et dagligt behov, som at spise og sove. Det gælder bl.a. for 80-årige Lise Andersen, der netop har udvidet sit omfattende forfatterskab med to nye romaner, “Vægtløfteren”, der allerede har fået masser af anmelderroser og “Frejas efterår”, som handler om en kvinde, der er gået på pension og flytter ud i skoven, hvor hun gør sig mange tanker om fremtiden og livet som gammel.
Vi besøger Lise i hjemmet i Vadum, som hun deler med Bjarne, manden i hendes liv. Parret har for længst holdt sølvbryllup . I huset bor kun de to, men Bjarne har vænnet sig til, at hans hustru af og til forsvinder ud i fantasiens verden, for at tilbringe timer og ofte døgn i et andet miljø sammen med mennesker, Bjarne aldrig har truffet og kun lærer at kende i bogform
Det er her, Lise slipper parcelhusets rammer og træder ind i de universer, der danner ramme om helt andre liv sammen med mennesker og begivenheder, der udelukkende gror i hendes fantasi, mens han tager del i dagligdagen i parcelhuset.
– Men Bjarne er altid min første læser, fordi han står for den første korrektur, forklarer Lise, inden jeg får al for megen medfølelse med “stakkels Bjarne, som bliver ladt tilbage i hverdagslivet, mens Lise hygger sig i selskab med fiktive kvinder og mænd”.
På bordet ligger en stor stak bøger med omslag i forskellige farver. Lukkede og endnu ulæste gemmer de på hver sin historie om kvinder, mænd, unge, gamle, børn. Måske som folk er flest, måske overraskende forskellige, Forfatteren er den samme, og det er hende, Lise Andersen, der i dette tilfælde bestemmer over liv og død, sorg og glæde.
Af og til rykker Lise og computeren ud i “Havtorn”, parrets sommerhus ved Saltum, hvor hun er sikker på slet ikke at blive forstyrret.
Processen
-Det starter altid med, at jeg fornemmer omridset af en handling og helt fremmede personer, som jeg skal lære at kende, forklarer Lise.
Jeg har tidligere skrevet enkelte biografier, bl.a. “Vejen til Lee” om mine tanker og oplevelser ved at være tæt på min søster i månederne frem til hun døde af kræft som 65-årig. Men oftest skriver jeg om vildt fremmede, der ikke er genkendelige hverken for mig selv eller læserne.
I løbet af skriveprocessen lærer jeg personerne at kende på godt og ondt. Var jeg krimiforfatter, havde jeg muligvis slået en af mine personer ihjel, men det er endnu aldrig sket. Derimod har jeg oplevet at handlingen i en tekst tog så overraskende en drejning, at jeg gav mig til at græde. Pudsig reaktion i betragtning af, at det var mig selv, der skabte situationen.
Ofte kender jeg en del af handlingen, når jeg begynder at skrive, men det hænder, at jeg bliver overrasket.
Det er en ensom proces at være forfatter, en sjælden gang kan jeg spørge Bjarne til råds, især ved spørgsmål af teknisk karakter. Men ingen, heller ikke han er involveret undervejs i handlingen.
Forfatterskabet
Lise Andersen er en alsidig forfatter, der dækker hele læserspektret. Hendes første udgivelse var en lille digtsamling for 35 år siden, men siden har hun skrevet og udgivet mere end tredive bøger for børn, unge og voksne og enkelte fagbøger. Dele af forfatterskabet, bl.a. ungdomsbøgerne om Fatima, er inspireret af årene som sygeplejerske og sundhedsplejerske i så fjerne egne som Yemen og Grønland.
Det er en krævende og omfattende proces at blive forfatter, teksterne skal trykkes og udgives af et forlag, herefter drejer det sig om at nå ud til læserne. Hvordan bliver man kendt, Lise?
– Umiddelbart vil jeg sige, at man ikke skal bo i en lille by, og man skal ikke være så tilbageholdende som mig.
Man skal bo i København, være smart og se godt ud – men lidt held skal der også til.
Lise viser to børnebøger, der er udkommet på både dansk og spansk.
