ville Jenny Hansen score medaljer. Det kræver nemlig både tid, flid og tålmodighed at skabe de 24 imponerende gobeliner, som fylder Vendsyssel Kunstmuseum frem til den 19. september. Gobelinerne er udstillet i museets store rum, så hver enkelt kommer til sin ret, én har tilmed fået særlig placering midt i rummet, så også værkets bagside er udstillet, og det er IKKE en fejl, at trådene ikke er hæftet.
Udstillingen har længe været planlagt og er en slags hyldest til Jenny Hansen, i anledning af hendes 70 års fødselsdag den 8. august.
Jenny og hendes ægtefælle, maleren Mogens Nielsen, boede i mange år på Gjøl. Men i 2008 besluttede parret efter en del overvejelser at flytte ”sydpå”. Mogens blev pensioneret fra Nørresundby Gymnasium, og det var nu, hvis et nyt livsafsnit skulle realiseres.
”Sydpå” viste sig at være Hobro, som ligger lidt nærmere Jennys fynske hjemegn. Efter en periode med værksted/atelier i byens tidligere politistation har parret i dag fælles atelier i en bygning, opført ved siden af privatboligen i et af Hobros hyggelige villakvarterer. Her er grunden udnyttet optimalt, Jenny har (som sædvanlig) tegnet atelieret, hvorfra der er udgang til haven og masser af vægplads.
Ved opførelsen af atelieret blev der desuden plads til en dejlig stor terrasse, og tilbage af haven er kun en lille spids, men det passer parret rigtig godt, for det er ikke havearbejde pensionistlivet skal udfyldes med.
To kunstnere under samme tag
Det er ikke altid en fordel, når to kunstnere arbejder under samme tag, men for Jenny og Mogens fungerer det, måske fordi de udtrykker sig i så forskellige materialer som maling og tekstil, og de har altid været hinandens bedste – og skarpeste kritikere.
Gobelinudstillingen på Vendsyssel Kunstmuseum er sammensat af 24 værker, der dels er museets egne, dels udlånt af private og virksomheder rundt om i Danmark. En del tilhører Jenny, og næste år bliver de, udstillet i ”Kunstetagerne”, som er Hobros fantastiske udstillingssted, et tidligere bryggeri, som er blevet til ved lokale ildsjæles indsats.
– Ambitionsniveauet er højt her i byen, næsten på museumsniveau, når det gælder kunst, og det kan vi kun være tilfredse med, siger Mogens, inden han trækker sig tilbage for at bage muffins, og Jenny gør klar til at fortælle om sig selv og gobelinerne.
”I tråd med naturen”
er titlen på udstillingen i Hjørring, og museet har i den anledning udgivet en bog med samme titel om gobelinvæveren Jenny Hansen, hendes baggrund, værkerne, arbejdsprocessen og inspirationen.
– Det er ofte på ture med kamera i naturen, jeg opdager spændende former, eksempelvis skræppebladene, som jeg flere gange har brugt i mine motiver, forklarer Jenny. Ikke nødvendigvis som præcis gengivelse, men når jeg finder spændende former, viderebearbejder jeg dem på computeren, jeg forstørrer og formindsker detaljer indtil jeg opnår et tilfredsstillende resultat. Farvemæssigt er jeg frit stillet, for det er i højere grad strukturerne i stængler og blade, der interesserer mig, og med udgangspunkt i plantens oprindelige farver, kan jeg nedtone og forstærke og lægge helt nye nuancer ind.
Glad og tilfreds med resultatet
Udstillingen i Vendsyssel Kunstmuseum åbnede den 19. juni og kan ses indtil 19. september. Helt berettiget har den fået meget rosende omtale, og Jenny selv er også tilfreds med resultatet.
Ophængningen er sket i samarbejde med museets medarbejder, kunsthistorikeren Cecilie Straagaard, og selv om Jenny erkender, at hun som perfektionist ikke altid er nem at samarbejde med, har hun kun ros til Cecilie.
– Selvfølgelig var jeg spændt, Cecilie var ung og nyuddannet, hvordan ville det spænde af? Men vores samarbejde er foregået helt uden problemer. Det var bl.a. Cecilies forslag at hænge én af gobelinerne med synlig bagside, og det fungerer jo fint og viser hvor mange tråde, der i virkeligheden er med til at skabe motiverne.
Det er almindelig praksis at lade trådene sidde, når man væver så fast, som jeg gør, andre vævere som eksempelvis Berit Hjelholt, arbejdede med en langt løsere vævning, og hun var nødt til at hæfte enderne.
Den tætte vævning øger holdbarheden, og jeg garanterer, at mine værker holder meget længere end mig selv,
Store formater
Jeg har ingen standardmål på mine tæpper, men væven begrænser naturligvis bredden til ca. 2 meter. Anderledes er det med længden, ”Gudenåen”, som jeg blev færdig med sidste år, måler 2 x 3,35 meter og det længste, jeg hidtil har lavet var 4 meter og en bestilling til det tidligere Løgstør Rådhus. I dag hænger det, så vidt jeg ved i en retssal.
Jeg anvender oftest en speciel fransk bomuldstrend og sætter fra begyndelsen rigeligt op. Det betyder, at jeg efter ”Gudenåen” kan arbejde videre med et nyt billede uden at skulle sætte ny trend op, forklarer Jenny.
Tålmodighed er et must
En enkelt dags arbejde syner ikke af meget på den store væv, og Jenny har gennem årene måttet øve sig i at være tålmodig.
