For et par år siden besøgte vi Inge Caspersen, der levende berettede om et besøg på Fredensborg Slot, at vi på den nu jævnaldrende Dronning Margrethes runde fødselsdag har fået lov at bringe historien igen.
Inge selv tilbringer dagen foran sit fjernsyn, hvor TV2 dagen igennem markerer regentens fødselsdag, og synet af billederne, især fra Fredensborg, vækker minder om en anderledes og spændende dag hos Inge.
Inge har i mange år siddet i bestyrelsen for Kvindekrisecentret i Aalborg, der også betjener kvinder fra Jammerbugt Kommune. Her fortæller hun både om sit store engagement i det frivillige arbejde og om den særlige dag i 2012, hvor hun sammen med 999 andre kvinder var til haveselskab på Fredensborg Slot.
Men først skal vi høre om det vigtige frivillige arbejde, der lige nu er ekstra fokus på.
Kvindekrisecenteret
Kvindekrisecenteret i Aalborg flyttede for nogle år siden fra Nørresundby til Saxogade i Aalborg. Her modtager man voldsramte kvinder og børn på alle tider af døgnet. I Vendsyssel er der desuden krisecentre i Frederikshavn, Hjørring og Thisted, men kvinder kan af sikkerhedsmæssige grunde vælge krisecentre overalt i landet, hvis der vel at mærke er plads, og Inge beretter om et tilfælde, hvor man valgte at sende en nordjysk kvinde til Bornholm af hensyn til hendes fremtidige sikkerhed.
– Det er en stor beslutning, når en kvinde vælger at opsøge et krisecenter, forklarer Inge. Så snart partneren er lidt på afstand, begynder tankerne, om ”situationen nu også var så slem, at der var grund til at gå så drastisk til værks”.
I mange tilfælde løser problemerne sig da også uden den store dramatik, men der er også tilfælde, hvor kvinder virkelig er i livsfare. Nogle kommer kun den ene gang, mens andre er der to eller tre gange, før de får styr på deres liv.
Somme tider handler det også om modenhed.
Jeg husker bl.a. en ung kvinde, som jeg hyggesnakkede med og fortalte lidt om mit liv, og hvordan jeg var blevet enke som kun 48-årig. ”Hvor er du sej, at du kunne klare dig selv”, udbrød pigen, der nok var først i tyverne men fuldstændig blottet for selvtillid.
Officielt kan kvinderne og deres børn bo på krisecentret i op til tre måneder, men er deres situation uafklaret, og har de ingen anden bolig, får de naturligvis lov til at blive lidt længere. Jeg så i en tv-udsendelse om Grevinde Danner-stiftelsen, at kvinder kunne bo der i 7 – 8 måneder. Det er for længe, synes jeg.
Selvfølgelig skal kvinderne beskyttes, når der er problemer, men de skal også selv føle ansvar for deres liv.
Kvindekrisecenteret drives udelukkende af kvinder, og kun ganske få er ansatte. I Aalborg er tilknyttet over 100 frivillige, og Inge valgte at blive frivillig efter at have overværet et foredrag om Kvindekrisecenterets arbejde. Det var i 1995, og hun var netop gået på pension efter mange år som næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund.
Inge blev valgt til bestyrelsen i Kvindekrisecenteret, og var formand fra år 2000 til 2012.
– Jeg havde følt mig beskyttet gennem hele mit liv og valgte på den måde at give noget igen. Jeg vidste selvfølgelig, at jeg ikke kunne redde verden, men noget kunne jeg da yde.
Årsagen til, at jeg stoppede var, at mine ben var så plaget af gigt, at Krisecentrets beboere syntes, de skulle varte mig op. Og så var tiden inde til at slutte.
Kvinderne har naturligvis pligter i huset. De skal passe deres børn, gøre rent og lave mad. Det med maden kunne i øvrigt være spændende, når vi af og til havde udenlandske kvinder boende, for så blev der serveret helt nye retter.
En engageret kvinde
Udover det lokale bestyrelsesarbejde, medvirkede jeg i Landsorganisationen til at etablere et sekretariat. Oprindelig havde opgaverne været overladt til formanden og kassereren som hjemmearbejde, men nu lykkedes det at få etableret et stort sekretariat med lønnede medarbejdere for Krisecentrene i 3F’s regi. Det fungerede indtil sidste år, hvor krisecentrene mistede et tilskud, så en del af opgaverne nu igen varetages af frivillig arbejdskraft.
Jeg har altid været politisk engageret og følger med i udviklingen. Jeg har aldrig involveret mig i politik, men gennem ti år sad jeg i Ældrerådet, men kommunesammenlægningen betød, at det hele blev for stort og uoverskueligt, så siden har jeg fulgt begivenhederne fra sidelinjen.
Til haveselskab hos Dronningen
– I 2012, umiddelbart efter, jeg var stoppet på Kvindekrisecenteret, holdt Dronning Margrethe et haveselskab for ”det frivillige Danmark” med ca. 1000 indbudte gæster fra hele landet.
Krisecentrene fik i alt ti pladser, og én af dem tilfaldt mig som belønning for det arbejde jeg gennem årene havde udført.
Det var en stor begivenhed. Vejret var dejligt, mit barnebarn kørte mig til Fredensborg, hvor jeg spiste frokost med de øvrige deltagere fra Krisecentrene forud for arrangementet.
Ved ankomsten blev alle selvfølgelig kontrolleret af PET, men der var draget omsorg for alt, parkering, handicappladser og unge soldater, der gav en hjælpende hånd til dårligt gående.
Jeg fik en fin siddeplads ved det store orangeri, hvorfra jeg kunne overskue situationen, mens Livgarden spillede. Det viste sig også at være stedet, hvor alle ”de kendte” kom forbi, så det var virkelig en oplevelse. Efter ca. en time ankom hele den kongelige familie. Kun kronprinsen manglede, for han var til begravelse hos en arabisk prins.
Den egentlige anledning til sammenkomsten kender jeg ikke. Men netop det år var der åbenbart fokus på frivilligt arbejde, som Dronningen også omtalte i sin nytårstale.
Det var en stor dag, og jeg var træt og mæt af indtryk, da vi kørte tilbage til Aalborg om aftenen. Jeg har altid været royalist, og er det ikke mindre efter den dag, slutter Inge sin lange beretning, der næsten var ”Billedbladet live”. Billeder har Inge ikke, for det var ikke tilladt gæsterne at fotografere. Vi har derimod fundet et par stemningsbilleder fra dagen på Kongehusets egen hjemmeside.
Heldig
– Jeg har nået en alder, hvor et godt helbred ikke er en selvfølge, forklarer Inge.På grund af gigt har jeg behov for en rollator, men hverken mit hoved eller min hørelse fejler noget, og det priser jeg mig lykkelig for, ikke mindst når jeg oplever jævnaldrende blive demente og ude af stand til at passe sig selv.
Jeg føler mig virkelig privilegeret og synes, jeg er et heldigt menneske. Jeg har stadig god kontakt til gamle venner fra Kvindeligt Arbejderforbund og Kvindekrisecenteret. Indtil for nylig kørte jeg stadig bil og havde derfor også glæde af mit sommerhus ved Hou, men nu er det sat til salg.
. Min søn og datter bor i nærheden med deres familier, og med tre børnebørn og seks oldebørn har jeg nu en dejlig stor familie, som jeg skønner særlig meget på i øjeblikket, hvor frygten for coronavirus holder mig inde. De køber ind for mig og stiller varerne udenfor på måtten, så jeg føler mig på mange måder heldig, også i en krisetid, slutter Inge.