– Mit århusianske forlag fik en henvendelse fra et spansk forlag, der savnede nyt til deres unge læsere, og så var jeg heldig, at de valgte to af mine bøger. Siden er “Uummat – fortællinger fra hjertet” kommet både på engelsk og grønlandsk, fortæller Lise.
Heldigvis har bibliotekerne købt de fleste af mine bøger, men det er ikke nok, bøgerne skal også udlånes, og har en bog ikke været lånt i 2 år, ryger den af hylden og sælges for en femmer.
Vi er her endnu
Lise og undertegnede har kendt hinanden i mange år. At vi nu begge har passeret 80 giver også anledning til et par refleksioner. Måske er vi lidt forbavsede over, at vi har opnået så høj en alder.
I medierne hører vi ofte om folks længsel efter at forlade arbejdsmarkedet og gå på pension, og ikke mindst skuffelsen hos 50 – 60-årige, når pensionsalderen (igen) bliver hævet. Vi er heldige, for vi bestemmer selv. For kunstnere, forfattere og sådan nogle som Lise og mig er overgangen flydende mellem arbejde og fritid, det kan føles frit og dejligt, men kræver også en vis disciplin.
-Jeg var nu aldrig ked af at have fast arbejde, siger Lise. Min mor var sygeplejerske, og det mente jeg også, jeg skulle være, selv om min mor frarådede det. Hun kendte mig åbenbart bedst, for sygeplejen var ikke noget for mig, jeg blev alt for påvirket af de skæbner, jeg mødte på et hospital. Men uddannelsen var langt fra spildt. Efter jeg i 1968 var færdiguddannet som sygeplejerske, fortsatte jeg mod mit endelige mål at blive sundhedsplejerske.
Yemen .
-Det blev jeg i 1971, jeg har altid haft udlængsel og 6 år senere søgte jeg en ledig stilling, der var opslået i mit fagblad. Da jeg fik den, havnede jeg i Yemen uden at vide, hvad jeg gik ind til. Jeg var 32 år, havde aldrig tidligere været udenfor Europa, men havde lyst til at opleve en anden verden, og det kom jeg til.
Gennem et år oplevede jeg, hvor stor forskel der er på vores verden og steder, hvor man ikke har umiddelbar adgang til rindende vand, og elektricitet er en mangelvare. Jeg oplevede også, at kvinderne valgte amningen fra, årsagen fandt jeg på sundhedscentrene, hvor der var ophængt plakater med glade mødre, der gav børnene flaske med modermælkserstatning. Årsagen til de underernærede børn var, at kvinderne ikke kunne læse, de blev kun lokket af de smilende billeder. Vand var besværligt at hente, og ofte kom der for lidt af det dyre pulver i flaskerne, for de var fattige. Men de troede de gjorde det bedste for deres børn, ved at give dem erstatning i stedet for den naturlige mælk, de selv producerede.
Trods forholdene oplevede jeg masser af livsglæde, børnene var selvfølgelig dejlige, men hvor kunne deres tilværelse have været anderledes, hvis blot deres mødre havde været mere oplyste og havde kunnet læse og skrive.
Tilfældigvis fik jeg lejlighed til at besøge landsbyen 20 år senere som turist. Vejen dertil var blevet asfalteret og man skulle ikke længere gå så langt efter vand. Men ellers var der ikke sket nogen særlig udvikling. Både mænd og kvinder tyggede kat, en euforiserende plante, som måske hjalp dem til at glemme virkeligheden
I Yemen blev spiren lagt til det kommende forfatterskab. Lise skrev lange fællesbreve hjem til venner og familie, og brevene blev senere fundamentet for børnebøgerne om Fatima.
Jobbet som sundhedsplejerske åbnede senere mulighed for flere rejser til bl.a. Thailand, Uganda og Grønland. Mindre eksotisk, men ikke mindre givende, var Lises mange år som sundhedsplejerske i Aabybro Kommune, indtil hun i 2007 gik på efterløn og helligede sig forfatterskabet på fuld tid.
