”Kulturens højborg”, kan man ikke kalde Jammerbugt Kommune, alligevel er det her Danmarks kulturminister har opholdt sig i ugerne op til valget med base hos forældrene i Fjerritslev.
Det betyder, at selv mindre kulturelle begivenheder har fået et løft, fordi ministeren ved flere lejligheder har åbnet udstillinger, afsløret skulpturer mv.
TAK for det, Ane, din tilstedeværelse betyder mere end du aner…
Vi har fulgt Ane Halsboe-Jørgensen, siden 2009, dengang var hun 25 år og hed Larsen. Siden er hun blevet gift, mor til to og har siddet i folketinget siden 2011. Forleden sagde hun ja til at møde ”JammerbugtNu” i forbindelse med, at den ”Socialdemokratiske familie” parkerede kampagnevognen foran Meny i Aabybro. I mangel af en lille café til mødet fandt vi den perfekte ramme i Bog & Idés køkken, hvor der tilmed var kaffe og lidt sødt.
Læsehest
Stedet var velvalgt, for Ane er en læsehest. Det afslører øjnene, der interesseret panorerer hen over boghylderne med kommentarer, som viser, at kulturministeren i en travl hverdag har fundet tid til at læse forfattere som Leonora Christina Skov, Benjamin Koppel, Christian Leth og Maren Uthaugs sciencefictionroman, 11%, om et samfund, hvor de få eksisterende mænd er samlet i et avlscenter på Lolland.
Ane er både nysgerrig og engageret i alt, hvad der har med kultur at gøre, og hun lægger ikke skjul på, at hun gerne fortsætter på posten.
– Men lige nu er fremtiden helt ude af mine hænder. Først skal jeg vælges. Dernæst skal regeringen vælges, før ministerposterne fordeles, og jeg kan bare håbe.
Kultur?
– Jeg hører til dem, der kan begejstres for det meste, hvis jeg får lov at bruge tid på det, og så er det jo et privilegium at være minister på et område, der favner så bredt.
Både kultur- og kirkeområdet er meningsfyldte for mig, for de rummer både fællesskab og eksistentielle spørgsmål.
Alt, hvad vi dannes af og er fælles om, er i virkeligheden ”kultur”, selv om begreberne ikke fylder meget i valgkampen. Når ordet ”kultur” af og til dukker op, er det mest som ”noget vi skal spare på”.
Kulturen er overalt, ikke kun museer og teatre, men også i fællesskaber som spejderklubben, den lokale biograf og fodboldklubben, alt sammen noget der er med til at definere, hvem vi er.
Jeg vil ønske, vi kunne finde et bedre sprog for, hvad kultur betyder for os.
Her i Nordjylland kan politiske kandidater score point på udtalelser om at spare 800 millioner kroner på kulturen for i stedet at bruge pengene på kørselsfradrag.
Jeg er enig i, at det er nødvendigt med kørselsfradrag i øjeblikket, men forstår man, at besparelse på kulturen i virkeligheden også kan ramme det lokale bibliotek eller fodboldklubben?
Jeg ved godt, at der er kommuner og kommunalpolitikere, der beskærer kulturbudgettet i øjeblikket, men det skyldes ikke beslutninger i folketinget. Tværtimod har vi stoppet de mange besparelser som den tidligere regering havde lagt ind i budgetterne for både uddannelse og kultur. Desuden har vi øget budgettet i indeværende og næste år med en halv milliard kroner til styrkelse af kulturen i hele landet, bl.a. i skoler og daginstitutioner. Det er vigtigt også at få levende musik og teater ud til de allermindste børn, der er motiverede til at møde de mange muligheder.
I godt selskab med en bog
Vi bor i et land med stor læseglæde, og bibliotekerne bliver virkelig værdsat og benyttet. Og jeg oplever, at en del af svaret på nogle af de problemer tidens unge døjer med findes i litteraturen og i kulturen
Man er aldrig alene, når man læser en bog. Gennem handlingen og persongalleriet fører forfatteren sine læsere ind i et andet univers, der præges af andre problemer og spørgsmål end dem, vi kender fra vores eget liv.
Som ung pløjede jeg mig igennem den ene ungdomsroman efter den anden, og af og til blev jeg lettet ved tanken om, ”at jeg ikke var alene om at have det svært”. Det er det film og bøger kan.
Harry Potter
I øjeblikket læser jeg Harry Potter med min søn, Knud.
Harry Potter eksisterede ikke, da jeg var barn, men han dukkede op på et tidspunkt, hvor jeg havde glæde af at udvikle mig sideløbende med bøgernes handling, det samme registrerer jeg hos Knud, nu hvor vi er nået til bind 7.
Vi har det princip, at vi læser bogen før vi ser filmen, for selv om børnene selv skaber billeder af handlingen inde i hovedet, er filmen det ekstra lag, der som en eksplosion udvider oplevelsen af det eventyrlige univers, der eksisterer udenfor vores fantasi.
Den dag i august 2021…
Ane Halsboe-Jørgensen blev valgt til folketinget i september 2011, og otte år senere blev hun udnævnt til uddannelses- og forskningsminister. En søndag i august 2021 var hun uforberedt på en opringning fra statsministeren.
– Beskeden lød, at jeg skulle møde i et nyt ministerium allerede mandag morgen, den tidligere kulturminister var gået af. Der var ingen betænkningstid, men jeg sagde straks JA, for jeg var ikke i tvivl om, at det var en opgave, jeg gerne ville påtage mig.
Privat har jeg altid været kulturbruger, men politisk har jeg aldrig beskæftiget mig med området. Det var en udfordring, for ligesom man ikke nødvendigvis bliver en god trafikminister af at køre på vejene, er det ikke oplagt, at man er klædt på til at blive kulturminister, fordi man holder af at læse bøger og gå i teateret.
Nogen anser kultur for udelukkende at være et storbyfænomen, men det er slet ikke min erfaring.
Personlig kan jeg ikke forestille mig Tranum uden den lokale idræts/gymnastikforening. Da jeg for nylig deltog i foreningens 125 års jubilæum, fornemmede jeg, hvordan foreningen medvirker til at binde mennesker sammen. Det samme har jeg bl.a. oplevet i Thorupstrand, på Gjøl og Nørhalne som virkelig er blevet kendt via den årlige kunstudstilling. Flere små lokalsamfund ville ikke eksistere uden kulturen.
I København har kulturen en mere fremtrædende plads, ofte arrangementer, der er større, flottere og dyrere, end man kan vise i provinsen, og det har mange mennesker glæde af. Men København skal nok klare sig også med færre tilbud, i modsætning til de små steder i provinsen, der netop har opbygget en identitet omkring den lokale kultur.
Alle vi, der lægger vægt på kulturen, har en opgave i at sige fra, når kulturen skildres som et storbyfænomen, der kun henvender sig til folk med højere uddannelse.
Det er noget, jeg vil arbejde videre for, hvis jeg får lov til at fortsætte som kulturminister, slutter Ane.
