5. marts 1994, lillebitte og med okseblodfarvede vægge præsenteredes nordjyderne for kunst, som de aldrig før havde set.
Historien begynder i Aarhus
– Vi kom af og til hos Lene Garde, en skøn kvinde, der drev det lille ”Galleri En Garde” midt i Aarhus. Her samledes tidens kunstnere og drak vin, masser af vin, fortæller Johnny.
– Det var i længden alt for dyrt for hende med gratis udskænkning, siger Ove, så vi foreslog, at hun i stedet købte vores vin fra restauranten og solgte den til galleriets gæster, så hun ikke ligefrem havde udgifter på dem. Det fungerede fint, og snart leverede vi 120 flasker til Aarhus hver måned.
– Og jeg husker det lille gårdmiljø bag galleriet, mindes Ludmilla. Der kom ofte mænd ind for at tisse, og det blev Lene så træt af, at hun tilplantede området med brombær.
Det var hos Lene Garde Johnny og Ove første gang mødte Ludmilla og hendes familie, ægtefællen Steen og datteren Titania, og fra første øjeblik var kemien så god, at der opstod et venskab, som nu har varet i 27 år.
Udstillingen
Den nuværende udstilling i Galerie Provence har været længe undervejs. Den var bl.a. planlagt til efteråret 2020, men den umulige medspiller, ”coronaen” blandede sig, så planerne måtte udskydes, indtil det lykkedes at få udstillingen i hus og hængt op til Skærtorsdag.
Siden har udstillingen været velbesøgt, publikum var begejstrede, og såvel kunstneren som galleriejerne er glade og tilfredse.
Du, kære læser, kan også nå at få oplevelsen med, for både Ludmilla og billederne er her indtil søndag den 25. april, hvorefter det er slut – for denne gang, altså. For selvfølgelig kommer hun igen.
Inspirationen?
Vi tog en lille rundvisning i selskab med Ludmilla, for selvfølgelig er det spændende at høre om inspirationen og hvorfra den kommer.
Spørgsmålet er vanskeligt at besvare, alligevel stiller jeg det, og heldigvis kommer Ludmilla ikke med en gang akademisk lirumlarum, for det virker som om, hun også selv kan blive overrasket over resultaterne.
– Af og til tror jeg, billederne opstår i drømme, og så tager den ene idé den anden. Jeg kan godt lide at overraske ved bogstavelig talt at vende begreberne på hovedet. Der kan være en lille ting, som pludselig sætter gang i en handling, bl.a. bærer nogle af de nye figurer mundbind, noget vi ikke undrer os over i dag, som vi havde gjort for 2 – 3 år siden.
Forskellen mellem mennesker og dyr udviskes, når rotten, katten eller fisken indtager menneskestørrelse og tydeligvis vil fortælle eller lære os noget.
International og udenfor tid
Der er masser af eventyr og magi i billederne, og ikke overraskende har Ludmilla for nogle år siden illustreret Lewis Carrolls udødelige ”Alice i Eventyrland”, vel at mærke for et japansk forlag.
Såvel ideerne som billedverdenen er international, og Ludmillas billeder begejstrer ikke kun i Danmark, men også publikum i hjembyen Paris, Washington, Sankt Pedersborg og Tokyo.
Eventyrsproget er internationalt, tænk også på Brødrene Grimm og H.C. Andersen, der ligeledes er tidløse i deres parallelverden, som børn elsker, og de fleste voksne gerne lader sig indfange af. Ikke kun ”gammeldags”, for ofte lister Ludmilla nutidige elementer ind i handlingen, f.eks. en computer, mobiltelefon, vaskemaskine eller lignende, der ophæver grænsen mellem fortid og nutid. Alt er i spil, galskab og erotik lurer overalt, dyr bliver til mennesker og omvendt.
Hov, dèr løb en hare forbi vinduet ….. måske èn, der er sluppet ud af et af Ludmillas billeder, når jeg at tænke, før den er væk.
Ludmilla Balfour
Og ligesom hendes billedverden rummer elementer fra alle verdener og virkeligheder, er Ludmilla også selv lidt af et patchworktæppe: Hun er født i London i 1952. Hendes mor var skotsk, og faderen var den kendte, danske grafiker Lars Bo. Ægtefællen gennem mange år, Steen Hess, er dansk med tyske aner, og i sit erhvervsaktive liv arbejdede han ved den kommunale administration i Paris, hvor parret i mange år har boet i lejlighed. Nutiden byder på praktiske opgaver i parrets 1000 m2 store ejendom med tilhørende grotte i Loiredalen, Ikke overraskende er grotten overtaget af en støt voksende grævlingefamilie, så man bliver i tvivl om, hvem der bor hos hvem?
Og datteren, Titania, skal også nævnes. Hun er belgisk gift og arbejder som konservator i Paris.
Billedet herunder er inspireret af Ludmillas atelier i huset i Loire. Her er besøg af en velhavende, men særdeles ustruktureret familie, der vender op og ned på huset. Bemærk bl.a. de tre børn midt i billedet til højre med fine kraver. Dvs barnet i midten har i stedet stukket hovedet gennem en tærte – det er nogenlunde ”sådan Ludmilla tænker”. Intet er som man tror, det ”bør” være. Alt er i spil. Og minder det ikke om den såkaldte virkelighed, vi oplever lige nu? Hvornår bliver alt igen normalt? Og hvad er i virkeligheden ”normalt”?
Svaret findes måske i nogle af billederne i Galerie Provence.