Bjarne
-Jeg besøgte somme tider en veninde i Vadum, og en dag fortalte hun om én af sine naboer, Bjarne, der var alene.
Ham skal du møde, sagde hun. Som sagt så gjort, og jeg blev forelsket i ham, der blev manden i mit liv. Jeg holdt op med de lange arbejdsrejser, til gengæld kom jeg for alvor i gang med at skrive.
Jeg havde ikke tidligere været gift, men Bjarne var fraskilt og havde en dreng på 9 år, han var hos sin mor i weekenderne, ellers var han hos os, og vi fik et vældig godt forhold, som også holder efter han er blevet voksen og selv har stiftet familie.
Børn
Jeg har aldrig hørt til dem, der falder i svime over babyer eller små børn, jeg betragter dem mest som små mennesker og lægger vægt på at opnå kontakt.
Selvfølgelig har jeg i årenes løb mødt mange skæbner, der har været situationer, hvor jeg havde lyst til at stoppe et barn i tasken for at redde det fra forældre, der tydeligvis var uegnede til forældrerollen. Men jeg kunne kun håbe, at alt gik godt, hvad det jo i de fleste tilfælde også gjorde.
Forfatter på trods
jeg har skrevet så længe, jeg kan huske, som kun 14-årig fik jeg et indlæg i et ugeblad. Gennem årene har jeg skrevet en del og oplevet den tunge konvolut der dumpede ind ad brevsprækken med afslag og tak fra de forlag, jeg sendte mine manuskripter til. Men jeg mistede ikke modet. Selv om jeg svor, at nu skulle det være slut, skrev jeg videre og fik igen og igen mine manuskripter tilbage.
En gang forsøgte jeg at skrive ugebladsnoveller, men at få udleveret en illustration med opfordring til at skrive en tekst passede ikke til mit temperament, selv om det økonomisk nok havde været en bedre forretning.
Jeg blev hele tiden klogere, hvad gjorde jeg mon forkert?? I 1991 udkom mine første to små digtsamlinger, og det gav jo ekstra blod på tanden. Det stivede mig lidt af, da jeg blev medlem af forfatterforeningen, og for at komme videre tog jeg på et utal af skrivekurser.
Pludselig gik der hul. Mine bøger er udkommet på flere forlag, enkelte har jeg selv finansieret, men det er jeg ikke så vild med. Heldigvis har jeg ofte fået gode anmeldelser. Men konkurrencen er hård og forlagsbranchen kan være vanskelig at danse med. Pludselig er det ikke mere mig, der bestemmer, og jeg bruger oceaner af tid på gennemlæsninger og rettelser. Det kan være smertefuldt at ændre et helt afsnit i en roman, fordi forlaget forlanger det. Hvem er det i virkeligheden, der bestemmer over MIN historie? Ok, jeg går ud fra, de ved bedst, men alligevel. Selvfølgelig tænker de også på mulighederne for salg i konkurrence med alle de øvrige udgivelser.
Tænk bare på de mange biografier om kendte, sangere, skuespillere, politikere og sportsfolk, der fylder boghandlernes hylder især i efteråret.
Man må selv gøre noget for at komme ud til publikum, og det gør jeg bl.a. via foredrag og kontakt til eksisterende læsegrupper.
I dag udkommer mange af mine bøger også som lydbøger, og det er vældig populært. Både film- og bogverdenen er under kolossal forandring i øjeblikket – og jeg følger med i det omfang, jeg har lyst og overskud.
Lidt mærkeligt er det, at selv om jeg kun har mig selv at stå til regnskab overfor, kan jeg føle et pres, når en ny bog er udgivet, for hvad så nu, hvordan kommer jeg videre? Det presser mig, hvis jeg ikke er i gang med en ny. Jeg kan vågne om natten og føle bekymringen over, at der ikke har meldt sig en eneste ny ide.
Heldigvis dukker der stadig nye ideer op, jeg har netop afleveret et nyt romanmanuskript til et forlag. Og nu er der bare tilbage at vente, slutter Lise Andersen, der hverken afslører handling eller titel.