– Som ung kunne tingene ikke blive færdige hurtigt nok. Jeg har altid syet og strikket mit tøj selv, og helt fra jeg var lille, har jeg tegnet og malet og lavet håndarbejder, og jeg har lært, at ting må tage den nødvendige tid, hvis resultatet skal blive godt. Jeg har desuden erfaret, at når man allerede lærer at bruge hænderne som barn, har man lettere ved at tilegne sig nye færdigheder som voksen.
F.eks. var jeg i mange år rigtig hurtig til at strikke, og i perioder har jeg både syet og strikket for folk, ligesom jeg har haft deltidsarbejde på kontor, fordi jeg kunne skrive på maskine, men nogen egentlig uddannelse har jeg ikke fået.
Som væver er jeg autodidakt, og det var her jeg fandt mit rette element. Økonomisk har jeg ikke spundet guld, timelønnen er beskeden, jeg havde haft langt mere ud af at være på bistandshjælp.
Baggrund
Mine forældre havde et lille gartneri på Fyn, vi var bestemt ikke velhavende, og familien levede af fire tønder land. Jeg har to yngre søstre, og min mor tegnede, malede og lavede skulpturer i det omfang, hun kunne afse tid med tre børn og en travl hverdag. Jeg beundrede min mor, der kunne tegne alt, jeg har også tegnet en del, men for mig var det vigtigste også farverne.
Mine første forsøg med vævning foregik på en væv, jeg selv lavede af en dukkeseng og med nogle stofstrimler lavede jeg en profil af en kat. Først i 1973 købte jeg min første rigtige væv, og jeg havde vist en tanke om at søge ind på den nyoprettede kunsthåndværkerskole i Kolding. Min veninde søgte samtidig ind og blev uddannet keramiker, hvorimod jeg blev bremset af en mand, der hed Mogens, og så fortsatte jeg med at udvikle min egen stil.
I virkeligheden var det nok meget godt, jeg ikke kom ind, for jeg er ikke særlig god til at lade mig ensrette. Derimod hentede jeg masser af viden gennem bøger, det kan jeg nemlig godt finde ud af.
Når jeg i dag ser på nogle af mine jævnaldrende, der den gang fik uddannelsen, kan jeg tydelig se, hvilke lærere, de er præget af. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg gik mine egne veje og valgte farverne frem for den nordiske stil, som er lidt farveløs.
I modsætning til min mor har jeg bevidst fravalgt børn. Hun har næppe forestillet sig, i hvor høj grad vi tre børn begrænsede hende, for selv om hun tog undervisning i både croquis og tegning på Det Fynske Kunstakademi, blev det aldrig til mere end en hobby. Gartneriet, familien og børnene kom for hende i første række , og det er et valg mange kvindelige kunstnere har stået overfor.
At sætte sig spor
Jenny har allerede sat sig aftryk og spor i tilværelsen. For mange, måske de fleste mennesker har det betydning, at efterlade tegn og beviser på, at de har levet. Mange efterlader spor i form af børn og børnebørn, andre har måske opbygget en virksomhed, gjort en epokegørende opfindelse eller udført humanitært arbejde. Endelig er der forfattere, musikere, komponister og billedkunstnere, der som Jenny allerede har indskrevet sig i vævningens historiebog.
Hun blev nemlig ikke ”bare” væver, hun blev én af Danmarks bedste, og hendes værker hænger i adskillige offentlige og private virksomheder. Også kongehuset har værker af Jenny Hansen, i 2004 udførte hun en gobelin til kronprinsparret, nemlig bryllupsgaven fra Aalborg Kommune. For en halv snes år siden designede hun sammen med Dronning Margrethe et gulvtæppe på 6 x 6 meter, som var Folketingets gave i anledning af regentens 40 års jubilæum. Tæppet blev udført af Ege Tæpper.
Mine kunder står sjældendt i kø udenfor døren, dog var jeg for nylig ude for en særlig oplevelse. Jeg blev kontaktet af en kvinde, som jeg ikke kendte. Hun havde søgt på nettet efter tekstil til ophængning på en buet væg, det var lige før påske, og hun kom på besøg og faldt for et af de tæpper, der nu hænger på udstillingen i Hjørring. Det blev købt og betalt, og skal afleveres, når udstillingen er slut. Den slags kunder må der gerne komme lidt flere af.
Det daglige arbejdede
Mogens og jeg har skabt en arbejdsdiciplin, hvor vi henholdsvis maler og væver. Vi lytter ofte til radio, musik eller program 1, som ganske vist er blevet ringe, efter at teknikerne er sparet væk.
De mange farvespoler i alle tænkelige nuancer af rød, blå, gul, grøn, brun osv. hører også til Jennys arbejdsproces. Hun indfarver nemlig selv den hvide uld og har tusindvis af små prøver samlet i et ringbind, så hun altid kan finde præcis den eller den lysegrønne nuance.
Jenny og Mogens udstiller sammen i Hirtshals Fyr i efterårsferien
Det var ikke ubetinget nemt for Mogens at skifte lokalitet fra Gjøl til Hobro. Gennem mange år havde han fået en stor kundekreds i Vendsyssel, den slags tager tid, og selv om han også har kunder i sit nye område, ligger 80% af hans salg fortsat Nordenfjords.
Han savner ikke ikke sit tidligere job, men han savner den daglige omgang med eleverne.
– Først nu er det gået op for mig, hvor meget de har betydet med al deres liv og spræl. Men så tænker jeg bare på lærermøderne, og så har jeg det pludselig godt igen, slutter han.
Så er det kaffetid, og nu står valget mellem røde, gule eller grønne muffins, inden vi siger farvel og tak!
